Julesangen

I juletræet sidder en lille fugl. Det er en spurv. Den sidder lidt nede, som den gør hver jul. Den er noget af træets ældste pynt, og for familien er den helt speciel. Ingen ved, hvor den kommer fra eller hvor længe, den har hørt til julepynten. Den er der bare. Det betyder heller ikke så meget, når altså bare den sidder på sin gren. For kun sådan bliver det jul – altså rigtig jul.
Fuglen er egentlig ikke noget særligt, og dog alligevel! Den har nemlig en hemmelighed.

Det er juleaften, træet er pyntet og tændt. Spurven sidder på sin gren og nyder glæden, der er omkring træet. Selv om den er lavet af glas og fjer, så er den alligevel begyndt at blive levende. Sådan sker det hvert år denne ene aften. Det er på samme måde som med julestemningen. Den kommer ganske stille, og så er den der bare.
Der på grenen sidder den og bliver mere og mere fyldt af liv, mens den suger glæden til sig. Den oplever at få livet givet. Ja, den oplever, hvordan julestemningen med sang, hygge, lys og gaver i løbet af aftenen næsten får den fyldt for meget, så der bliver et overtryk af livet. Og når aftenen er ved at være til ende - når tiden nærmer sig for, at Vor Herre blev født engang for længe siden, så sker det underfulde. Det er som om tiden pludselig står stille, mens før og nu samtidig går i ét. Ja, det hellige sker igen, og julesangen lyder som englenes sang over markerne ved Betlehem. Det er spurven, den lille glasfugl på træet. Den får netop denne aften lov at være et ekko fra den hellige nat.
_

Sådan sker det hver en julenat. Nogle tror, det er lyden af julemandens kane. Men det er de små fugle, der sidder rundt på alverdens juletræer, der lader julesangen lyde som englesang om et barn på krybbestrå – et barn, der var Guds søn på jord.

Glaskuglen

’Hvor er jeg dog smuk’, tænker glaskuglen ved sig selv, da det bliver mørkt, og den i vinduet kan se sig sammen med al det andet pynt på træet. ’Jeg kan godt forstå, at de andre altid kikker på mig.’
Den ved ikke, at de andre mest kikker på den for at se sig selv.

Julen nærmer sig, og alt pynten er hentet frem fra gemmerne og taget op af kasserne. Det er for glaskuglen som at blive vækket af en lang søvn. For når den ligger i kassen, og det er ganske mørkt, så går tiden i stå. Ja, så er det som om, den slet ikke lever. Kun når der er lys omkring den, oplever den sig som levende.

Når den drømmer, er det om at rumme det reneste guld. For når stearinlysenes stråler rammer den, så får den et gyldent skær. Den føler næsten, at den så er det fine guld, som den hvert år hører om i den gamle fortælling. Og den genkender følelsen, som netop det guld måtte have haft, når et barn med glæde og iver smiler til den og jubler.
Sommetider fortæller den sig selv den gamle fortælling med særlig vægt på det med gaverne og guldet:
’Det skete, dengang alle mennesker skulle tælles. Da kom Maria og Josef til Betlehem, og Maria skulle føde sit barn. Der var bare ingen steder, de kunne være. Så det endte med, at hun fødte sin søn i en stald.
På besøg kom der først nogle hyrder fra markerne omkring Betlehem. En engel havde fortalt dem om barnet – at det var en kongesøn.
Der kom også nogle vise mænd fra øst, og de havde gaver med. Den ene havde guld med, som en klar stjerne fik til at skinne i den mørke stald. Drengen Jesus jublede, da han så guldet. Og forældrene smilede, da de så det glade ansigt i guldets spejl.’
Glaskuglen ved dog godt, at den ikke er af guld. Men den føler sig som det guld, der fik barnet til at juble.

Glaskuglen kan godt se, når det enten er far eller mor, der står sammen med barnet. De smiler også. Måske er det, fordi de kan se sig selv i barnets ansigt.
’Sådan har barnet i Betlehem måske også haft det’, tænker glaskuglen. Guds træk måtte kunne være at se i guldets spejlbillede.
Sådan tænker glaskuglen også om de børn, den får lov at være spejl for. Der er også noget guddommeligt over dem i det gyldne skær. For glaskuglen kan netop, fordi den er en kugle, rumme lys fra alle sider. Det gyldne skær fra stearinlysene bliver i den blandet med det ansigt, der spejlede sig.
’Det er min særlige gave til verden’, tænker glaskuglen, ’og det er min opgave at give, når jeg får lov at hænge på selveste juletræet. Menneskene skal ikke bare se sig selv, men også se, at de er Guds.’
Men egentlig er det en gave, den får givet, da den er skabt rund, og fordi de levende lys på juletræet fylder den med et gyldent skær.
_

Det lille nummer sker i hver en glaskugle – særligt juleaften. Stearinlysene giver - som et guddommeligt lys - et gyldent skær, så vi i glaskuglens spejl får lov at se, at også vi er Guds elskede børn.

Stjernen

Den lille stjerne bliver næsten helt væk i mængden, og den føler, at de andre slet ikke ser den. Den bliver med sikkerhed heller ikke set af nogen nede fra jorden.
Men selv kan den fint se, hvad der sker. Den følger godt med - særligt i, hvad menneskene laver på jorden. Den finder det spændende.
Nu er det igen det tidspunkt på året, hvor den særligt følger med. Den kan se, hvordan der bliver hentet træer, som stilles op inde i husene. Og der sættes en stor stjerne i toppen. Der kommer også andet pynt på træerne bl.a. mindre stjerner. Det gør den lille stjerne glad, for så må der også være plads til en som den. Men den store topstjerne er vigtigst.
Derefter så samler menneskene sig om træet. De har gaver med, som de ligger under træet. Den lille stjerne kan ikke forestille sig andet end, at gaverne bliver givet til den store topstjerne. Og den lille stjerne bliver helt varm ved tanken. Den store stjerne i toppen bliver virkelig fejret.
Den lille stjerne er lidt misundelig. Den vil også gerne fejres og have gaver. Men det skal man nok være en stor og flot stjerne for at opleve.

Sådan sidder den og tænker, da det forfærdelige sker. Ja, det sker hvert år, men den lille stjerne oplever det alligevel som et chok. Menneskene tager gaverne igen – alle gaverne!

’Men de har jo lige givet dem til stjernen. Det gør man da ikke!’
Den lille stjerne kommer til at sige sine tanker højt, så en større stjerne i nærheden hører det.
’Hvad er du sur over?’ spørger den. Og så fortæller den lille stjerne, hvad den lige har set ske.
’Jamen ved du slet ikke, hvorfor de gør det? Kender du ikke fortællingen?’
’Nej’, siger den lille stjerne, mens den forsøger at holde en stjernetåre tilbage.
’Så skal jeg fortælle den.’
                                                                                                                                                                 
Den større stjerne begynder at fortælle:
’Der var en gang en kæmpe stjerne – større end nogen stjerne har været både før og siden.’
’Den kunne nok rigtig ses fra jorden’, siger den lille stjerne. ’Det vil jeg også gerne kunne.’
’Jo, den kunne ses fra jorden. Det kan du tro’, siger den større stjerne og fortsatte:
’Særligt blev den set af 3 vise mænd. De havde brugt hele livet på at kikke stjerner. De mente, at vi stjerner kan fortælle dem vigtige ting. Og det var netop, hvad den store stjerne kunne. Den blev nemlig skabt for at fortælle, at et særligt barn var blevet født på jorden.’
’Et barn?’, spørger den lille stjerne. ’Sådan en ganske almindeligt lille baby?’
’Ja’, siger stjernen. ’Selv et ganske lille barn kan være noget særligt. Og dette barn var Guds egen søn.’
’Øj’, siger den lille. ’Mener du Gud, der har skab alt? Så kan sådan en lille stjerne som mig heller ikke være ligegyldig.’
’De 3 vise mænd brugte stjernen til at finde frem til barnet’, fortsætter stjernen sin fortælling. ’De fandt det ude i en stald, og der gav de barnet deres gaver.’
’Så gives gaverne altså slet ikke til stjernen?’ spørger den lille.
’Nej’, forklarer den større stjerne. ’Gaverne gives til det lille Jesusbarn.’
’Så er det altså heller ikke stjernen, der er i centrum, når menneskene samles om træet med stjernen i toppen’, tænker den lille stjerne ved sig selv.
’Når gaverne gives til Jesusbarnet’, spørger den lille, ’hvorfor tager menneskene dem så igen?’
’Jo, det fortælles, at Jesus som voksen skulle have forklaret, at hvad mennesker gerne vil gøre mod ham eller mod Gud, der skal de lade andre få glæde af. Han skulle have sagt: ’Hvis I vil gøre noget for mig, så skal I gøre det for en anden, og hvis I vil give mig noget, så skal I give det til de fattige.’

Den lille stjerne tænker lidt over det. ’Så er den store stjerne et tegn på, at man fejrer Jesu fødsel og er samlet det rigtige sted.’
Da den lille stjerne igen kikker ned på jorden, ser den ind i en stue, hvor der kun står et lille træ med en lille stjerne i toppen og nogle få lys. Den ser også, at der slet ingen gaver er under træet. Nogle få mennesker samles om træet. De ser glade ud, selv om de kun har et lille træ med en lille stjerne og ingen gaver.
Der er også et mindre barn. Den lille stjerne får sådan en lyst til at sende det barn en særlig gave. Den anstrenger sig virkeligt for at sende sit lys lige derned. Da ser barnet ud af vinduet og op mod stjernen. Stjernen ser et glimt af lys i barnets øje – og ser barnet smile.
Den lille stjerne bliver helt stille. Det smil var som den bedste gave, den kunne få. Og stjernen bærer smilet med sig videre som en særlig skat.
Pludselig er drømmen om at blive en stor og synlig stjerne væk ligesom drømmen om at få gaver. For den har fået lov at være et glimt i et barns øje. Større gave kan den ikke forestille sig findes. Og så fik den oven i købet et smil tilbage.
_

Den lille stjerne fortæller gerne andre stjerner om det fantastiske, den har oplevet. Særligt de små stjerner lytter efter. Prøv at se på nattehimlen – særligt ved juletid – så kan det være, at også du rammes af en stjernes særlige glimt. Og som stjernen aldrig glemte glimtet og smilet, sådan ved jeg, at barnet heller aldrig glemte det.

Adventslyset

Et lys hænger sammen med andre lys i sin væge. Eller, det vil sige, det er først ved at blive til et lys. Ganske langsomt tager det form. Hver gang det dyppes i den varme stearin, blev det tykkere og tykkere. Smukt bliver det også, synes det selv. Det bliver lilla. Nogle hvide og røde lys hænger på rækker. De griner lidt. De er færdige, og så mener de, at et rigtigt lys skal være enten hvidt eller rødt – særligt nu, hvor julen nærmede sig.
Da det lilla lys er tykt nok, bliver også det hængt op på rækken.

Mange mennesker kommer for at købe lys, og mange siger: ’Det er vel nok en smuk lilla farve.’ Men de fleste købte nu alligevel hvide eller røde lys.
Så sker det. Fire lilla lys bliver taget ned og pakket ind. Et barn har længe stået og kikket på dem. ’Åh mor, de er så smukke.’ Selv om de plejede at have enten hvide eller røde lys, siger moren. ’Adventens farve er jo også lilla.’
Det får lyset til at tænke, mens det ligger i pakken: ’Advent? De snakker da ellers alle sammen om jul.’

Familien er samlet og lysene tages frem. ’Hvorfor er de lilla?’, spørger én. Lyset bliver lidt stødt. ’Synes de slet ikke, vi er flotte?’, tænker det.
’Sådan skal det være i år’, svarer moren. Ganske hurtigt får hun de fire lys sat smukt i en krans af gran. ’Lilla er faktisk farven, der bruges til advent’, fortsætter hun. ’Rødt og hvidt hører julen til. Og julen begynder først juleaften.’
Lyset lytter godt efter. Da det har adventens farve, så vil det også gerne vide, hvad advent betyder.
’Advent betyder, at nogen kommer. Det er en ventetid – en tid til at forberede sig’, fortsætter moren. ’Vi har 4 søndage til at forberede os til at fejre, at Jesus bliver født.’
’Åh’, tænker lyset, ’advent er ikke en fest.’
At skulle vente, det forstår lyset så ganske godt. For det venter virkelig meget på at blive brugt. Ja, det er næsten ikke til at holde ud sådan bare at stå uden at blive tændt.
Lyset kan mærke, at også børnene har det svært med at vente, når der tales om jul. Det mærkes særligt, når det handler om gaver. De voksne har også svært ved at holde ventetiden ud. Men det har mest om at gøre med alt det, de skal nå.

Men så bliver det anderledes. Familien sætter sig sammen og ser på kransen med de fire lys. Lyset kan forstå, at kransen hedder en adventskrans, og at de derfor er adventslys. Det er lidt svært for lyset at skulle være et vente-lys. Det ville meget hellere have været et fest-lys eller bare et glædes-lys.

Nu tændes en tændstik, og netop det ene lys bliver tændt. ’Nu er jeg altså et rigtigt adventslys’, tænker det. Og med ét gør det slet ikke noget, at det er et vente-lys. For det er som om, tiden står stille. Ja, der er pludselig tid til at tænke og at være, og der er både hygge og glæde. ’Som det første er jeg nu blevet tændt som tegn på, at noget kommer’, siger lyset til sig selv. ’Det er en ære – ja, en gave.’

Nok er advent ikke en fest, men lyset finder hurtigt ud af, at der i advent også er mange glæder. Der er en spænding og glæde i at vente – særligt, når man venter på noget godt.
Lyset følger med i familiens liv og hører også nogle historier om den Jesus, de åbenbart venter på. En af fortællingerne handler om, at han skal ind i en stor by. Det vælger han at gøre ved at ride på et æsel. Folk måtte have glædet sig til, at han kom, for de jublede og viftede med palmegrene.
En anden historie handler om en mand, der skulle bane vejen for ham Jesus. ’Han måtte have haft det lidt ligesom adventslyset i forhold til julelyset’, tænkte lyset.

Tiden går, og familien holder de dejlige hyggestunder hver søndag. For hver søndag, der går, bliver der tændt et lys mere. Hver gang bliver lyset, det første lys, tændt igen, og derefter et nyt - og et nyt.
Lyset kan se, at der rundt omkring kommer spændende ting frem. Lyset oplever sig selv, som den første lille flamme i noget stort. Det er mærkeligt at opleve, for samtidig bliver det mørkere og mørkere udenfor.
Lyset hører, at familien sammenlignede de flere og flere lys med naturen. Når der om foråret kommer flere og flere små blade på træerne, og frøene spirer frem af jorden, så er sommeren på vej. ’Hvis lysene er et tegn på samme måde, så må det, der kommer, være et vældigt lys’, tænker lyset. Men det kan ikke helt forestille sig, hvor fantastisk det må blive.
                                                   
Nogle dage efter, at alle fire lys er blevet tændt, sker der noget særligt. Et træ bliver sat inde i stuen, og det bliver fyldt med så mange lys, at adventslyset slet ikke kan tælle dem. Nu sker det! ’Men det er også på tide’, tænker lyset. For det er nu næsten brændt helt ned. ’Nogen må tage over, når jeg er brændt ud.’ Det tænker også, at det måske slet ikke får lov til at opleve det, der skal komme. ’Sådan er det nok at være et adventslys’, siger det til sig selv. ’Jeg må blive mindre – ja, nok helt forsvinde, når det særlige kommer til syne.’
Lyset får dog lov at opleve aftenen, hvor stuen bliver fyldt med lys og glæde. ’Så sker det endelig!’ Og adventslyset får lov at give sit sidste lille glød til glæden og festen.
_

Efter festen bliver alle de næsten nedbrændte lys samlet sammen. Der er også en lille stump af det lilla adventslys. Det tager sin fortælling med sig til omsmeltningen, og det siges, at alle stearinlys bærer dets farve og dets fortælling inde i sig. Så hvert lys uanset farve får en særlig glød, når det tændes i en adventskrans.

Det mindste frø

Åh, det var så lille, det frø. Det lå og blev helt væk mellem alle de andre. ’Jeg bliver vist aldrig til noget’, tænkte det. ’De andre maser mig, og hvad kan jeg egentlig, når jeg er så lille?’ Og så blev den væk i jorden.
Der var mørkt og koldt og fugtigt. Frøet blev blødt, og det troede, at det skulle dø. Men inde i det skete der noget. Der var en kraft, som bare ville ud. Det spirede og voksede op af jorden og blev mødt af dejlige, varme solstråler.

Nu står der en stor sennepsplante på marken sammen med mange andre planter. Der er sket en forvandling. Der er ikke længere et lille frø men en stor plante. Ja, faktisk er sennepsplanten større end alle de andre.
Lige nu er sennepsplanten dog en af de få, der stadig står op. Der er nemlig kommet nogle – ja mange mennesker, og de har trampet de fleste af de mindre planter ned.
Ikke bare står planten der endnu, men nogle fugle er endog kravlet ind i dens krone for at gemme sig for menneskene.

Sennepsplanten står, så den fint kan følge med i, hvad der sker.
En mand, der hedder Jesus, står og snakker. Pludselig peger han på sennepsplanten. Den giver et lille hop. ’Se planten der’, siger han. ’Den kommer af et ganske lille frø.’
Sennepsplanten kan godt huske hvor lille, den følte sig som frø. Den kan huske, at den var bange for at blive væk mellem alle de større frø. Den husker også, hvordan den havde troet, at den aldrig ville blive til noget. Nu står den her på marken større end de andre. Det er lidt af et mirakel, synes den.

’I spørger om at få en større tro’, siger Jesus og går hen til sennepsplanten. ’Hvis I bare har en tro som et sennepsfrø, så kan I sige til et træ, at det skal tage sine rødder med sig og flytte ud i havet. Og det vil gøre det.’
’Se på planten her’, fortsætter han. ’Den kommer af det mindste frø af alle. Og se hvor stor den er blevet.’ Han løfter lidt op i kronen: ’Ja se bare, den kan endda give skjul til nogle fugle. Gudsrige er som et lille sennepsfrø. Når det bliver sået, er det mindre end alle andre frø. Men det vil vokse og blive større end alt andet.’

Sennepsplanten bliver helt genert. Har den gjort noget særligt? Det synes den ikke. Nej, faktisk har den slet ikke gjort noget!
At den som lille frø havde kraft i sig til at spire, blev den meget overrasket over.
Større havde overraskelsen næsten været, at den voksede og blev stor.
’Hvorfor peger Jesus så på mig som et eksempel på tro? Og hvad med Guds rige?’
Sennepsplanten vil ønske, at Jesus fortæller noget mere. Den har jo bare været et frø, som har fået lov til at spire og vokse. Det hele er kommet af sig selv.
’Er det mon tro – altså bare at være? Vokser Guds rige så også af sig selv?’
Ja, sennepsplanten har fået noget at tænke over.
_

Mange små frø har siden fået fortalt historien om, at Jesus netop brugte et lille frø, da han skulle fortælle noget vigtigt. Når de selv prøver at ligge i jorden - måske endda en lang kold vinter - for så pludselig at spire og vokse, så bliver også de overraskede og får noget at tænke over.

Fisken uden maske

’Så er det tiden igen’, siger den ene fisk til den anden. De står midt ude i åen.
’Hvad? Hvad?’ spørger en lille fisk. Den er yngre end et år og er inde ved kanten, hvor strømmen er knap så stærk.
De to fortæller den så om, hvordan menneskene hænger en tønde op i træet og laver maskeleg. Lige ved side af åen er nemlig en plæne med et stort træ. Der er nu hængt en tønde op i en stor gren med et reb.
’Ser du’, siger den ene til den lille. ’Deroppe hænger en tønde. Så varer det ikke længe, før der kommer en masse mennesker i mærkeligt tøj og med masker på. De vil på skift slå på tønden med en stor kæp lige indtil, den går i stykker og falder ned.’
’Hvad er en maske?’, spørger den lille. Fisk svømmer jo ikke med masker. Ja, rent faktisk kan de slet ikke have masker på, fordi de svømmer rundt i vand.
De store fisk fortæller så alt, hvad de ved om mennesker og masker, sådan som fisk har fortalt det fra generation til generation. De fortæller bl.a., at mennesker bruger masker for ikke at vise, hvem de rigtig er. Ja, at de lader som om, at de er en anden.
De fortæller også, hvor godt det er, at de er fisk og ikke katte. For engang havde menneskene puttet levende katte i tønden, inden de slog den ned. Nu er det heldigvis kun katte af papir, der bliver brugt.
Hele fortællingen fra den store fisk til den lille fisk sluttede med den ældgamle fortælling om fisken i Jordanfloden. Fortællingen om at menneskene burde vide bedre end at gå med masker:

I Jordanfloden skete der sommetider noget mærkeligt. En dag stod der en ufriseret mand med grove klæder ved flodens bred og råbte op. Han råbte til alle, der kom forbi, at de var nogle forfærdelige mennesker. Mange gik bare forbi og rystede på hovedet. Andre stoppede op og tænkte: ’Det kan han måske godt have ret i.’ Manden hed Johannes, og han sagde til dem, der standsede, at de kunne få mulighed for at starte på en frisk. Hvis de gerne ville begynde et godt liv, så kunne de blive døbt i vandet og dermed få vasket sig rene.
Normalt beskæftigede fisk sig ikke med, hvad mennesker gjorde oppe på land. Men denne Johannes gik sommetider ned i floden. Folk kom ud til ham, og de blev dyppet helt ned under vandet, som var de fisk. De kom dog op igen og gik glade videre.
En af fiskene i floden syntes, det var vældig interessant. Den svømmede derfor helt hen og kikkede på folk, når de blev holdt nede under vandet. Den så dem både før og efter, og den kunne nærmest se, at denne dukkert ændrede deres liv.
En dag gik det hele dog i stå. Der stod pludselig en mand, som virkede helt anderledes end de andre. Fisken tænkte, at han da ikke behøvede at få en dukkert. Han havde garanteret aldrig gjort en fisk fortræd. Det kunne fisken også høre, at Johannes mente. Derfor stillede den sig ved siden af Johannes med finderne over kors.
Men manden, der hed Jesus, ville altså døbes som alle de andre. Det fik han så lov til, og fisken svømmede hen for at se ham blive dyppet ned som en fisk. Men så skete det, at alt ændrede sig. Efter at havde kikket på alle de andre, som var blevet døbt, så var det pludselig fisken selv, der blev set – set helt som den var. Fisk kan jo ikke skjule, hvem de er. De kan heller ikke lade som om, at de er en anden ved at tage en maske på. Men det var heller ikke nødvendigt ved mødet med Jesus under vandet. For fisken oplevede at blive set i kærlighed. Den kunne mærke det helt ind i sit lille hjerte.
Fisken var helt sikker på, at høre Jesus sige: ’Se på fisken. Den er i vand og kan ikke have maske på. Sådan skal I mennesker også være. Dåbens vand skal hjælpe jer til, at I ikke har brug for masker. Gud ser jer altid, som I er, og han ser jer med min kærlighed. I behøver altså ikke gemme jer eller lade som om, at I er en anden.’
Der er altid lidt stille, når denne gamle fortælling er blevet fortalt.
Derefter fortæller de to store fisk om, at menneskene engang brugte fisken som tegn på, at de var kristne. Det er der stadig nogen, der gør. For fiskene er det et tegn på, at man gerne vil huske, at for Gud er man altid som en fisk uden maske.
_

Det fortælles også, at en gang i mellem springer en fisk op i den tønde, som menneskene hænger op til deres maskeleg. Der ligger den og glæder sig til at blive slået ud. For så kan den minde dem om historien med dåben.

Påskeharen

Haren hopper rundt i sin have. Ja, det er måske ikke dens have, men den holder meget af at være i haven. Der har den nemt ved at finde mad, og så kommer der sjældent nogle mennesker. Hvis der endelig kommer nogle, så går de stille rundt og sætter sig måske. Hvis de snakker, så er det mest som visken. Selv havemanden går roligt rundt og hakker. Han går heller ikke på jagt efter haren, når han ser den sidde og spise. Det oplever andre harer ellers ofte. Engang havde den også selv oplevet kun lige at rede sin hale fra at blive hakket af. Men det var et andet sted end i denne dejlige have.

I disse dage har haren dog ikke haft ro. For et par dage siden kom der en masse mennesker bærende på en død mand. Nogle græd højt. Andre klagede eller skældte ud.
’Hvorfor kunne de dog ikke være gået et andet sted hen?’, havde haren tænkt. Men da den så den døde, så var det alligevel ok. Han virkede rar, og der var noget særligt ved ham. Ja, det lyder måske mærkeligt at sige sådan om en, der er død. Men han var altså anderledes.
Haren havde godt hørt, at der i byen havde været ekstra larm. Normalt tog den sig ikke af det. Men denne gang havde den fulgt lidt med i begivenhederne. Den hørte jo, hvad de andre harer fortalte. Det havde mest været om natten, at de var blevet ekstra forstyrret. Det havde været ude, hvor getsemene-harerne holder til. Det havde også været ved nogle af paladserne, og der havde været mange folk rundt i gaderne.
Det sidste, haren havde hørt, inden den selv blev forstyrret, var om et kæmpe optog fra midt i byen og ud til golgata-harernes høj. Derude havde de hængt tre mænd op på nogle kors. De skulle hænge der hele dagen, til de var døde.
Midt på dagen var det så blevet uvejr og helt mørkt, som havde det været nat. Haren havde været så bange, at den havde gemt sig inde i hulen, hvor den ellers aldrig turde være.

Nu kan den ikke komme ind i den hule mere. Der ligger den døde, og en stor sten er stillet for indgangen.
Eller det vil sige, at stenen nu ligger væltet. Det er lige sket, og haren har ikke set noget. Den mener ikke at have sovet, sådan som de to soldater ser ud til. De har ellers stået ved hulen lige siden, manden blev lagt derind. De har været meget stille og har kun hvilet på skift. Måske er de blevet slået ned. Det virker nærmest sådan. De rejser sig og ser helt forvirrede ud. Og så stikker de af.
’Måske bliver der nu endelig ro’, tænker haren.

Men nej. Der kommer nogle kvinder. Haren har set dem før. De var med, da den døde blev båret ind. Nu bærer de nogle krukker og snakker stille sammen. Haren kan høre, at de er nervøse for, hvordan de skal få stenen væk. Haren tænker: ’Når den. Den har jeg da klaret for jer.’ Men den siger det ikke. Sommetider drømmer den om at blive en helt og så blive kendt.
I stedet stiller haren sig et sted, hvor den kan følge med i, hvad der skete. Den tør ikke følge efter. Den hører, hvor forbavset kvinderne bliver, og pludselig løber de fleste væk igen. De siger noget forvirrende om, at den døde er væk og noget om en engel. En af kvinderne går dog stadig i haven. Hun går helt stille og græder vist.

Ups! Haren hopper af forskrækkelse og slår vist en lille prut. For pludselig står han der – ham den døde – lige ved siden af og siger ’Godmorgen’. Det er dog ikke til haren, men til kvinden, at han siger godmorgen. Hun bliver dog ikke forskrækket. Det er, som om hun slet ikke kan kende ham. ’Mennesker er altså mærkelige.’ I stedet for at blive glad så spørger hun nærmest sur, hvor han har flyttet den døde hen. ’Han står jo lige der’, tænker haren og bliver irriteret på hende. Så siger manden ’Maria’, som når nogen kender hinanden rigtig godt. Og det virker. Haren ser, hvordan kvinden bliver helt blid og meget glad. Manden siger, at hun skal finde de andre, og så forsvinder de begge to.

Haren kommer til sig selv igen.
Hov! Det var vist ikke en prut, den fik slået. For der ligger et æg bag ved den. Hvor pinligt. ’Det vil jeg godt nok ikke fortælle’, tænker haren, ’når jeg skal fortælle om det, jeg lige har oplevet.’ Så den skubber ægget ind under en busk og hopper af sted.
_                                                               

De andre harer finder dog ud af, at den havde lagt et æg af bare forskrækkelse. De bliver så misundelige, at de selv laver nogle æg i chokolade og gemmer dem som deres. Og det er der måske stadig harer, der gør hver påske.

Duen

’Man kan da heller aldrig få fred.’ Duen er træt af at skulle flyve op, når der sker nogen på torvet. Den fløj da heller ikke altid op, for der sker jo alligevel aldrig noget særligt. Menneskene kommer med bulder og brag, som om hele verden er ved at ændre sig. Men der går aldrig ret lang tid, før livet igen er normalt på torvet.

For noget tid siden havde der dog været så meget uro i byen, at duen havde været forsigtig. Byen havde været fyldt med mennesker, som den er en gang imellem. Der havde været noget med en mærkelig mand, som først var blevet hyldet som en konge. Senere måtte han slæbe en tung planke ud af byen, mens soldater passede på ham. Duen havde tænkt, at med sådan en planke, så løb han vist ingen steder.
Dengang havde det slet ikke været til at være på torvet. De mange mennesker havde fyldt det hele, og der var blevet både råbt og grædt.
Da manden sammen med 2 andre havde slæbt sig ud af byen, fulgte mange mennesker heldigvis med, så der igen var kommet ro.
Duen vidste, at de, der sådan måtte slæbe de store planker, ikke kom tilbage med døde derude. Det passede duen udmærket, for så slap den for mere uro.

Men sådan var det vist ikke gået med ham den mærkelige. Efter et par dage var der blevet uro igen. Soldaterne kom flere gange om dagen, og folk snakkede. Duen havde ikke helt kunnet blive klar på, om manden var død eller ikke død derude. Den forstod dog, at nogle soldater vist ikke havde holdt ordentlig øje med ham.

Nu er der så gang i noget igen. De mænd, der står på torvet og skaber uro, er ikke oprørere, der råber om vold og død. De er heller ikke fornemme folk, der kommer kørende i deres store vogne, eller soldater, der går i lange rækker og fylder det hele.
Duen har set mændene før. Den havde dog ikke set dem hverken råbe eller forstyrret før. De havde været sammen med den mærkelige mand – ja, hørt til hans venner. Siden dengang har duen set dem flere gang listet langs murene så stille, at ikke en eneste due måtte flyve væk. De havde virket mere bange end de fleste duer.
Hvor mærkeligt, at de nu står midt på torvet og taler – ja, nærmest råber.

På torvet er folk lige så forvirrede som duen. Mændene taler ikke længere samme sprog. Det gjorde de da ellers før.
Flere folk kommer til og lytter. Også fremmede mennesker kommer, så torvet bliver mere og mere fyldt. Duen må denne gang flyve længere væk og sætter sig på et tag. Det er mærkeligt. Selv de fremmede kan forstå, hvad disse mennesker siger.
Duen kan ikke følge alt, hvad der sker. Men en af mændene holder en lang tale. Derefter gør man klar ved torvets vandkar. Flere bliver vasket. Andre går.

Som folk går, flyver duen ned for at se, om nogen har tabt lidt brød. Pludselig peger en af mændene på den og siger: ’Kan I huske?’
Duen bliver overrasket. Hvorfor peger manden på den? Den flyver lidt til siden, men ikke længer væk, end den godt kan høre.
De snakker om, hvordan en mand ved navn Jesus engang var blevet døbt. Duen kan forstå, at det må være den mærkelige mand, der dengang måske var død eller ikke død udenfor byen. Den forstår også, at dåb er det, der lige er sket med vandet.
Den hører dem også fortælle, at Jesus var blevet dykket helt ned under vandet i en flod. Da han var kommet op af vandet igen, var der kommet en due fra himlen. Den havde de set som Guds hellige ånd. De havde også hørt Gud selv sige, at Jesus var hans søn.

De snakker videre om det med Guds hellige ånd. Om hvordan de har oplevet at få kraft denne dag til at gå ud på torvet og fortælle om Jesus. De har dog ikke oplevet det som en due - men som ild.
Da duen hører det, flyver den længere væk. Hvis der er ild i dem, så skal den ikke risikere noget. Nej, den skal hverken bades eller brændes.

Siden den dag oplever duen, at nogle mennesker ser på den på en anden måde. Der bliver peget på den, og folk snakker. Derfor glemmer den aldrig den dag, hvor menneskene pludselig pegede på den og fortalte om ham Jesus og om det med Guds hellige ånd.
_

Også andre duer oplever, at folk snakker om dem. Sådan sker det også i dag. Men duer i dag ved vist ikke, at mennesker snakker om Gud og Helligånden, når de ser dem.

Fiskenettet

Åh hvor er det dejligt at hænge her i solen og blive tør. Det er virkelig noget andet end at blive hevet gennem vandet igen og igen. Ikke bare er det hårdt, men man bliver også fyldt med tang og anden snask. Slimede fisk er næsten det værste, og sommetider er der så mange fisk, at man tror, man skal sprænges.
Nej, at hænge på stativet i solskin og blive ganske tør. Det er livet.
Fiskenettet snakker med sig selv. Nu var der endelig blevet ro. Det havde også været et hårdt døgn.

Hele natten var det blevet hevet gennem vandet igen og igen. Mændene knoklede og blev mere og mere irriterede, så selv nettet håbede, at der snart måtte komme nogle fisk. For selv om det fandt fisk slimede, så vidste det godt, at det først fik fred, når der var fanget nogle fisk. Men i nat var der bare slet ingen.
Nettet blev kastet ud, hevet gennem vandet og trukket op igen og igen lige indtil, det begyndte at blive lyst. Nettet havde været bange for, om mændene skulle rive det i stykker af bare ærgrelse. De var både trætte og sure, mens de sejlede ind til bredden igen.
Båden kom på land, og mændene begyndte at rense nettet. Men de blev ikke færdige. For en mærkelig mand kom. Med ham fulgte en mange mennesker, og stranden var pludselig helt fyldt op. Mændene fik mindre og mindre plads til at rense net på. Nettet blev irriteret. Nu var det ellers lige før, at dets drøm blev opfyldt - at komme op på sit stativ og få fred og blive dejlig tør i solen.
Og så skulle den mærkelige mand absolut gå ombord i deres båd. Mændene måtte samle nettet ind og lægge det i bunden. Der lå det våd og klam, mens manden bare stod og snakkede – og snakkede.
Så var han da vist endelig færdig, og nettet troede, at det endelig måtte komme ind på sit stativ. Men nej. Nettet hørte manden sige: ’I har jo et net i båden. Sejl ud og fisk!’
Altså. Det var ikke kun nettet, der protesterede. De havde jo været af sted hele natten, og der var ingen fisk. Mændene brokkede sig højlydt.
Men de gjorde det alligevel – altså sejlede ud. Han var en mærkelig mand, når han på dem måde kunne få folk til at gøre noget så tåbeligt.

Ud sejlede de, og ud blev nettet kaste. Pludselig var der en mængde fisk. Ad! Slimede fisk over det hele. Og det blev ved. Nettet måtte virkelig gør alt for ikke at sprænge. Meget havde det oplevet, men aldrig så mange fisk. Det ville gå galt. Hjælp!
Heldigvis kom der et par net til fra en anden båd, og så endte alle – både fisk og net hele i bådene. Selv om der næsten ikke var plads til nettet for de mange fisk, så betød det ikke noget. Nettet var så brugt og træt, at det ikke kunne tænke mere.

Sådan tænker netter tilbage, mens det hænger dejligt rent og næsten helt tør i det skønneste solskin. Der er fred og ro. Kun nogle koner går og samler fisk langs stranden. Der ligger stadig en del af alle de fisk, som var blevet fanget.
Men mændene er der ikke, og de kommer vist heller ikke igen.
Nettet kan ikke huske det hele. Men ham den mærkelige mand havde sagt noget til mændene. Noget med at de skulle fange mennesker. Nettet funderer over, hvordan det mon vil være at få et menneske i nettet – og hvor mange mon det kan have på en gang.
Det har været hårdt med de mange fisk – og klamt, men nettet er også lidt stolt. For det har slået alle rekorder for fiskefangst, som det har hørt om. Så, hvis nogen kan hjælpe med at fange mennesker, så mente nettet, at det måtte kunne gøre en forskel.
Nettet ved dog godt, at det ikke skal bruges til det med mennesker. Det er noget med, at ord skulle være som net – Guds ord. Ja, det måtte være sådan. For nettet har aldrig oplevet så mange mennesker være fanget, som netop den mærkelige mand kunne gøre med sine ord.
Som fiskenettet hænger der på sit stativ og bliver mere og mere tørt, så bliver det også lidt trist over, at det måske aldrig skal bruges igen.
                                                                                   

Hvad nettet ikke ved er, at det bliver taget med i fortællingen. Når folk fortæller om Den Store Fiskefangst, så bliver der også fortalt, at selv om nettet var lige ved at sprænges, så havde det holdt til de mange fisk.
_

Fortællingen om Den Store Fiskefangst gik som en løbeild langs kysten, hen over vandet og op gennem tiden. Det net er blevet en helt, og derfor føler fiskenet over hele jorden en stolthed, når de hører nogen tale om den mærkelige mand, Jesus. Stadig oplever de, at folk bliver fanget af Jesu ord. De husker så, at det netop var et fiskenet, Jesus brugte som eksempel.

Mønten

Mønten er sådan en munter en, der elsker at fortælle vittigheder. Når der er helt mørkt og stille i pungen, så fortæller den gyserhistorier med stor iver. De andre mønter er dog ikke nemme at skræmme, så ofte ender det i et stort grin.
En gang havde mønten dog fået skræmt de andre. Den var kommet hjem fra en tur på torvet og havde fortalt, at menneskene ikke længere brugte talenter men euro. ’Ingen af os er noget værd mere’, havde den sagt. Et par af de andre var begyndt at græde. Der gik dog ikke længe, før mønten flækkede af grin. Det var selvfølgelig bare noget, den havde fundet på.

En dag, da pungen ligger åben på bordet, vil mønten lave cirkus. Den triller ud og laver en saltomortale. Men i sin iver efter at lave det skøreste falder den væk fra pungen, ud over bordets kant, ned på gulvet og ender i en sprække.
Der ligger den helt forskrækket.
Det er dog ikke kun den, der bliver forskrækket. Netop nu kommer konen ind for at tage nogle penge fra pungen. Et skrig lyder, da hun opdager, at mønten mangler. Hun er helt ude af den. Hun råber op og løber rundt.
Så tænder hun alt lys i huset og leder både oppe og nede. Til sidst tager hun en kost og fejer over det hele. Kosten kan lige præcis få en finger ned i revnen til mønten, og på den måde kommer den frem igen.
’Jubii’, råber konen, og så løber hun ud af døren med mønten i hånden. Mønten er også glad for at være reddet, men den er dog forvirret over al postyret.
Konen løber rundt og kalder på alle sine veninder. De skal absolut komme og være med til at fejre, at mønten er fundet.

Netop som konerne sætter sig ved det hurtigt anrettede festbord, kommer en flok mænd ind i byen. De hører, hvad der er sket. En af dem – han hedder Jesus – beder om at låne mønten. Han fortæller: ’Ligesom kvinden har jublet over at finde mønten, sådan jubler Gud også, når han finder et af sine børn.’
Nogle tilhører og ikke mindst mønten undrer sig. ’Hvordan er man Guds barn?’ Det kan en mønt da vist ikke være.
Og nej, det kan en mønt netop ikke. Forklaringen kommer, da én spørger Jesus om, hvordan man skal forholde sig til Gud i forhold til kejseren. Han spørger: ’Hvem skal man betale skat til?’
Så holder Jesus mønten op igen. ’Hvis billede er der på den?’ spørger han. ’Kejserens’, svarer de, og Jesus siger: ’Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.’

Så bliver der snakket, men mønten hører ikke efter. Den tænker kun på, om den så slet ikke er kvindens. ’Bare fordi det er kejseren, der har lavet mig, og jeg bærer hans billede, vil jeg så altid være hans?’ Sådan må det vel være, når man er mærket af kejseren, og mønten sukker: ’Hvor ville jeg dog hellere have været et menneske og så bære Guds mærke.’
_

Efter den tid fortalte mønten ikke længere gyserhistorier, når der var mørkt og stille i pungen. Men den fortalte, hvordan Jesus havde holdt den op og fortalt om Gud. Det kan godt være, at den som mønt altid vil bære kejserens billede. Men den fik jo lov at fortælle menneskene, at de på samme måde bærer Guds billede og dermed tilhører Gud.

Blomsten

Blomsten står der i al sin pragt. Rød er den, og den lyser op midt i den gyldne kornmark. Ingen kan undgå at se den og tænke: ’Hvor smukt!’
Måske er den ikke noget særligt, og med sikkerhed bliver den ikke til noget efter høsten ligesom kornet, der kan blive til brød. Når marken er høstet, så er den væk. Alligevel har Vorherre skabt den smukkere end nogen dronning.
Jesus står i nærheden. Da han siger: ’Se blomsten’, så behøver han slet ikke at pege. Alle ved, hvad han mener. Det gør blomsten glad, selv om den ikke går op i, hvor flot den er. Det har den jo ingen ære for. Alt er den givet af den gode Gud.

Blomsten lytter og hører, Jesus fortælle om, at dens skønhed vidner om, hvor meget Gud elsker den. Det vil blomsten give ham helt ret i. Den føler sig virkelig elsket – ja, nærmest velsignet. Og den håber, at andre må føle sig elsket på samme måde. Men da Jesus siger, at Gud elsker menneskerne med mere selvfølgelighed end blomster og fugle, så undrer den sig. ’Det kan da ikke passe.’ Kærligheden er vel altid lige stor, og der er ingen tvivl om, at den som blomst er elsket af Gud. ’Der kan kun være forskel på, om man kan mærke kærligheden og tro på det.’  Sådan er nu blomstens filosofi.

En fugl kommer flyvende hen over marken. ’Ved du mon, at du også er elsket, lille fugl?’, tænker blomsten. ’Hvis du gør, må du gerne syge om det, så verden kan høre det. Og hvis du hører, hvad jeg tænker, så syng også om mig og alt det, jeg får givet.’
_

Måske sang fuglen om det. Men ingen blomst har behov for at høre denne ene blomsts fortælling. De mærker nemlig hver og en, at de er elsket af den gode Gud. For de er givet så megen skønhed.

Egen og Vorherre

På en lille skrå og stenet mark spirer der en dag et lille egetræ frem. Marken er udsat for vejr og vind. Der gror kun ukrudt. Det lille egetræ kryber derfor i skjul bag en stor og gammel tidsel.
Tidsler har dog den uvane, at de gemmer deres kraft i jorden før vinteren sætter ind. Da det var sidst på sommeren, at det lille egetræ var skudt frem, når det ikke at blive særligt stort, inden efteråret kommer, og alt omkring det pakker for vinteren og forsvinder.
Regnen og stormen sætter ind, og den lille eg kryber sammen af kulde og rædsel. Kunne den dog bare krybe om bag en af de store sten, som ligger ved kanten af marken, så vil den da få en smule læ. Men nej. Den er jo et træ, og et træ må blive stående, hvor dets rødder er.
Egen står og tænker på den dejlige skov, hvor den som agern havde hængt på sin mor. Men det er nu mere end et år siden. Hele vinteren lå den i en busk, hvor den ikke kunne slå rod. Den troede, at den skulle ende sine dage der uden nogensinde at blive til noget. Ja, måske ville den ikke engang blive spist.
Men så en dag kom en fugl for at bygge rede netop i den busk. Fuglen ryddede ud, og agernet kom endelig i jorden og kunne begynde at spire.

Nu har den fået rødder og alt, hvad den ellers har drømt om. Men til hvilken nytte er det, hvis den skal ende som en bar pind her midt ude i ødemarken.
En ødemark er det dog ikke, for selveste Vorherres mark går helt derud. Og netop dette efterår kommer Vorherre forbi. Da han ser den forfrosne lille eg, går han hen til den, knæler ved den og skærmer mod vinden med sine hænder.
’Jamen, stakkels lille dig’, siger han. ’Står du herude helt for dig selv?’
Egen er dog så forfrossen og forbavset, at den slet ikke kan svare.
Efter at Vorherre har siddet lidt, ånder han blidt på den og går igen.
’Åh!’ tænker den lille eg. ’Det var vel nok dejligt. Han skærmede for vinden, som var det den store skov, og han åndede så varmt, som var det en varm sommerdag. Noget så godt kan naturligvis ikke blive ved, og nu er jeg alene igen. Men måske kommer han igen i morgen, og indtil i morgen kan jeg godt klare mig nu.’
Og det sker. Vorherre kommer igen. Men nu har han sin trillebør med.
Da han nærmer sig, ser den lille eg, at trillebøren er fuld af andre træer. Ja, der er også et par buske.
’Ih!’ tænker egen. ’Mon jeg nu får selskab. Bare jeg får nogle at stå i læ ved. Så lover jeg, at når jeg bliver stor, skal jeg stå og skærme for alle de små træer, der er kommet langt væk fra deres mor.’
Vorherre planter sandelig den lille besværlige mark til med de planter, han har med. Den lille eg får lov til at blive stående, og Vorherre planter de andre omkring den, så den kan stå lunt og godt.
Egen er lykkelig, og den lever højt på, at Vorherre netop ånder på den, som det sidste han gør, inden han går igen.

Så går der nogle år. Træerne på det lille jordlod vokser, og det begynder at blive trangt med plads. Det er ikke fordi de bliver uvenner, for de har oplevet meget sammen. Men det er som om de ikke rigtig kan udfolde sig længere. Lykkes det for en så går det ud over en anden. Det går særligt ud over den lille eg, som ikke længere er så lille endda. Den kan ikke rigtig komme til. Men den vil ikke beklage sig. Den ved, at hvis de andre ikke havde været der, så havde den haft svært ved overhovedet at blive til noget. I øvrigt holder den så inderligt meget af dem.

Egen er også den eneste, der stadig taler om Vorherre. De andre kan ikke huske ham, eller også mener de, at han har glemt dem.
Men egen husker ham og ved, at han ikke vil glemme dem; for han åndede så dejligt på den.
Og Egen har ret, for en dag kommer Vorherre igen for at kikke til dem. Egen, som nu er et ungt og stærkt træ, synes, at han ser overrasket ud. Det er som om, han ikke ventede at se dem eller måske bare ikke at se dem så store.
Han går straks i gang med at grave nogle af de største træer op og tager dem med sig. De andre træer er rystet. For hvad er det, der sker? Hvad vil der ske?
Egen beroliger dem med, at det nok skal gå godt, for Vorherre har selv engang åndet på den, så han vil ikke gøre noget træ fortræd.
Vorherre kommer igen og tager denne gang også nogle af de mindre træer med sig. Nu er de ikke mange tilbage.
Vorherre kommer også den tredje dag. Men denne gang har han noget med. Egen kikker på det, som er i Vorherres trillebør. Den tænker, at de træer, han har med, er alt for små til at klare det barske vejr helt her ude. Så da Vorherre begynder at plante dem, er egen lige ved at protestere, men gør det ikke. Nu kan den jo holde, hvad den lovede nemlig at ville skærme for alle de små træer, der er kommet langt væk fra deres mor.

Egen er nu et af de største træer, der står på det lille stykke jord langt ude på Vorherres mark. Da vinteren kommer, er det dens tur til at skærme for de små træer. Den vil gøre, hvad den kan, så de kan blive til solide træer. For netop denne jord og dette barske vejr, har den erfaret, giver gode muligheder for det. I øvrigt er det også her, det bedste solskin og den bedste fuglesang findes.
Egen længes næsten aldrig mere efter den store skov. Men den føler, at den en dag vil komme tilbage.

Sådan går der igen nogle år, inden Vorherre dukker op. Men da han kommer igen, ved egen, at den nu skal ud i verdenen. Nu er de andre klar til at tage over.
Da Vorherre kommer hen til marken, stiller han trillebøren og kikker længe og undersøgende på egen. Han overvejer vist, hvad han skal stille op med den.
Som han står der, mindes egen endnu engang, hvordan Vorherre skærmede mod vinden med sine hænder og åndede så dejligt på den. Det er næsten som om, den igen kan mærke hans ånd.
Åh! Nu kommer Vorherre nærmere, og egen mærker den dejlige ånde som den bedste sommerdag med den varmeste sol samt dejlig blød og saftig regn. Egen nyder det og kravler næsten selv op af jorden, da Vorherre graver den op. Han lægger den i sin trillebør. Mens de kører væk, råber egen til de øvrige træer: ’Pas godt på jordloddet, for det er den bedste blandt alle Vorherres marker.’
Det ved den jo egentlig ikke noget om. Men den ved, at den har lært dem at leve på dette sted og holde af det. Den er tryg ved, at de nok skal klare sig uden den, for sådan vil Vorherre det.
Som de kører - Vorherre med egen i trillebøren - begynder egen at mærke noget gammelkendt. ’Er det ikke?’ råber den.
Og jo, dét er det. De kører hen til den store skov. Egen jubler, så den er ved at springe i knop. Men så bliver den lidt vemodig. For den er jo kommet til at holde af den frie vind og lærkens sang.
Da sker det. Vorherre kører ikke ind midt i skoven, hvor dens mor ellers stod. Nej, han kører langs skovkanten. Og der for enden af skoven er de dejligste marker og den friske vind. Lidt nede langs skovkanten er der en lille bakke, hvor egen kan se, at træerne er blæst omkuld af en voldsom storm. Langt ind i skoven er der væltet træer. Egen bliver bedrøvet og ønsker at hjælpe. Det vil være skrækkeligt, hvis hele den dejlige store skov skal vælte, fordi ingen kan stå sig mod vinden.
Da går det op for egen, hvad der skal ske. Bakken minder netop om det lille besværlige stykke mark, hvor egen for længe siden slog rødder og nær var gået til i storm og kulde. Men dengang kom Vorherre og skærmede for den og åndede på den. Nu skal den have sin plads i verden. Den skal være til hjælp for den pragtfulde skov.

Den gamle gartners mark

Den gamle gartner er en god og behændig mand, der får næsten alt til at spire og gro. Han går fløjtende og pusler inde i sit drivhus. Når planterne er store nok til at komme ud i ’livet’, planter han dem ud på en af sine mange marker.
Han glæder sig altid over at sætte noget ud. Det gør han, også selv om han så ikke mere kan holde dem så nøje under opsyn. For han ved, at det er derude, de skal gøre deres erfaringer.

Tæt ved drivhuset er der en lille mark. Fordi den ligger så centralt, bliver den ofte brugt. Derfor oplever den hele tiden, at der kommer nye planter til, og at de gamle forsvinder. Ja, gamle bliver de nu aldrig. For den gamle gartner lader dem aldrig stå ret længe.
Sommetider er marken lidt nervøs for, om de nye planter kan klare sig, uden at der er nogle ældre til at beskytte dem. Men selv om den er meget nervøs, og selv om den kan se, at de unge planter er usikre, så kan den ikke andet end at være åben og give næring fra sig.
Af og til, når stormen er ekstra slem, eller når sne og slud sætter ind, så vil marken også gerne berolige planterne. For gennem årene har den lært, at den gamle gartner ved, hvad han gør. Men marken er bare en mark og kan kun være åben og give næring fra sig.

Et liv

En sommerblomst spirer frem sammen med mange andre. De er en stor søskendeflok, og alle er de forskellige. Men det er der nu ingen, der lægger mærke til.
De vokser op, bliver pakket, kørt, flyttet og læsset. Denne ene sommerblomst ender sammen med nogle få af dens søskende hos en lille købmand. De bliver stillet ud langs muren, hvor der også står gulerødder og æbler. På vejen foran suser trafikken forbi, og bilernes os får sommerblomsten til at nyse. Det er noget andet end i det frodige væksthus, som den før troede, var hele livet.

Til forskel fra væksthuset kommer der her mange forskellige mennesker forbi. De fleste ser ud til at have meget travlt. Enkelte stopper dog op for at se på det, der står ude langs den lille butiksmur. Sommerblomsten kan ikke lade være med at smile, når den får kontakt med en af de forbipasserende. Den ved ikke helt hvorfor, men den kan bare ikke lade være. Måske er det fordi, den gerne vil gøre dem glade.
En dag kommer en gammel kone med et lille barn. Den gamle har sommerblomsten set før, men aldrig sammen med den lille. De to standser lige foran blomsterne for at se på dem. Sommerblomsten kan igen ikke lade være med at smile.
’Den!’ siger barnet og peger netop på sommerblomsten. ’Den smilede til mig.’
’Jamen, så tager vi den’, siger den gamle. ’Tag den bare med så vi kan komme ind og få den betalt.’
Barnet tager sommerblomsten med. Den bliver pakket ind og båret hjem.
Hos den gamle kone bliver den plantet i altankassen og hængt ud på altanen.
’Det er vel nok en smuk blomst, du har fundet til mig’, siger den gamle kone til barnet. ’Den skal jeg rigtignok passe godt på.’
Og det gør den gamle. Hun kommer hver dag og ser til den. Er den blevet tør, så vander hun den.
Da sommeren er varmest, sætter hun sig endda og snakker med den, medens de sammen nyder udsigten. Udsigten er dog så meget sagt. For stedet er en næsten lukket gård, der mest består af sten og asfalt. Børnene har et lille skur og nogle tøjstativer at lege på, men det kan de også få meget sjov ud af.
For det meste er der dog ingen i gården. Det er kun et sted, hvor folk kommer og går. I løbet af sommeren kommer sommerblomsten alligevel til at kende en del. Mest skraldemændene, der altid smiler igen, når de kommer forbi. De kalder den for ’stenbroens perle - blomsten i mit hjerte’. Det gør, at den sætter endnu en blomsterknop.

Sommerblomsten nyder det varme vejr, de rare mennesker og den gamle kones omsorg. Men som tiden går, kommer der storm og slud. Menneskene, der kommer forbi, ser ikke så meget op men skynder sig i læ. Den gamle kone, som ellers har plejet blomsten så godt, kommer ikke så ofte. Sommerblomsten kan se på hende, at hun ikke magter så meget. Vejret er slet ikke noget for hende at komme ud i.
Det er efterår, og sommerblomsten må indse, at dens liv er ved at gå på held. Den er en sommerblomst, og den har haft et dejligt liv. Den må nu forberede sig på at dø, og med et sidste smil går den ind i evigheden.

Lighteren

I en lille tobaksbutik står der en lighter sammen med mange andre lightere. Men denne lighter er noget helt specielt, for den er skabt stor og klodset. Hvem vil købe en stor og klodset lighter? Folk vil ikke engang prøve den. Alle køber små fikse, elegante lightere - især dem med tegninger på bliver hurtigt solgt.

Men så en dag bliver den pludselig taget ned fra sin plads på hylden. Den bliver tændt... Den bliver så glad, at den blusser og stråler alt, hvad den kan. Den vil så gerne bruges. Den bliver købt, og den bliver puttet ned i en lomme, hvor den ligger lunt og godt.
’Ih, hvor bliver det rart at blive brugt. Så er der alligevel nogen, der kan bruge MIG’, tænker den.
Og brugt, det bliver den! For den har en virkelig stor og smuk flamme så varm og gylden og lysende klar. Den har også altid gas nok.
’Åh!’ tænker den. ’Dette er livet, at kunne gøre noget for folk, mærke at de har brug for mig og se deres glæde, når min flamme lyser.’
Den bliver vist frem til både højre og venstre, både tidligt og sent. Ja, den hjælper endda andre lightere, når de har ondt for sten, eller det er galt med gassen. Af og til strejfer tanken den, om den har en direkte kontakt til Den Store Gasflaske. For den føler sig aldrig rigtig svag eller opbrugt.

Sådan går der lang tid. Den kommer gennem mange lommer, bliver holdt mellem mange hænder, stråler og skinner det bedste, den kan.
En dag får den sin helt egen, private plads som bordlighter på en fin restaurant. Der nyder den at stå rank og klar, når folk kommer forbi og har brug for den. Eller når nogen sætter sig ved dens bord, og de så bruger den til at tænde lysene,
så de kan hygge sig. ’Dette er livet’, tænkte den.
Men så en dag føler den sig sløv. Den har tidligere været sløv, men ikke som nu. Den føler virkelig, at gassen er ved at gå af den. Da det bliver værre og værre, dropper den ideen om den direkte kontakt til Den Store Gasflaske. For NU ved den, at det er galt med gassen.
’Jeg har aldrig været som de andre’, tænker den og bliver enig med sig selv om, at den nok bare er en engangslighter. ’Det var derfor, jeg havde så meget gas. Men nu er det slut, og så er jeg færdig.’

Den begynder at gemme sig under servietter, bag bordkort, kopper og glas, under tallerkenkanter og så videre. For den er flov over ikke at kunne give en flamme, der er lige så stor, dejlig og gylden som før.
Den tænker på rendestenen - at hoppe af, før gassen helt er brugt op. Men i stedet for beslutter den sig til at hoppe ind midt i en busk.

Nu ligger den der og føler sig så nytteløs som - ja, så nytteløs som kun en opbrugt engangslighter kan føle sig!
Dens sten bliver våde, og den risikerer at ruste op.
Hvis ingen finder den, så opdager den aldrig, at den faktisk ikke er en engangslighter. Hvis ingen finder den, kan den aldrig blive fyldt, og så vil den aldrig flamme stort, strålende, varmt og gyldent mere. Aldrig ligge i en lomme. Aldrig blive holdt af en hånd. Aldrig stå rank og stolt på et bord. Aldrig - aldrig - aldrig.
Men kommer der en? Bliver den fundet? Bliver den fyldt, så - og så - og så!

Ruden til livet

Ruden er skabt af det allerfineste sand. Den er skabt stor og smuk. Men i sin iver efter at komme ud og se verden, er den bristet. Nu står den som en simpel rest hos en af byens små glarmestre.
Her kommer en dag en ung mor med en gammel vinduesramme på barnevognen, hvor en af ruderne mangler. Da ruden bliver taget frem, ser den lidt betænkelig på den gamle ramme. For hvor meget af verdenen vil den få at se fra sådan et gammelt vindue. Men glarmesteren har bestemt sig, og så kan ruden ikke sige fra. Den bliver skåret til og sat på plads.
Mens den bliver kørt væk på barnevognen, går den helt i sort. Der er ikke den store status i at blive kørt på en barnevogn. Den linder dog øjet lidt, da vinduet bliver hængt på plads. Det er, som den havde forventet: En gammel boligblok hvor den kun har en lille baggård at se ned i. Ser den op, kan den kun dårligt skimte himlen.

Ruden sidder nu der og ser både ud og ind.
Ude er den begyndt at opdage mange forskellige spændende ting. Nede i gården kan den se katte søge efter mad, børn lege, og de travle forældre hilse på hinanden. Den ser fugle, der sidder og synger så dejligt eller flyver legende omkring for at fange insekter. Den ser ruderne på bygningen overfor. Nogle hilser på den, andre leger ved at spejle til hinanden, og de store fremviser stolt det, der befinder sig inde bag ved dem.
Oppe over det hele er himlen altid, selv om ruden kun kan se lidt at den. Skyer kommer forbi, og en gang om dagen skinner solen lige ned på ruden.
Også indenfor er ruden begyndt at følge med i det liv, der foregår. Det begyndte med, at den unge mor pudsede den så dejligt og ømt. Der er kun moren og barnet, men de har det rart sammen. Barnet ligger ofte på gulvet på sit lille tæppe, og moren leger med det. Men det er ikke altid, moren er der, for hun har travlt med så meget andet, og så ligger barnet for sig selv. Når det ligger alene, får ruden sådan en lyst til at lege med det. Det sker, når solen kommer, at dens stråle netop går gennem ruden og rammer barnet. Så pludrer og leger barnet i solens stråle. Ruden fryder sig, og hver dag venter den på, at den kan videresende solens stråle ned til barnet. At se barnet glad er det bedste, den nu ved.

Da barnet bliver større og kan gå, kommer det ofte hen til ruden for at fange solstrålen eller kikke ud. Når barnet sådan står med to fedtede hænder og en våd næse mod ruden, så må ruden fremvise alt det udenfor, som den selv er kommet til at holde af. Ruden viser barnet himlen og dens mange forskellige skyer. Den viser fuglene, de andre ruders blinken, og når barnet har noget at stå på, livet og legen i gården.
Når det regner, lader ruden vandet løbe i mønstre, og når det er frostvejr, danner den iskrystaller, så barnet kan blive forundret. Ruden lader også barnet ånde på sig for så at kunne tegne. Som barnet bliver større, er det også på ruden, at det får lært at skrive. Når det bliver aften og mørkt, lader ruden barnet se sig selv, inden det bliver lagt i seng.

Årene går og barnet bliver stor. Nu ser det ikke længere livet gennem ruden. Det lever selv med i livet udenfor. Og ruden følger med, når det leger med de andre børn nede i gården. Kun når barnet er sygt og derfor inde, er den for en tid ruden til livet.

Baggården

I baggården er der ofte en del katte. De fleste er forrevne efter mange kampe. Men i denne baggård er det dog sjældent, at de voldsomme kampe udspiller sig. Det er, som om der her råder en særlig regel blandt kattene. Man skændes naturligvis og hugger mad fra hinanden, når muligheden byder sig. Men de store kampe henlægges altid til et andet sted.
Her i gården mødes både de fine katte, der har et flot hjem og bånd om halsen, og de katte, der er forjaget eller forladt. Her er både små spinkle katte og store kraftige katte. Forskellen er dog ligesom mindre, når de er i denne baggård.
Årsagen er måske, at der hver dag kommer en ung mand med små lækkerier. Han sætter sig altid på det samme trappetrin, som han har gjort, siden han var en stor dreng. Her kan alle kattene komme og få deres del. Det er ikke fordi, de får særlig meget at spise. Hver kat får kun et lille stykke, som man på ingen måde kan blive mæt af. Men vover man sig hen til manden, kan man mærke varmen fra hans hånd, når han rækker maden frem. Og er man heldig, kløer han én bag øret lige der, hvor man trænger mest til det.

Når den unge mand har været i baggården, går der altid lidt tid, inden tumulten starter igen, og det fællesskab, man har følt, bliver trængt til side af den daglige strid.
Som tiden går, kommer der nye katte til og andre bliver væk. Men alle, der vover sig hen til den unge mand, får del i det, han har.

De fornemme blomster

I en have på et af dens mest solbeskinnede steder står der en plante med meget fornemme blomster. De er så fornemme, at de kun åbner sig, når det er dejligt varmt, og hr. Sol kikker med sine stråler lige ned på dem.
De er endda så fornemme, at selv hr. Sol må vente en tid, inden de viser deres pragt. Også selv om han sender sine kærlige stråler lige fra morgenen. Men når de åbner sig, er de også utroligt smukke. De stråler med deres hvide blade, der sidder i krans og har en mørk markering omkring øjet.

Hen på efteråret skyder der endnu en lille blomst frem. Den er mere nysgerrig end fornem. For i stedet for at sidde tavst i sin lukkethed, så løfter den lidt på bladene og spørger sig for om verden udenfor. Og når de endelig alle åbner sig, så vinker den til fuglene og insekterne. Den stråler og smiler, og derfor får den også mange smil tilbage.
Denne blomst er dog skudt frem så sent, at sensommerens kølige regn og blæst sætter ind. Derfor bliver det sjældnere og sjældnere, at verden gør sig værdig til blomsternes skønhed. Ja, der går flere dage, hvor de alle sidder lukkede, fordi himlen er overskyet. Kun den ene lille nysgerrige blomst kan ikke holde sig. Den må kikke lidt ud. Men kun lidt, for ellers skælder de andre den ud.
Den kender nu næsten alt det udenfor. Også en lille dreng, der med jævne mellemrum kommer og kikker. Det fortælles, at denne dreng er kommet hele sommeren for at se på blomsterne. Han har bl.a. fået lært, at de også lukker øjnene for at sove. Disse blomster skal drengen gerne sige godnat til, inden han kan sove.
Han forstår dog ikke, hvorfor blomsterne sover hele tiden. Og når de ikke har været vågne, kan man så sige godnat til dem? På den måde er de med til, at drengen ikke falder så glad i søvn.
Men det kan de fornemme blomster ikke tage sig af. Kun den lille nysgerrige blomst kan ikke dy sig. Den kan bedst li' at se andre smile, og derfor giver den også et lille blink til drengen, når han kommer for at sige godnat.

Blishønens rejse

Inde midt i den store by er der en lille park. Her løber en bæk gennem en lille sø. Der er buske, blomster, åkander og rundt om det hele, står der store træer. Når man er i parken, glemmer man helt, at man befinder sig inde i byen. I parken er der også en bænk, hvor kærestefolk ofte sidder, og en stor græsplæne, hvor børn får lov at lege frit.

Ved søen bor der nogle ænder og en enkelt blishøne. Der har været flere. Men mange er rejst, og det er længe siden, at der er kommet nye til.
Blishønen holder sig for sig selv. For siden hun er blevet alene, har ænderne kun nap tilovers for hende. Hun er flyttet over på den anden side af søen, hvor der kun er en tjørnebusk at bygge rede i.
Hun har som sædvanligt været hurtigere på reden end ænderne. Det passer hende fint, for så slipper hun for ustandseligt af blive jaget. Det er også nødvendigt. Hvis hendes små unger ikke kommer i vandet før ællingerne, vil de have svært ved at klare sig.
Nu ligger hun så der og ruger. Hun glæder sig i sit stille sind til, at de små kommer. Hun kan høre, at de er på vej.
Så sker det! Freden og stilheden i den lille park bliver brudt. Blishønen hører en masse larm og mærker jorden ryste. Hun har næsten ikke ro på sig, da en spæd lyd af et knæk lyder.
Det var hendes æg! Nu kommer ungerne, og hun glemmer for en tid verden omkring sig. Dér er den første med det første lille pip, og en lille sort klump vælter ud. Så kommer den næste og den næste og den næste. Fire dejlige unger kommer der, og alle tumler rundt, så godt de kan, i et forsøg på at gå.
Blishønen nyder dem, men bliver så ført tilbage til virkeligheden, som revet ud af en drøm. Et voldsomt brag følges af ændernes fortvivlede skrig.
Mens blishønen samler de fire klumper under sine vinger, hører hun, hvordan ænderne basker vildt rundt på søen for så til sidst at flyve bort og lade deres æg tilbage.
Blishønen presser sig mod jorden og ligger så stille, som hun kan, medens hun forsøger at berolige de små. Hun kan høre og mærke, hvordan der bliver arbejdet på den modsatte bred, og hun håber så inderligt, at det ikke må komme over til dem.

Hen mod aften holder larmen op, og stilheden vender tilbage til den lille park. Først da vover blishønen sig hen til søbredden, hvor hun kan se ud gennem buskens blade. Det, hun se, er skrækkeligt. På den anden side er der ikke længere buske, men nogle store maskiner med skarpe tænder. Der, hvor bækken tidligere har snoet sig gennem græsset, er der nu en stor rende, og ved siden af den ligger nogle store runde rør.
Alt er ødelagt. Ja, selv grene er skåret af de store træer. Blishønen ved, at de må væk. Hun må finde et sted, hvor hendes unger kan vokse op.
Forsigtigt lader hun ungerne glide ud i vandet og følger selv efter. Da de ligger i en klump på den lille sø, begynder hun uvilkårligt at svømme mod strømmen. Rejsen er begyndt, og hun ved, at hun må følge vandet derhen, hvor det kommer fra. Dér må stedet være, som hun ikke kender, men som hendes hjerte ved findes.

Turen går nemt, så længe de er i parken. Men snart støder de på det sted, hvor vandet ikke længere løber frit, men er klemt inde i et rør. Herfra må de begynde at vandre - ud i en verden, de ikke kender - ud i en verden af sten og beton. De små, som knap har lært at gå, tripper så godt de kan efter blishønen, der målbevidst går ud i den fremmede verden. Så længe hun kan høre vandet klukke under sig, ved hun, at de er på rette vej.
De går langs store huse og over hårde veje. Hver gang de kommer til en busk, træ eller andet, så holder de et kort hvil. Men aldrig længere end til, de har fået pusten igen. Sådan går de langt og længe. Ofte trykker de sig op ad en mur eller kryber sammen som en sten, når de hører lyden af hunde, katte eller støj fra noget, de ikke kender.
De går og går. Men det er ikke altid lige nemt at følge vandet. De må ofte finde nye veje, og sommetider frygter blishønen, at de har mistet sporet. På et tidspunkt er de fanget i en lille baggård med store affaldscontainer, hvor en halv snes katte er på jagt efter mad.

Da det begynder at blive morgen, er de kommet til et sted med små huse, dejlige haver og store hække. Blishønen får ungerne til at gå inde i hækkene, for der er komme mere liv på vejene. Men så sker ulykken. Bag en af hækkene er der et hegn, som de små unger sagtens kan smutte igennem. Men på den anden side bor en hund. Inden nogen kan gøre noget, har hunden jaget en af ungerne ind midt i haven. Ungen har ikke en chance.
Blishønen samler de andre sammen og forsvinder hurtigt forbi de næste haver. De løber og løber så godt, de kan, selv om de er trætte, og tårerne triller fra deres øjne.
Efter lang tids løb finder de en vild og tilgroet have, som virker forladt. Her er endelig et sted, hvor de kan hvile ud. Blishønen trøster sine nu tre unger, hvorefter de falder i søvn. Selv kan hun ikke sove. Hun kan ikke lade være med at tænde på den mistede unge og alt det andet, der er sket siden i går.

Som blishønen sidder der i sine egne tanker, hører hun noget over sig skrige: ’Hvad er det for en, der ligger der og driver den af?’
En måge lander lige foran hende. Hun ser træt op på den og forsøger at se venlig ud.
’Du ser mig noget elendig ud’, siger mågen. ’Hvad er det med dig? Burde du ikke være i gang med noget?’
Blishønen fortæller mågen om alt det, hun har oplevet. Men dens kommentar er mere foragtende end medfølende. ’Nå, du er en af de hersens drømmere, der ikke vil følge med tiden’, siger den med sin hæse skrigende stemme. ’Verden forandrer sig, som du kan se, og så er du nødt til at følge med! Se på mig. Jeg bor nu ude på affaldet ved molen, og der har jeg et lille kongerige. Der er masser af skarn at rode i. Jeg sulter ikke og har masser af venner. Men du har jo unger, og du tror på en drøm, som aldrig går i opfyldelse. Og vil du være en drømmer, skal du have lov til det. Dig kan jeg ikke bruge mere tid på. Gør som du vil! Søg dit paradis for nu flyver jeg. Farvel!’
Mågen sætter af hen over græsset og flyver skrigende væk.

Nu er Blishønen igen alene og ikke spor mere glad efter mågens besøg. Måske har den ret. Måske skulle hun have ladet unger være unger og taget af sted. Men hun ved, at hun ikke kan andet end at følge sit hjerte. Ungerne er vigtige, og hun må tro på drømmen.
Pludselig går det op for hende, at hun har tabt kontakten med vandet under jorden. Efter det frygtelige skete, har hun kun tænkt på at finde et trygt sted. Er de nu fortabte?
Hun føler sig tom og kan ikke tænke mere. Hun må sove.

Da solen er på vej ned, vågner hun igen. Hun tør dog først gå videre, da det er blevet mørkt. De går langsom nu, for hun er bange, og de er alle stadig trætte efter deres lange gåtur. Efter nogen tid kommer de til nogle kæmpestore huse, hvor der er træer og større plæner imellem. De lister sig frem fra busk til busk af frygt for gøende hunde, mennesker, der kører på larmende genstande, børn, der græder, og voksne, der skændes. Et sted er der nogle, som slås, og de får næsten en flaske i hovedet.
Mens de holder en kort pause mellem nogle små buske, kommer et menneske tæt hen til dem. Netop der, hvor de sidder, stikker det en hånd ned. Blishønen kryber tilbage, og hendes hjerte begynder at banke vildt. Hun trækker ungerne tæt ind til sig, for at de ikke skal afsløre dem. Over armen ser hun en gammel mand med laset tøj. Men da hun ser den gamles ansigt, er hun pludselig ikke bange mere. Det ser mildt og venligt ud.
Den gamle mand samler et par tomme flasker, en gammel lighter, og hvad der ellers er af brugbart og putter det i den ene af plastikposerne. Da han får øje på blishønen, sætter han sig ned og ser på den. Sådan sidder den gamle længe, og langsom lader blishønen ungerne stikke hovederne frem under sig. Det smil, der kommer over den gamle mands læber, varmer så dejligt, at blishønen lader ungerne komme helt frem. Langsomt stikker den gamle hånden ned til dem og samler forsigtigt ungerne op til sig. Så rejser han sig og går. Blishønen følger efter.

Den gamle mand går hen til en lille sø imellem de store bygninger. Blishønen kan se, at der ikke vokser ret meget endnu. Men, der er plantet en del nye planter, og græsset er spiret frem. Langs den ene bred er der dog en stor busk, hvor den gamle sætter ungerne ned. Blishønen kommer også derhen og tager ungerne med ind i busken.
Blishønen har det mærkeligt. ’Er det her, de skal bo?’ Hun kikker forsigtigt ud og ser, at solen er begyndt at stå op. I det svage sollys ser her ganske rart ud. Den gamle kommer igen med noget brød til dem. Blishønen kan mærke den friske brise og høre en lærke i det fjerne.
Efter det, de har været igennem, er dette et paradis. Det er, som har de rejst gennem døden og nu fået givet et nyt liv. Nu ved hun, at det er dette sted, hendes hjerte har søgt, da hun gik ud for at følge vandet.

Lærkens sang

Det er sådan en ung lærke, der nyder livet i fulde drag. Og da forårsvarmen kommer, svinger den sig ud over de åbne marker. Der hænger den hele dagen og føler sig glad og fri.
Det er dog sådan, at den ikke bare er en glad sjæl, men også har et varmt hjerte for andre. Den samler alt, hvad den ser, og alt hvad den hører i dette hjerte.
Sommetider føler den sig lidt ussel. For den er fri og glad, medens andre har det svært. Det kan den jo høre og se. Den tænker ofte på, hvorfor Vorherre dog har gjort det sådant. For lige så fri som den er, lige så tungt er det for den at se andre lide. Dens hjerte bliver mere og mere tynget, så den føler, at den snart må falde til jorden.
Lærken vil klage sin nød. Hvorfor skal den lide med alle andre uden at kunne gøre noget. Dens sang bliver dog ikke en klagesang, men en sang om alt det den ser og hører – alle de historier, den gemmer i sit hjerte. Og den opdager, at jo mere, den synger om livet på jorden, jo lettere bliver den igen.
Nu ved den, hvorfor netop den skal flyve ude over de åbne marker. For her kan den synge sine historier, så de kan høres langt omkring. De må nemlig gerne høres af andre. Alt har et liv, som andre kan lære af. Lærkens opgave er at digte sange om det og synge dem ud, så de kan høres.
Ikke alle kommer dog ud til markerne og lærken. Derfor må lærken håbe på, at de, der hører sangen, vil lære af den, og at de vil tage det med sig og fortælle videre der, hvor det trænger til at blive hørt.