Lighteren

I en lille tobaksbutik står der en lighter sammen med mange andre lightere. Men denne lighter er noget helt specielt, for den er skabt stor og klodset. Hvem vil købe en stor og klodset lighter? Folk vil ikke engang prøve den. Alle køber små fikse, elegante lightere - især dem med tegninger på bliver hurtigt solgt.

Men så en dag bliver den pludselig taget ned fra sin plads på hylden. Den bliver tændt... Den bliver så glad, at den blusser og stråler alt, hvad den kan. Den vil så gerne bruges. Den bliver købt, og den bliver puttet ned i en lomme, hvor den ligger lunt og godt.
’Ih, hvor bliver det rart at blive brugt. Så er der alligevel nogen, der kan bruge MIG’, tænker den.
Og brugt, det bliver den! For den har en virkelig stor og smuk flamme så varm og gylden og lysende klar. Den har også altid gas nok.
’Åh!’ tænker den. ’Dette er livet, at kunne gøre noget for folk, mærke at de har brug for mig og se deres glæde, når min flamme lyser.’
Den bliver vist frem til både højre og venstre, både tidligt og sent. Ja, den hjælper endda andre lightere, når de har ondt for sten, eller det er galt med gassen. Af og til strejfer tanken den, om den har en direkte kontakt til Den Store Gasflaske. For den føler sig aldrig rigtig svag eller opbrugt.

Sådan går der lang tid. Den kommer gennem mange lommer, bliver holdt mellem mange hænder, stråler og skinner det bedste, den kan.
En dag får den sin helt egen, private plads som bordlighter på en fin restaurant. Der nyder den at stå rank og klar, når folk kommer forbi og har brug for den. Eller når nogen sætter sig ved dens bord, og de så bruger den til at tænde lysene,
så de kan hygge sig. ’Dette er livet’, tænkte den.
Men så en dag føler den sig sløv. Den har tidligere været sløv, men ikke som nu. Den føler virkelig, at gassen er ved at gå af den. Da det bliver værre og værre, dropper den ideen om den direkte kontakt til Den Store Gasflaske. For NU ved den, at det er galt med gassen.
’Jeg har aldrig været som de andre’, tænker den og bliver enig med sig selv om, at den nok bare er en engangslighter. ’Det var derfor, jeg havde så meget gas. Men nu er det slut, og så er jeg færdig.’

Den begynder at gemme sig under servietter, bag bordkort, kopper og glas, under tallerkenkanter og så videre. For den er flov over ikke at kunne give en flamme, der er lige så stor, dejlig og gylden som før.
Den tænker på rendestenen - at hoppe af, før gassen helt er brugt op. Men i stedet for beslutter den sig til at hoppe ind midt i en busk.

Nu ligger den der og føler sig så nytteløs som - ja, så nytteløs som kun en opbrugt engangslighter kan føle sig!
Dens sten bliver våde, og den risikerer at ruste op.
Hvis ingen finder den, så opdager den aldrig, at den faktisk ikke er en engangslighter. Hvis ingen finder den, kan den aldrig blive fyldt, og så vil den aldrig flamme stort, strålende, varmt og gyldent mere. Aldrig ligge i en lomme. Aldrig blive holdt af en hånd. Aldrig stå rank og stolt på et bord. Aldrig - aldrig - aldrig.
Men kommer der en? Bliver den fundet? Bliver den fyldt, så - og så - og så!