I disse dage har haren dog ikke haft ro. For et par dage siden kom der en masse mennesker bærende på en død mand. Nogle græd højt. Andre klagede eller skældte ud.
’Hvorfor kunne de dog ikke være gået et andet sted hen?’, havde haren tænkt. Men da den så den døde, så var det alligevel ok. Han virkede rar, og der var noget særligt ved ham. Ja, det lyder måske mærkeligt at sige sådan om en, der er død. Men han var altså anderledes.
Haren havde godt hørt, at der i byen havde været ekstra larm. Normalt tog den sig ikke af det. Men denne gang havde den fulgt lidt med i begivenhederne. Den hørte jo, hvad de andre harer fortalte. Det havde mest været om natten, at de var blevet ekstra forstyrret. Det havde været ude, hvor getsemene-harerne holder til. Det havde også været ved nogle af paladserne, og der havde været mange folk rundt i gaderne.
Det sidste, haren havde hørt, inden den selv blev forstyrret, var om et kæmpe optog fra midt i byen og ud til golgata-harernes høj. Derude havde de hængt tre mænd op på nogle kors. De skulle hænge der hele dagen, til de var døde.
Midt på dagen var det så blevet uvejr og helt mørkt, som havde det været nat. Haren havde været så bange, at den havde gemt sig inde i hulen, hvor den ellers aldrig turde være.
Nu kan den ikke komme ind i den hule mere. Der ligger den døde, og en stor sten er stillet for indgangen.
Eller det vil sige, at stenen nu ligger væltet. Det er lige sket, og haren har ikke set noget. Den mener ikke at have sovet, sådan som de to soldater ser ud til. De har ellers stået ved hulen lige siden, manden blev lagt derind. De har været meget stille og har kun hvilet på skift. Måske er de blevet slået ned. Det virker nærmest sådan. De rejser sig og ser helt forvirrede ud. Og så stikker de af.
’Måske bliver der nu endelig ro’, tænker haren.
Men nej. Der kommer nogle kvinder. Haren har set dem før. De var med, da den døde blev båret ind. Nu bærer de nogle krukker og snakker stille sammen. Haren kan høre, at de er nervøse for, hvordan de skal få stenen væk. Haren tænker: ’Når den. Den har jeg da klaret for jer.’ Men den siger det ikke. Sommetider drømmer den om at blive en helt og så blive kendt.
I stedet stiller haren sig et sted, hvor den kan følge med i, hvad der skete. Den tør ikke følge efter. Den hører, hvor forbavset kvinderne bliver, og pludselig løber de fleste væk igen. De siger noget forvirrende om, at den døde er væk og noget om en engel. En af kvinderne går dog stadig i haven. Hun går helt stille og græder vist.
Ups! Haren hopper af forskrækkelse og slår vist en lille prut. For pludselig står han der – ham den døde – lige ved siden af og siger ’Godmorgen’. Det er dog ikke til haren, men til kvinden, at han siger godmorgen. Hun bliver dog ikke forskrækket. Det er, som om hun slet ikke kan kende ham. ’Mennesker er altså mærkelige.’ I stedet for at blive glad så spørger hun nærmest sur, hvor han har flyttet den døde hen. ’Han står jo lige der’, tænker haren og bliver irriteret på hende. Så siger manden ’Maria’, som når nogen kender hinanden rigtig godt. Og det virker. Haren ser, hvordan kvinden bliver helt blid og meget glad. Manden siger, at hun skal finde de andre, og så forsvinder de begge to.
Haren kommer til sig selv igen.
Hov! Det var vist ikke en prut, den fik slået. For der ligger et æg bag ved den. Hvor pinligt. ’Det vil jeg godt nok ikke fortælle’, tænker haren, ’når jeg skal fortælle om det, jeg lige har oplevet.’ Så den skubber ægget ind under en busk og hopper af sted.
_
De andre harer finder dog ud af, at den havde lagt et æg af bare forskrækkelse. De bliver så misundelige, at de selv laver nogle æg i chokolade og gemmer dem som deres. Og det er der måske stadig harer, der gør hver påske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar