Stjernen

Den lille stjerne bliver næsten helt væk i mængden, og den føler, at de andre slet ikke ser den. Den bliver med sikkerhed heller ikke set af nogen nede fra jorden.
Men selv kan den fint se, hvad der sker. Den følger godt med - særligt i, hvad menneskene laver på jorden. Den finder det spændende.
Nu er det igen det tidspunkt på året, hvor den særligt følger med. Den kan se, hvordan der bliver hentet træer, som stilles op inde i husene. Og der sættes en stor stjerne i toppen. Der kommer også andet pynt på træerne bl.a. mindre stjerner. Det gør den lille stjerne glad, for så må der også være plads til en som den. Men den store topstjerne er vigtigst.
Derefter så samler menneskene sig om træet. De har gaver med, som de ligger under træet. Den lille stjerne kan ikke forestille sig andet end, at gaverne bliver givet til den store topstjerne. Og den lille stjerne bliver helt varm ved tanken. Den store stjerne i toppen bliver virkelig fejret.
Den lille stjerne er lidt misundelig. Den vil også gerne fejres og have gaver. Men det skal man nok være en stor og flot stjerne for at opleve.

Sådan sidder den og tænker, da det forfærdelige sker. Ja, det sker hvert år, men den lille stjerne oplever det alligevel som et chok. Menneskene tager gaverne igen – alle gaverne!

’Men de har jo lige givet dem til stjernen. Det gør man da ikke!’
Den lille stjerne kommer til at sige sine tanker højt, så en større stjerne i nærheden hører det.
’Hvad er du sur over?’ spørger den. Og så fortæller den lille stjerne, hvad den lige har set ske.
’Jamen ved du slet ikke, hvorfor de gør det? Kender du ikke fortællingen?’
’Nej’, siger den lille stjerne, mens den forsøger at holde en stjernetåre tilbage.
’Så skal jeg fortælle den.’
                                                                                                                                                                 
Den større stjerne begynder at fortælle:
’Der var en gang en kæmpe stjerne – større end nogen stjerne har været både før og siden.’
’Den kunne nok rigtig ses fra jorden’, siger den lille stjerne. ’Det vil jeg også gerne kunne.’
’Jo, den kunne ses fra jorden. Det kan du tro’, siger den større stjerne og fortsatte:
’Særligt blev den set af 3 vise mænd. De havde brugt hele livet på at kikke stjerner. De mente, at vi stjerner kan fortælle dem vigtige ting. Og det var netop, hvad den store stjerne kunne. Den blev nemlig skabt for at fortælle, at et særligt barn var blevet født på jorden.’
’Et barn?’, spørger den lille stjerne. ’Sådan en ganske almindeligt lille baby?’
’Ja’, siger stjernen. ’Selv et ganske lille barn kan være noget særligt. Og dette barn var Guds egen søn.’
’Øj’, siger den lille. ’Mener du Gud, der har skab alt? Så kan sådan en lille stjerne som mig heller ikke være ligegyldig.’
’De 3 vise mænd brugte stjernen til at finde frem til barnet’, fortsætter stjernen sin fortælling. ’De fandt det ude i en stald, og der gav de barnet deres gaver.’
’Så gives gaverne altså slet ikke til stjernen?’ spørger den lille.
’Nej’, forklarer den større stjerne. ’Gaverne gives til det lille Jesusbarn.’
’Så er det altså heller ikke stjernen, der er i centrum, når menneskene samles om træet med stjernen i toppen’, tænker den lille stjerne ved sig selv.
’Når gaverne gives til Jesusbarnet’, spørger den lille, ’hvorfor tager menneskene dem så igen?’
’Jo, det fortælles, at Jesus som voksen skulle have forklaret, at hvad mennesker gerne vil gøre mod ham eller mod Gud, der skal de lade andre få glæde af. Han skulle have sagt: ’Hvis I vil gøre noget for mig, så skal I gøre det for en anden, og hvis I vil give mig noget, så skal I give det til de fattige.’

Den lille stjerne tænker lidt over det. ’Så er den store stjerne et tegn på, at man fejrer Jesu fødsel og er samlet det rigtige sted.’
Da den lille stjerne igen kikker ned på jorden, ser den ind i en stue, hvor der kun står et lille træ med en lille stjerne i toppen og nogle få lys. Den ser også, at der slet ingen gaver er under træet. Nogle få mennesker samles om træet. De ser glade ud, selv om de kun har et lille træ med en lille stjerne og ingen gaver.
Der er også et mindre barn. Den lille stjerne får sådan en lyst til at sende det barn en særlig gave. Den anstrenger sig virkeligt for at sende sit lys lige derned. Da ser barnet ud af vinduet og op mod stjernen. Stjernen ser et glimt af lys i barnets øje – og ser barnet smile.
Den lille stjerne bliver helt stille. Det smil var som den bedste gave, den kunne få. Og stjernen bærer smilet med sig videre som en særlig skat.
Pludselig er drømmen om at blive en stor og synlig stjerne væk ligesom drømmen om at få gaver. For den har fået lov at være et glimt i et barns øje. Større gave kan den ikke forestille sig findes. Og så fik den oven i købet et smil tilbage.
_

Den lille stjerne fortæller gerne andre stjerner om det fantastiske, den har oplevet. Særligt de små stjerner lytter efter. Prøv at se på nattehimlen – særligt ved juletid – så kan det være, at også du rammes af en stjernes særlige glimt. Og som stjernen aldrig glemte glimtet og smilet, sådan ved jeg, at barnet heller aldrig glemte det.