Baggården

I baggården er der ofte en del katte. De fleste er forrevne efter mange kampe. Men i denne baggård er det dog sjældent, at de voldsomme kampe udspiller sig. Det er, som om der her råder en særlig regel blandt kattene. Man skændes naturligvis og hugger mad fra hinanden, når muligheden byder sig. Men de store kampe henlægges altid til et andet sted.
Her i gården mødes både de fine katte, der har et flot hjem og bånd om halsen, og de katte, der er forjaget eller forladt. Her er både små spinkle katte og store kraftige katte. Forskellen er dog ligesom mindre, når de er i denne baggård.
Årsagen er måske, at der hver dag kommer en ung mand med små lækkerier. Han sætter sig altid på det samme trappetrin, som han har gjort, siden han var en stor dreng. Her kan alle kattene komme og få deres del. Det er ikke fordi, de får særlig meget at spise. Hver kat får kun et lille stykke, som man på ingen måde kan blive mæt af. Men vover man sig hen til manden, kan man mærke varmen fra hans hånd, når han rækker maden frem. Og er man heldig, kløer han én bag øret lige der, hvor man trænger mest til det.

Når den unge mand har været i baggården, går der altid lidt tid, inden tumulten starter igen, og det fællesskab, man har følt, bliver trængt til side af den daglige strid.
Som tiden går, kommer der nye katte til og andre bliver væk. Men alle, der vover sig hen til den unge mand, får del i det, han har.