Julesangen

I juletræet sidder en lille fugl. Det er en spurv. Den sidder lidt nede, som den gør hver jul. Den er noget af træets ældste pynt, og for familien er den helt speciel. Ingen ved, hvor den kommer fra eller hvor længe, den har hørt til julepynten. Den er der bare. Det betyder heller ikke så meget, når altså bare den sidder på sin gren. For kun sådan bliver det jul – altså rigtig jul.
Fuglen er egentlig ikke noget særligt, og dog alligevel! Den har nemlig en hemmelighed.

Det er juleaften, træet er pyntet og tændt. Spurven sidder på sin gren og nyder glæden, der er omkring træet. Selv om den er lavet af glas og fjer, så er den alligevel begyndt at blive levende. Sådan sker det hvert år denne ene aften. Det er på samme måde som med julestemningen. Den kommer ganske stille, og så er den der bare.
Der på grenen sidder den og bliver mere og mere fyldt af liv, mens den suger glæden til sig. Den oplever at få livet givet. Ja, den oplever, hvordan julestemningen med sang, hygge, lys og gaver i løbet af aftenen næsten får den fyldt for meget, så der bliver et overtryk af livet. Og når aftenen er ved at være til ende - når tiden nærmer sig for, at Vor Herre blev født engang for længe siden, så sker det underfulde. Det er som om tiden pludselig står stille, mens før og nu samtidig går i ét. Ja, det hellige sker igen, og julesangen lyder som englenes sang over markerne ved Betlehem. Det er spurven, den lille glasfugl på træet. Den får netop denne aften lov at være et ekko fra den hellige nat.
_

Sådan sker det hver en julenat. Nogle tror, det er lyden af julemandens kane. Men det er de små fugle, der sidder rundt på alverdens juletræer, der lader julesangen lyde som englesang om et barn på krybbestrå – et barn, der var Guds søn på jord.