Glaskuglen

’Hvor er jeg dog smuk’, tænker glaskuglen ved sig selv, da det bliver mørkt, og den i vinduet kan se sig sammen med al det andet pynt på træet. ’Jeg kan godt forstå, at de andre altid kikker på mig.’
Den ved ikke, at de andre mest kikker på den for at se sig selv.

Julen nærmer sig, og alt pynten er hentet frem fra gemmerne og taget op af kasserne. Det er for glaskuglen som at blive vækket af en lang søvn. For når den ligger i kassen, og det er ganske mørkt, så går tiden i stå. Ja, så er det som om, den slet ikke lever. Kun når der er lys omkring den, oplever den sig som levende.

Når den drømmer, er det om at rumme det reneste guld. For når stearinlysenes stråler rammer den, så får den et gyldent skær. Den føler næsten, at den så er det fine guld, som den hvert år hører om i den gamle fortælling. Og den genkender følelsen, som netop det guld måtte have haft, når et barn med glæde og iver smiler til den og jubler.
Sommetider fortæller den sig selv den gamle fortælling med særlig vægt på det med gaverne og guldet:
’Det skete, dengang alle mennesker skulle tælles. Da kom Maria og Josef til Betlehem, og Maria skulle føde sit barn. Der var bare ingen steder, de kunne være. Så det endte med, at hun fødte sin søn i en stald.
På besøg kom der først nogle hyrder fra markerne omkring Betlehem. En engel havde fortalt dem om barnet – at det var en kongesøn.
Der kom også nogle vise mænd fra øst, og de havde gaver med. Den ene havde guld med, som en klar stjerne fik til at skinne i den mørke stald. Drengen Jesus jublede, da han så guldet. Og forældrene smilede, da de så det glade ansigt i guldets spejl.’
Glaskuglen ved dog godt, at den ikke er af guld. Men den føler sig som det guld, der fik barnet til at juble.

Glaskuglen kan godt se, når det enten er far eller mor, der står sammen med barnet. De smiler også. Måske er det, fordi de kan se sig selv i barnets ansigt.
’Sådan har barnet i Betlehem måske også haft det’, tænker glaskuglen. Guds træk måtte kunne være at se i guldets spejlbillede.
Sådan tænker glaskuglen også om de børn, den får lov at være spejl for. Der er også noget guddommeligt over dem i det gyldne skær. For glaskuglen kan netop, fordi den er en kugle, rumme lys fra alle sider. Det gyldne skær fra stearinlysene bliver i den blandet med det ansigt, der spejlede sig.
’Det er min særlige gave til verden’, tænker glaskuglen, ’og det er min opgave at give, når jeg får lov at hænge på selveste juletræet. Menneskene skal ikke bare se sig selv, men også se, at de er Guds.’
Men egentlig er det en gave, den får givet, da den er skabt rund, og fordi de levende lys på juletræet fylder den med et gyldent skær.
_

Det lille nummer sker i hver en glaskugle – særligt juleaften. Stearinlysene giver - som et guddommeligt lys - et gyldent skær, så vi i glaskuglens spejl får lov at se, at også vi er Guds elskede børn.