De fornemme blomster

I en have på et af dens mest solbeskinnede steder står der en plante med meget fornemme blomster. De er så fornemme, at de kun åbner sig, når det er dejligt varmt, og hr. Sol kikker med sine stråler lige ned på dem.
De er endda så fornemme, at selv hr. Sol må vente en tid, inden de viser deres pragt. Også selv om han sender sine kærlige stråler lige fra morgenen. Men når de åbner sig, er de også utroligt smukke. De stråler med deres hvide blade, der sidder i krans og har en mørk markering omkring øjet.

Hen på efteråret skyder der endnu en lille blomst frem. Den er mere nysgerrig end fornem. For i stedet for at sidde tavst i sin lukkethed, så løfter den lidt på bladene og spørger sig for om verden udenfor. Og når de endelig alle åbner sig, så vinker den til fuglene og insekterne. Den stråler og smiler, og derfor får den også mange smil tilbage.
Denne blomst er dog skudt frem så sent, at sensommerens kølige regn og blæst sætter ind. Derfor bliver det sjældnere og sjældnere, at verden gør sig værdig til blomsternes skønhed. Ja, der går flere dage, hvor de alle sidder lukkede, fordi himlen er overskyet. Kun den ene lille nysgerrige blomst kan ikke holde sig. Den må kikke lidt ud. Men kun lidt, for ellers skælder de andre den ud.
Den kender nu næsten alt det udenfor. Også en lille dreng, der med jævne mellemrum kommer og kikker. Det fortælles, at denne dreng er kommet hele sommeren for at se på blomsterne. Han har bl.a. fået lært, at de også lukker øjnene for at sove. Disse blomster skal drengen gerne sige godnat til, inden han kan sove.
Han forstår dog ikke, hvorfor blomsterne sover hele tiden. Og når de ikke har været vågne, kan man så sige godnat til dem? På den måde er de med til, at drengen ikke falder så glad i søvn.
Men det kan de fornemme blomster ikke tage sig af. Kun den lille nysgerrige blomst kan ikke dy sig. Den kan bedst li' at se andre smile, og derfor giver den også et lille blink til drengen, når han kommer for at sige godnat.