Et liv

En sommerblomst spirer frem sammen med mange andre. De er en stor søskendeflok, og alle er de forskellige. Men det er der nu ingen, der lægger mærke til.
De vokser op, bliver pakket, kørt, flyttet og læsset. Denne ene sommerblomst ender sammen med nogle få af dens søskende hos en lille købmand. De bliver stillet ud langs muren, hvor der også står gulerødder og æbler. På vejen foran suser trafikken forbi, og bilernes os får sommerblomsten til at nyse. Det er noget andet end i det frodige væksthus, som den før troede, var hele livet.

Til forskel fra væksthuset kommer der her mange forskellige mennesker forbi. De fleste ser ud til at have meget travlt. Enkelte stopper dog op for at se på det, der står ude langs den lille butiksmur. Sommerblomsten kan ikke lade være med at smile, når den får kontakt med en af de forbipasserende. Den ved ikke helt hvorfor, men den kan bare ikke lade være. Måske er det fordi, den gerne vil gøre dem glade.
En dag kommer en gammel kone med et lille barn. Den gamle har sommerblomsten set før, men aldrig sammen med den lille. De to standser lige foran blomsterne for at se på dem. Sommerblomsten kan igen ikke lade være med at smile.
’Den!’ siger barnet og peger netop på sommerblomsten. ’Den smilede til mig.’
’Jamen, så tager vi den’, siger den gamle. ’Tag den bare med så vi kan komme ind og få den betalt.’
Barnet tager sommerblomsten med. Den bliver pakket ind og båret hjem.
Hos den gamle kone bliver den plantet i altankassen og hængt ud på altanen.
’Det er vel nok en smuk blomst, du har fundet til mig’, siger den gamle kone til barnet. ’Den skal jeg rigtignok passe godt på.’
Og det gør den gamle. Hun kommer hver dag og ser til den. Er den blevet tør, så vander hun den.
Da sommeren er varmest, sætter hun sig endda og snakker med den, medens de sammen nyder udsigten. Udsigten er dog så meget sagt. For stedet er en næsten lukket gård, der mest består af sten og asfalt. Børnene har et lille skur og nogle tøjstativer at lege på, men det kan de også få meget sjov ud af.
For det meste er der dog ingen i gården. Det er kun et sted, hvor folk kommer og går. I løbet af sommeren kommer sommerblomsten alligevel til at kende en del. Mest skraldemændene, der altid smiler igen, når de kommer forbi. De kalder den for ’stenbroens perle - blomsten i mit hjerte’. Det gør, at den sætter endnu en blomsterknop.

Sommerblomsten nyder det varme vejr, de rare mennesker og den gamle kones omsorg. Men som tiden går, kommer der storm og slud. Menneskene, der kommer forbi, ser ikke så meget op men skynder sig i læ. Den gamle kone, som ellers har plejet blomsten så godt, kommer ikke så ofte. Sommerblomsten kan se på hende, at hun ikke magter så meget. Vejret er slet ikke noget for hende at komme ud i.
Det er efterår, og sommerblomsten må indse, at dens liv er ved at gå på held. Den er en sommerblomst, og den har haft et dejligt liv. Den må nu forberede sig på at dø, og med et sidste smil går den ind i evigheden.