Lighteren

I en lille tobaksbutik står der en lighter sammen med mange andre lightere. Men denne lighter er noget helt specielt, for den er skabt stor og klodset. Hvem vil købe en stor og klodset lighter? Folk vil ikke engang prøve den. Alle køber små fikse, elegante lightere - især dem med tegninger på bliver hurtigt solgt.

Men så en dag bliver den pludselig taget ned fra sin plads på hylden. Den bliver tændt... Den bliver så glad, at den blusser og stråler alt, hvad den kan. Den vil så gerne bruges. Den bliver købt, og den bliver puttet ned i en lomme, hvor den ligger lunt og godt.
’Ih, hvor bliver det rart at blive brugt. Så er der alligevel nogen, der kan bruge MIG’, tænker den.
Og brugt, det bliver den! For den har en virkelig stor og smuk flamme så varm og gylden og lysende klar. Den har også altid gas nok.
’Åh!’ tænker den. ’Dette er livet, at kunne gøre noget for folk, mærke at de har brug for mig og se deres glæde, når min flamme lyser.’
Den bliver vist frem til både højre og venstre, både tidligt og sent. Ja, den hjælper endda andre lightere, når de har ondt for sten, eller det er galt med gassen. Af og til strejfer tanken den, om den har en direkte kontakt til Den Store Gasflaske. For den føler sig aldrig rigtig svag eller opbrugt.

Sådan går der lang tid. Den kommer gennem mange lommer, bliver holdt mellem mange hænder, stråler og skinner det bedste, den kan.
En dag får den sin helt egen, private plads som bordlighter på en fin restaurant. Der nyder den at stå rank og klar, når folk kommer forbi og har brug for den. Eller når nogen sætter sig ved dens bord, og de så bruger den til at tænde lysene,
så de kan hygge sig. ’Dette er livet’, tænkte den.
Men så en dag føler den sig sløv. Den har tidligere været sløv, men ikke som nu. Den føler virkelig, at gassen er ved at gå af den. Da det bliver værre og værre, dropper den ideen om den direkte kontakt til Den Store Gasflaske. For NU ved den, at det er galt med gassen.
’Jeg har aldrig været som de andre’, tænker den og bliver enig med sig selv om, at den nok bare er en engangslighter. ’Det var derfor, jeg havde så meget gas. Men nu er det slut, og så er jeg færdig.’

Den begynder at gemme sig under servietter, bag bordkort, kopper og glas, under tallerkenkanter og så videre. For den er flov over ikke at kunne give en flamme, der er lige så stor, dejlig og gylden som før.
Den tænker på rendestenen - at hoppe af, før gassen helt er brugt op. Men i stedet for beslutter den sig til at hoppe ind midt i en busk.

Nu ligger den der og føler sig så nytteløs som - ja, så nytteløs som kun en opbrugt engangslighter kan føle sig!
Dens sten bliver våde, og den risikerer at ruste op.
Hvis ingen finder den, så opdager den aldrig, at den faktisk ikke er en engangslighter. Hvis ingen finder den, kan den aldrig blive fyldt, og så vil den aldrig flamme stort, strålende, varmt og gyldent mere. Aldrig ligge i en lomme. Aldrig blive holdt af en hånd. Aldrig stå rank og stolt på et bord. Aldrig - aldrig - aldrig.
Men kommer der en? Bliver den fundet? Bliver den fyldt, så - og så - og så!

Ruden til livet

Ruden er skabt af det allerfineste sand. Den er skabt stor og smuk. Men i sin iver efter at komme ud og se verden, er den bristet. Nu står den som en simpel rest hos en af byens små glarmestre.
Her kommer en dag en ung mor med en gammel vinduesramme på barnevognen, hvor en af ruderne mangler. Da ruden bliver taget frem, ser den lidt betænkelig på den gamle ramme. For hvor meget af verdenen vil den få at se fra sådan et gammelt vindue. Men glarmesteren har bestemt sig, og så kan ruden ikke sige fra. Den bliver skåret til og sat på plads.
Mens den bliver kørt væk på barnevognen, går den helt i sort. Der er ikke den store status i at blive kørt på en barnevogn. Den linder dog øjet lidt, da vinduet bliver hængt på plads. Det er, som den havde forventet: En gammel boligblok hvor den kun har en lille baggård at se ned i. Ser den op, kan den kun dårligt skimte himlen.

Ruden sidder nu der og ser både ud og ind.
Ude er den begyndt at opdage mange forskellige spændende ting. Nede i gården kan den se katte søge efter mad, børn lege, og de travle forældre hilse på hinanden. Den ser fugle, der sidder og synger så dejligt eller flyver legende omkring for at fange insekter. Den ser ruderne på bygningen overfor. Nogle hilser på den, andre leger ved at spejle til hinanden, og de store fremviser stolt det, der befinder sig inde bag ved dem.
Oppe over det hele er himlen altid, selv om ruden kun kan se lidt at den. Skyer kommer forbi, og en gang om dagen skinner solen lige ned på ruden.
Også indenfor er ruden begyndt at følge med i det liv, der foregår. Det begyndte med, at den unge mor pudsede den så dejligt og ømt. Der er kun moren og barnet, men de har det rart sammen. Barnet ligger ofte på gulvet på sit lille tæppe, og moren leger med det. Men det er ikke altid, moren er der, for hun har travlt med så meget andet, og så ligger barnet for sig selv. Når det ligger alene, får ruden sådan en lyst til at lege med det. Det sker, når solen kommer, at dens stråle netop går gennem ruden og rammer barnet. Så pludrer og leger barnet i solens stråle. Ruden fryder sig, og hver dag venter den på, at den kan videresende solens stråle ned til barnet. At se barnet glad er det bedste, den nu ved.

Da barnet bliver større og kan gå, kommer det ofte hen til ruden for at fange solstrålen eller kikke ud. Når barnet sådan står med to fedtede hænder og en våd næse mod ruden, så må ruden fremvise alt det udenfor, som den selv er kommet til at holde af. Ruden viser barnet himlen og dens mange forskellige skyer. Den viser fuglene, de andre ruders blinken, og når barnet har noget at stå på, livet og legen i gården.
Når det regner, lader ruden vandet løbe i mønstre, og når det er frostvejr, danner den iskrystaller, så barnet kan blive forundret. Ruden lader også barnet ånde på sig for så at kunne tegne. Som barnet bliver større, er det også på ruden, at det får lært at skrive. Når det bliver aften og mørkt, lader ruden barnet se sig selv, inden det bliver lagt i seng.

Årene går og barnet bliver stor. Nu ser det ikke længere livet gennem ruden. Det lever selv med i livet udenfor. Og ruden følger med, når det leger med de andre børn nede i gården. Kun når barnet er sygt og derfor inde, er den for en tid ruden til livet.

Baggården

I baggården er der ofte en del katte. De fleste er forrevne efter mange kampe. Men i denne baggård er det dog sjældent, at de voldsomme kampe udspiller sig. Det er, som om der her råder en særlig regel blandt kattene. Man skændes naturligvis og hugger mad fra hinanden, når muligheden byder sig. Men de store kampe henlægges altid til et andet sted.
Her i gården mødes både de fine katte, der har et flot hjem og bånd om halsen, og de katte, der er forjaget eller forladt. Her er både små spinkle katte og store kraftige katte. Forskellen er dog ligesom mindre, når de er i denne baggård.
Årsagen er måske, at der hver dag kommer en ung mand med små lækkerier. Han sætter sig altid på det samme trappetrin, som han har gjort, siden han var en stor dreng. Her kan alle kattene komme og få deres del. Det er ikke fordi, de får særlig meget at spise. Hver kat får kun et lille stykke, som man på ingen måde kan blive mæt af. Men vover man sig hen til manden, kan man mærke varmen fra hans hånd, når han rækker maden frem. Og er man heldig, kløer han én bag øret lige der, hvor man trænger mest til det.

Når den unge mand har været i baggården, går der altid lidt tid, inden tumulten starter igen, og det fællesskab, man har følt, bliver trængt til side af den daglige strid.
Som tiden går, kommer der nye katte til og andre bliver væk. Men alle, der vover sig hen til den unge mand, får del i det, han har.

De fornemme blomster

I en have på et af dens mest solbeskinnede steder står der en plante med meget fornemme blomster. De er så fornemme, at de kun åbner sig, når det er dejligt varmt, og hr. Sol kikker med sine stråler lige ned på dem.
De er endda så fornemme, at selv hr. Sol må vente en tid, inden de viser deres pragt. Også selv om han sender sine kærlige stråler lige fra morgenen. Men når de åbner sig, er de også utroligt smukke. De stråler med deres hvide blade, der sidder i krans og har en mørk markering omkring øjet.

Hen på efteråret skyder der endnu en lille blomst frem. Den er mere nysgerrig end fornem. For i stedet for at sidde tavst i sin lukkethed, så løfter den lidt på bladene og spørger sig for om verden udenfor. Og når de endelig alle åbner sig, så vinker den til fuglene og insekterne. Den stråler og smiler, og derfor får den også mange smil tilbage.
Denne blomst er dog skudt frem så sent, at sensommerens kølige regn og blæst sætter ind. Derfor bliver det sjældnere og sjældnere, at verden gør sig værdig til blomsternes skønhed. Ja, der går flere dage, hvor de alle sidder lukkede, fordi himlen er overskyet. Kun den ene lille nysgerrige blomst kan ikke holde sig. Den må kikke lidt ud. Men kun lidt, for ellers skælder de andre den ud.
Den kender nu næsten alt det udenfor. Også en lille dreng, der med jævne mellemrum kommer og kikker. Det fortælles, at denne dreng er kommet hele sommeren for at se på blomsterne. Han har bl.a. fået lært, at de også lukker øjnene for at sove. Disse blomster skal drengen gerne sige godnat til, inden han kan sove.
Han forstår dog ikke, hvorfor blomsterne sover hele tiden. Og når de ikke har været vågne, kan man så sige godnat til dem? På den måde er de med til, at drengen ikke falder så glad i søvn.
Men det kan de fornemme blomster ikke tage sig af. Kun den lille nysgerrige blomst kan ikke dy sig. Den kan bedst li' at se andre smile, og derfor giver den også et lille blink til drengen, når han kommer for at sige godnat.