Blishønens rejse

Inde midt i den store by er der en lille park. Her løber en bæk gennem en lille sø. Der er buske, blomster, åkander og rundt om det hele, står der store træer. Når man er i parken, glemmer man helt, at man befinder sig inde i byen. I parken er der også en bænk, hvor kærestefolk ofte sidder, og en stor græsplæne, hvor børn får lov at lege frit.

Ved søen bor der nogle ænder og en enkelt blishøne. Der har været flere. Men mange er rejst, og det er længe siden, at der er kommet nye til.
Blishønen holder sig for sig selv. For siden hun er blevet alene, har ænderne kun nap tilovers for hende. Hun er flyttet over på den anden side af søen, hvor der kun er en tjørnebusk at bygge rede i.
Hun har som sædvanligt været hurtigere på reden end ænderne. Det passer hende fint, for så slipper hun for ustandseligt af blive jaget. Det er også nødvendigt. Hvis hendes små unger ikke kommer i vandet før ællingerne, vil de have svært ved at klare sig.
Nu ligger hun så der og ruger. Hun glæder sig i sit stille sind til, at de små kommer. Hun kan høre, at de er på vej.
Så sker det! Freden og stilheden i den lille park bliver brudt. Blishønen hører en masse larm og mærker jorden ryste. Hun har næsten ikke ro på sig, da en spæd lyd af et knæk lyder.
Det var hendes æg! Nu kommer ungerne, og hun glemmer for en tid verden omkring sig. Dér er den første med det første lille pip, og en lille sort klump vælter ud. Så kommer den næste og den næste og den næste. Fire dejlige unger kommer der, og alle tumler rundt, så godt de kan, i et forsøg på at gå.
Blishønen nyder dem, men bliver så ført tilbage til virkeligheden, som revet ud af en drøm. Et voldsomt brag følges af ændernes fortvivlede skrig.
Mens blishønen samler de fire klumper under sine vinger, hører hun, hvordan ænderne basker vildt rundt på søen for så til sidst at flyve bort og lade deres æg tilbage.
Blishønen presser sig mod jorden og ligger så stille, som hun kan, medens hun forsøger at berolige de små. Hun kan høre og mærke, hvordan der bliver arbejdet på den modsatte bred, og hun håber så inderligt, at det ikke må komme over til dem.

Hen mod aften holder larmen op, og stilheden vender tilbage til den lille park. Først da vover blishønen sig hen til søbredden, hvor hun kan se ud gennem buskens blade. Det, hun se, er skrækkeligt. På den anden side er der ikke længere buske, men nogle store maskiner med skarpe tænder. Der, hvor bækken tidligere har snoet sig gennem græsset, er der nu en stor rende, og ved siden af den ligger nogle store runde rør.
Alt er ødelagt. Ja, selv grene er skåret af de store træer. Blishønen ved, at de må væk. Hun må finde et sted, hvor hendes unger kan vokse op.
Forsigtigt lader hun ungerne glide ud i vandet og følger selv efter. Da de ligger i en klump på den lille sø, begynder hun uvilkårligt at svømme mod strømmen. Rejsen er begyndt, og hun ved, at hun må følge vandet derhen, hvor det kommer fra. Dér må stedet være, som hun ikke kender, men som hendes hjerte ved findes.

Turen går nemt, så længe de er i parken. Men snart støder de på det sted, hvor vandet ikke længere løber frit, men er klemt inde i et rør. Herfra må de begynde at vandre - ud i en verden, de ikke kender - ud i en verden af sten og beton. De små, som knap har lært at gå, tripper så godt de kan efter blishønen, der målbevidst går ud i den fremmede verden. Så længe hun kan høre vandet klukke under sig, ved hun, at de er på rette vej.
De går langs store huse og over hårde veje. Hver gang de kommer til en busk, træ eller andet, så holder de et kort hvil. Men aldrig længere end til, de har fået pusten igen. Sådan går de langt og længe. Ofte trykker de sig op ad en mur eller kryber sammen som en sten, når de hører lyden af hunde, katte eller støj fra noget, de ikke kender.
De går og går. Men det er ikke altid lige nemt at følge vandet. De må ofte finde nye veje, og sommetider frygter blishønen, at de har mistet sporet. På et tidspunkt er de fanget i en lille baggård med store affaldscontainer, hvor en halv snes katte er på jagt efter mad.

Da det begynder at blive morgen, er de kommet til et sted med små huse, dejlige haver og store hække. Blishønen får ungerne til at gå inde i hækkene, for der er komme mere liv på vejene. Men så sker ulykken. Bag en af hækkene er der et hegn, som de små unger sagtens kan smutte igennem. Men på den anden side bor en hund. Inden nogen kan gøre noget, har hunden jaget en af ungerne ind midt i haven. Ungen har ikke en chance.
Blishønen samler de andre sammen og forsvinder hurtigt forbi de næste haver. De løber og løber så godt, de kan, selv om de er trætte, og tårerne triller fra deres øjne.
Efter lang tids løb finder de en vild og tilgroet have, som virker forladt. Her er endelig et sted, hvor de kan hvile ud. Blishønen trøster sine nu tre unger, hvorefter de falder i søvn. Selv kan hun ikke sove. Hun kan ikke lade være med at tænde på den mistede unge og alt det andet, der er sket siden i går.

Som blishønen sidder der i sine egne tanker, hører hun noget over sig skrige: ’Hvad er det for en, der ligger der og driver den af?’
En måge lander lige foran hende. Hun ser træt op på den og forsøger at se venlig ud.
’Du ser mig noget elendig ud’, siger mågen. ’Hvad er det med dig? Burde du ikke være i gang med noget?’
Blishønen fortæller mågen om alt det, hun har oplevet. Men dens kommentar er mere foragtende end medfølende. ’Nå, du er en af de hersens drømmere, der ikke vil følge med tiden’, siger den med sin hæse skrigende stemme. ’Verden forandrer sig, som du kan se, og så er du nødt til at følge med! Se på mig. Jeg bor nu ude på affaldet ved molen, og der har jeg et lille kongerige. Der er masser af skarn at rode i. Jeg sulter ikke og har masser af venner. Men du har jo unger, og du tror på en drøm, som aldrig går i opfyldelse. Og vil du være en drømmer, skal du have lov til det. Dig kan jeg ikke bruge mere tid på. Gør som du vil! Søg dit paradis for nu flyver jeg. Farvel!’
Mågen sætter af hen over græsset og flyver skrigende væk.

Nu er Blishønen igen alene og ikke spor mere glad efter mågens besøg. Måske har den ret. Måske skulle hun have ladet unger være unger og taget af sted. Men hun ved, at hun ikke kan andet end at følge sit hjerte. Ungerne er vigtige, og hun må tro på drømmen.
Pludselig går det op for hende, at hun har tabt kontakten med vandet under jorden. Efter det frygtelige skete, har hun kun tænkt på at finde et trygt sted. Er de nu fortabte?
Hun føler sig tom og kan ikke tænke mere. Hun må sove.

Da solen er på vej ned, vågner hun igen. Hun tør dog først gå videre, da det er blevet mørkt. De går langsom nu, for hun er bange, og de er alle stadig trætte efter deres lange gåtur. Efter nogen tid kommer de til nogle kæmpestore huse, hvor der er træer og større plæner imellem. De lister sig frem fra busk til busk af frygt for gøende hunde, mennesker, der kører på larmende genstande, børn, der græder, og voksne, der skændes. Et sted er der nogle, som slås, og de får næsten en flaske i hovedet.
Mens de holder en kort pause mellem nogle små buske, kommer et menneske tæt hen til dem. Netop der, hvor de sidder, stikker det en hånd ned. Blishønen kryber tilbage, og hendes hjerte begynder at banke vildt. Hun trækker ungerne tæt ind til sig, for at de ikke skal afsløre dem. Over armen ser hun en gammel mand med laset tøj. Men da hun ser den gamles ansigt, er hun pludselig ikke bange mere. Det ser mildt og venligt ud.
Den gamle mand samler et par tomme flasker, en gammel lighter, og hvad der ellers er af brugbart og putter det i den ene af plastikposerne. Da han får øje på blishønen, sætter han sig ned og ser på den. Sådan sidder den gamle længe, og langsom lader blishønen ungerne stikke hovederne frem under sig. Det smil, der kommer over den gamle mands læber, varmer så dejligt, at blishønen lader ungerne komme helt frem. Langsomt stikker den gamle hånden ned til dem og samler forsigtigt ungerne op til sig. Så rejser han sig og går. Blishønen følger efter.

Den gamle mand går hen til en lille sø imellem de store bygninger. Blishønen kan se, at der ikke vokser ret meget endnu. Men, der er plantet en del nye planter, og græsset er spiret frem. Langs den ene bred er der dog en stor busk, hvor den gamle sætter ungerne ned. Blishønen kommer også derhen og tager ungerne med ind i busken.
Blishønen har det mærkeligt. ’Er det her, de skal bo?’ Hun kikker forsigtigt ud og ser, at solen er begyndt at stå op. I det svage sollys ser her ganske rart ud. Den gamle kommer igen med noget brød til dem. Blishønen kan mærke den friske brise og høre en lærke i det fjerne.
Efter det, de har været igennem, er dette et paradis. Det er, som har de rejst gennem døden og nu fået givet et nyt liv. Nu ved hun, at det er dette sted, hendes hjerte har søgt, da hun gik ud for at følge vandet.