Ruden til livet

Ruden er skabt af det allerfineste sand. Den er skabt stor og smuk. Men i sin iver efter at komme ud og se verden, er den bristet. Nu står den som en simpel rest hos en af byens små glarmestre.
Her kommer en dag en ung mor med en gammel vinduesramme på barnevognen, hvor en af ruderne mangler. Da ruden bliver taget frem, ser den lidt betænkelig på den gamle ramme. For hvor meget af verdenen vil den få at se fra sådan et gammelt vindue. Men glarmesteren har bestemt sig, og så kan ruden ikke sige fra. Den bliver skåret til og sat på plads.
Mens den bliver kørt væk på barnevognen, går den helt i sort. Der er ikke den store status i at blive kørt på en barnevogn. Den linder dog øjet lidt, da vinduet bliver hængt på plads. Det er, som den havde forventet: En gammel boligblok hvor den kun har en lille baggård at se ned i. Ser den op, kan den kun dårligt skimte himlen.

Ruden sidder nu der og ser både ud og ind.
Ude er den begyndt at opdage mange forskellige spændende ting. Nede i gården kan den se katte søge efter mad, børn lege, og de travle forældre hilse på hinanden. Den ser fugle, der sidder og synger så dejligt eller flyver legende omkring for at fange insekter. Den ser ruderne på bygningen overfor. Nogle hilser på den, andre leger ved at spejle til hinanden, og de store fremviser stolt det, der befinder sig inde bag ved dem.
Oppe over det hele er himlen altid, selv om ruden kun kan se lidt at den. Skyer kommer forbi, og en gang om dagen skinner solen lige ned på ruden.
Også indenfor er ruden begyndt at følge med i det liv, der foregår. Det begyndte med, at den unge mor pudsede den så dejligt og ømt. Der er kun moren og barnet, men de har det rart sammen. Barnet ligger ofte på gulvet på sit lille tæppe, og moren leger med det. Men det er ikke altid, moren er der, for hun har travlt med så meget andet, og så ligger barnet for sig selv. Når det ligger alene, får ruden sådan en lyst til at lege med det. Det sker, når solen kommer, at dens stråle netop går gennem ruden og rammer barnet. Så pludrer og leger barnet i solens stråle. Ruden fryder sig, og hver dag venter den på, at den kan videresende solens stråle ned til barnet. At se barnet glad er det bedste, den nu ved.

Da barnet bliver større og kan gå, kommer det ofte hen til ruden for at fange solstrålen eller kikke ud. Når barnet sådan står med to fedtede hænder og en våd næse mod ruden, så må ruden fremvise alt det udenfor, som den selv er kommet til at holde af. Ruden viser barnet himlen og dens mange forskellige skyer. Den viser fuglene, de andre ruders blinken, og når barnet har noget at stå på, livet og legen i gården.
Når det regner, lader ruden vandet løbe i mønstre, og når det er frostvejr, danner den iskrystaller, så barnet kan blive forundret. Ruden lader også barnet ånde på sig for så at kunne tegne. Som barnet bliver større, er det også på ruden, at det får lært at skrive. Når det bliver aften og mørkt, lader ruden barnet se sig selv, inden det bliver lagt i seng.

Årene går og barnet bliver stor. Nu ser det ikke længere livet gennem ruden. Det lever selv med i livet udenfor. Og ruden følger med, når det leger med de andre børn nede i gården. Kun når barnet er sygt og derfor inde, er den for en tid ruden til livet.