Lærkens sang

Det er sådan en ung lærke, der nyder livet i fulde drag. Og da forårsvarmen kommer, svinger den sig ud over de åbne marker. Der hænger den hele dagen og føler sig glad og fri.
Det er dog sådan, at den ikke bare er en glad sjæl, men også har et varmt hjerte for andre. Den samler alt, hvad den ser, og alt hvad den hører i dette hjerte.
Sommetider føler den sig lidt ussel. For den er fri og glad, medens andre har det svært. Det kan den jo høre og se. Den tænker ofte på, hvorfor Vorherre dog har gjort det sådant. For lige så fri som den er, lige så tungt er det for den at se andre lide. Dens hjerte bliver mere og mere tynget, så den føler, at den snart må falde til jorden.
Lærken vil klage sin nød. Hvorfor skal den lide med alle andre uden at kunne gøre noget. Dens sang bliver dog ikke en klagesang, men en sang om alt det den ser og hører – alle de historier, den gemmer i sit hjerte. Og den opdager, at jo mere, den synger om livet på jorden, jo lettere bliver den igen.
Nu ved den, hvorfor netop den skal flyve ude over de åbne marker. For her kan den synge sine historier, så de kan høres langt omkring. De må nemlig gerne høres af andre. Alt har et liv, som andre kan lære af. Lærkens opgave er at digte sange om det og synge dem ud, så de kan høres.
Ikke alle kommer dog ud til markerne og lærken. Derfor må lærken håbe på, at de, der hører sangen, vil lære af den, og at de vil tage det med sig og fortælle videre der, hvor det trænger til at blive hørt.