En gang havde mønten dog fået skræmt de andre. Den var kommet hjem fra en tur på torvet og havde fortalt, at menneskene ikke længere brugte talenter men euro. ’Ingen af os er noget værd mere’, havde den sagt. Et par af de andre var begyndt at græde. Der gik dog ikke længe, før mønten flækkede af grin. Det var selvfølgelig bare noget, den havde fundet på.
En dag, da pungen ligger åben på bordet, vil mønten lave cirkus. Den triller ud og laver en saltomortale. Men i sin iver efter at lave det skøreste falder den væk fra pungen, ud over bordets kant, ned på gulvet og ender i en sprække.
Der ligger den helt forskrækket.
Det er dog ikke kun den, der bliver forskrækket. Netop nu kommer konen ind for at tage nogle penge fra pungen. Et skrig lyder, da hun opdager, at mønten mangler. Hun er helt ude af den. Hun råber op og løber rundt.
Så tænder hun alt lys i huset og leder både oppe og nede. Til sidst tager hun en kost og fejer over det hele. Kosten kan lige præcis få en finger ned i revnen til mønten, og på den måde kommer den frem igen.
’Jubii’, råber konen, og så løber hun ud af døren med mønten i hånden. Mønten er også glad for at være reddet, men den er dog forvirret over al postyret.
Konen løber rundt og kalder på alle sine veninder. De skal absolut komme og være med til at fejre, at mønten er fundet.
Netop som konerne sætter sig ved det hurtigt anrettede festbord, kommer en flok mænd ind i byen. De hører, hvad der er sket. En af dem – han hedder Jesus – beder om at låne mønten. Han fortæller: ’Ligesom kvinden har jublet over at finde mønten, sådan jubler Gud også, når han finder et af sine børn.’
Nogle tilhører og ikke mindst mønten undrer sig. ’Hvordan er man Guds barn?’ Det kan en mønt da vist ikke være.
Og nej, det kan en mønt netop ikke. Forklaringen kommer, da én spørger Jesus om, hvordan man skal forholde sig til Gud i forhold til kejseren. Han spørger: ’Hvem skal man betale skat til?’
Så holder Jesus mønten op igen. ’Hvis billede er der på den?’ spørger han. ’Kejserens’, svarer de, og Jesus siger: ’Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.’
Så bliver der snakket, men mønten hører ikke efter. Den tænker kun på, om den så slet ikke er kvindens. ’Bare fordi det er kejseren, der har lavet mig, og jeg bærer hans billede, vil jeg så altid være hans?’ Sådan må det vel være, når man er mærket af kejseren, og mønten sukker: ’Hvor ville jeg dog hellere have været et menneske og så bære Guds mærke.’
_
Efter den tid fortalte mønten ikke længere gyserhistorier, når der var mørkt og stille i pungen. Men den fortalte, hvordan Jesus havde holdt den op og fortalt om Gud. Det kan godt være, at den som mønt altid vil bære kejserens billede. Men den fik jo lov at fortælle menneskene, at de på samme måde bærer Guds billede og dermed tilhører Gud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar