For noget tid siden havde der dog været så meget uro i byen, at duen havde været forsigtig. Byen havde været fyldt med mennesker, som den er en gang imellem. Der havde været noget med en mærkelig mand, som først var blevet hyldet som en konge. Senere måtte han slæbe en tung planke ud af byen, mens soldater passede på ham. Duen havde tænkt, at med sådan en planke, så løb han vist ingen steder.
Dengang havde det slet ikke været til at være på torvet. De mange mennesker havde fyldt det hele, og der var blevet både råbt og grædt.
Da manden sammen med 2 andre havde slæbt sig ud af byen, fulgte mange mennesker heldigvis med, så der igen var kommet ro.
Duen vidste, at de, der sådan måtte slæbe de store planker, ikke kom tilbage med døde derude. Det passede duen udmærket, for så slap den for mere uro.
Men sådan var det vist ikke gået med ham den mærkelige. Efter et par dage var der blevet uro igen. Soldaterne kom flere gange om dagen, og folk snakkede. Duen havde ikke helt kunnet blive klar på, om manden var død eller ikke død derude. Den forstod dog, at nogle soldater vist ikke havde holdt ordentlig øje med ham.
Nu er der så gang i noget igen. De mænd, der står på torvet og skaber uro, er ikke oprørere, der råber om vold og død. De er heller ikke fornemme folk, der kommer kørende i deres store vogne, eller soldater, der går i lange rækker og fylder det hele.
Duen har set mændene før. Den havde dog ikke set dem hverken råbe eller forstyrret før. De havde været sammen med den mærkelige mand – ja, hørt til hans venner. Siden dengang har duen set dem flere gang listet langs murene så stille, at ikke en eneste due måtte flyve væk. De havde virket mere bange end de fleste duer.
Hvor mærkeligt, at de nu står midt på torvet og taler – ja, nærmest råber.
På torvet er folk lige så forvirrede som duen. Mændene taler ikke længere samme sprog. Det gjorde de da ellers før.
Flere folk kommer til og lytter. Også fremmede mennesker kommer, så torvet bliver mere og mere fyldt. Duen må denne gang flyve længere væk og sætter sig på et tag. Det er mærkeligt. Selv de fremmede kan forstå, hvad disse mennesker siger.
Duen kan ikke følge alt, hvad der sker. Men en af mændene holder en lang tale. Derefter gør man klar ved torvets vandkar. Flere bliver vasket. Andre går.
Som folk går, flyver duen ned for at se, om nogen har tabt lidt brød. Pludselig peger en af mændene på den og siger: ’Kan I huske?’
Duen bliver overrasket. Hvorfor peger manden på den? Den flyver lidt til siden, men ikke længer væk, end den godt kan høre.
De snakker om, hvordan en mand ved navn Jesus engang var blevet døbt. Duen kan forstå, at det må være den mærkelige mand, der dengang måske var død eller ikke død udenfor byen. Den forstår også, at dåb er det, der lige er sket med vandet.
Den hører dem også fortælle, at Jesus var blevet dykket helt ned under vandet i en flod. Da han var kommet op af vandet igen, var der kommet en due fra himlen. Den havde de set som Guds hellige ånd. De havde også hørt Gud selv sige, at Jesus var hans søn.
De snakker videre om det med Guds hellige ånd. Om hvordan de har oplevet at få kraft denne dag til at gå ud på torvet og fortælle om Jesus. De har dog ikke oplevet det som en due - men som ild.
Da duen hører det, flyver den længere væk. Hvis der er ild i dem, så skal den ikke risikere noget. Nej, den skal hverken bades eller brændes.
Siden den dag oplever duen, at nogle mennesker ser på den på en anden måde. Der bliver peget på den, og folk snakker. Derfor glemmer den aldrig den dag, hvor menneskene pludselig pegede på den og fortalte om ham Jesus og om det med Guds hellige ånd.
_
Også andre duer oplever, at folk snakker om dem. Sådan sker det også i dag. Men duer i dag ved vist ikke, at mennesker snakker om Gud og Helligånden, når de ser dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar