Måske er den ikke noget særligt, og med sikkerhed bliver den ikke til noget efter høsten ligesom kornet, der kan blive til brød. Når marken er høstet, så er den væk. Alligevel har Vorherre skabt den smukkere end nogen dronning.
Jesus står i nærheden. Da han siger: ’Se blomsten’, så behøver han slet ikke at pege. Alle ved, hvad han mener. Det gør blomsten glad, selv om den ikke går op i, hvor flot den er. Det har den jo ingen ære for. Alt er den givet af den gode Gud.
Blomsten lytter og hører, Jesus fortælle om, at dens skønhed vidner om, hvor meget Gud elsker den. Det vil blomsten give ham helt ret i. Den føler sig virkelig elsket – ja, nærmest velsignet. Og den håber, at andre må føle sig elsket på samme måde. Men da Jesus siger, at Gud elsker menneskerne med mere selvfølgelighed end blomster og fugle, så undrer den sig. ’Det kan da ikke passe.’ Kærligheden er vel altid lige stor, og der er ingen tvivl om, at den som blomst er elsket af Gud. ’Der kan kun være forskel på, om man kan mærke kærligheden og tro på det.’ Sådan er nu blomstens filosofi.
En fugl kommer flyvende hen over marken. ’Ved du mon, at du også er elsket, lille fugl?’, tænker blomsten. ’Hvis du gør, må du gerne syge om det, så verden kan høre det. Og hvis du hører, hvad jeg tænker, så syng også om mig og alt det, jeg får givet.’
_
Måske sang fuglen om det. Men ingen blomst har behov for at høre denne ene blomsts fortælling. De mærker nemlig hver og en, at de er elsket af den gode Gud. For de er givet så megen skønhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar