Nej, at hænge på stativet i solskin og blive ganske tør. Det er livet.
Fiskenettet snakker med sig selv. Nu var der endelig blevet ro. Det havde også været et hårdt døgn.
Hele natten var det blevet hevet gennem vandet igen og igen. Mændene knoklede og blev mere og mere irriterede, så selv nettet håbede, at der snart måtte komme nogle fisk. For selv om det fandt fisk slimede, så vidste det godt, at det først fik fred, når der var fanget nogle fisk. Men i nat var der bare slet ingen.
Nettet blev kastet ud, hevet gennem vandet og trukket op igen og igen lige indtil, det begyndte at blive lyst. Nettet havde været bange for, om mændene skulle rive det i stykker af bare ærgrelse. De var både trætte og sure, mens de sejlede ind til bredden igen.
Båden kom på land, og mændene begyndte at rense nettet. Men de blev ikke færdige. For en mærkelig mand kom. Med ham fulgte en mange mennesker, og stranden var pludselig helt fyldt op. Mændene fik mindre og mindre plads til at rense net på. Nettet blev irriteret. Nu var det ellers lige før, at dets drøm blev opfyldt - at komme op på sit stativ og få fred og blive dejlig tør i solen.
Og så skulle den mærkelige mand absolut gå ombord i deres båd. Mændene måtte samle nettet ind og lægge det i bunden. Der lå det våd og klam, mens manden bare stod og snakkede – og snakkede.
Så var han da vist endelig færdig, og nettet troede, at det endelig måtte komme ind på sit stativ. Men nej. Nettet hørte manden sige: ’I har jo et net i båden. Sejl ud og fisk!’
Altså. Det var ikke kun nettet, der protesterede. De havde jo været af sted hele natten, og der var ingen fisk. Mændene brokkede sig højlydt.
Men de gjorde det alligevel – altså sejlede ud. Han var en mærkelig mand, når han på dem måde kunne få folk til at gøre noget så tåbeligt.
Ud sejlede de, og ud blev nettet kaste. Pludselig var der en mængde fisk. Ad! Slimede fisk over det hele. Og det blev ved. Nettet måtte virkelig gør alt for ikke at sprænge. Meget havde det oplevet, men aldrig så mange fisk. Det ville gå galt. Hjælp!
Heldigvis kom der et par net til fra en anden båd, og så endte alle – både fisk og net hele i bådene. Selv om der næsten ikke var plads til nettet for de mange fisk, så betød det ikke noget. Nettet var så brugt og træt, at det ikke kunne tænke mere.
Sådan tænker netter tilbage, mens det hænger dejligt rent og næsten helt tør i det skønneste solskin. Der er fred og ro. Kun nogle koner går og samler fisk langs stranden. Der ligger stadig en del af alle de fisk, som var blevet fanget.
Men mændene er der ikke, og de kommer vist heller ikke igen.
Nettet kan ikke huske det hele. Men ham den mærkelige mand havde sagt noget til mændene. Noget med at de skulle fange mennesker. Nettet funderer over, hvordan det mon vil være at få et menneske i nettet – og hvor mange mon det kan have på en gang.
Det har været hårdt med de mange fisk – og klamt, men nettet er også lidt stolt. For det har slået alle rekorder for fiskefangst, som det har hørt om. Så, hvis nogen kan hjælpe med at fange mennesker, så mente nettet, at det måtte kunne gøre en forskel.
Nettet ved dog godt, at det ikke skal bruges til det med mennesker. Det er noget med, at ord skulle være som net – Guds ord. Ja, det måtte være sådan. For nettet har aldrig oplevet så mange mennesker være fanget, som netop den mærkelige mand kunne gøre med sine ord.
Som fiskenettet hænger der på sit stativ og bliver mere og mere tørt, så bliver det også lidt trist over, at det måske aldrig skal bruges igen.
Hvad nettet ikke ved er, at det bliver taget med i fortællingen. Når folk fortæller om Den Store Fiskefangst, så bliver der også fortalt, at selv om nettet var lige ved at sprænges, så havde det holdt til de mange fisk.
_
Fortællingen om Den Store Fiskefangst gik som en løbeild langs kysten, hen over vandet og op gennem tiden. Det net er blevet en helt, og derfor føler fiskenet over hele jorden en stolthed, når de hører nogen tale om den mærkelige mand, Jesus. Stadig oplever de, at folk bliver fanget af Jesu ord. De husker så, at det netop var et fiskenet, Jesus brugte som eksempel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar