Adventslyset

Et lys hænger sammen med andre lys i sin væge. Eller, det vil sige, det er først ved at blive til et lys. Ganske langsomt tager det form. Hver gang det dyppes i den varme stearin, blev det tykkere og tykkere. Smukt bliver det også, synes det selv. Det bliver lilla. Nogle hvide og røde lys hænger på rækker. De griner lidt. De er færdige, og så mener de, at et rigtigt lys skal være enten hvidt eller rødt – særligt nu, hvor julen nærmede sig.
Da det lilla lys er tykt nok, bliver også det hængt op på rækken.

Mange mennesker kommer for at købe lys, og mange siger: ’Det er vel nok en smuk lilla farve.’ Men de fleste købte nu alligevel hvide eller røde lys.
Så sker det. Fire lilla lys bliver taget ned og pakket ind. Et barn har længe stået og kikket på dem. ’Åh mor, de er så smukke.’ Selv om de plejede at have enten hvide eller røde lys, siger moren. ’Adventens farve er jo også lilla.’
Det får lyset til at tænke, mens det ligger i pakken: ’Advent? De snakker da ellers alle sammen om jul.’

Familien er samlet og lysene tages frem. ’Hvorfor er de lilla?’, spørger én. Lyset bliver lidt stødt. ’Synes de slet ikke, vi er flotte?’, tænker det.
’Sådan skal det være i år’, svarer moren. Ganske hurtigt får hun de fire lys sat smukt i en krans af gran. ’Lilla er faktisk farven, der bruges til advent’, fortsætter hun. ’Rødt og hvidt hører julen til. Og julen begynder først juleaften.’
Lyset lytter godt efter. Da det har adventens farve, så vil det også gerne vide, hvad advent betyder.
’Advent betyder, at nogen kommer. Det er en ventetid – en tid til at forberede sig’, fortsætter moren. ’Vi har 4 søndage til at forberede os til at fejre, at Jesus bliver født.’
’Åh’, tænker lyset, ’advent er ikke en fest.’
At skulle vente, det forstår lyset så ganske godt. For det venter virkelig meget på at blive brugt. Ja, det er næsten ikke til at holde ud sådan bare at stå uden at blive tændt.
Lyset kan mærke, at også børnene har det svært med at vente, når der tales om jul. Det mærkes særligt, når det handler om gaver. De voksne har også svært ved at holde ventetiden ud. Men det har mest om at gøre med alt det, de skal nå.

Men så bliver det anderledes. Familien sætter sig sammen og ser på kransen med de fire lys. Lyset kan forstå, at kransen hedder en adventskrans, og at de derfor er adventslys. Det er lidt svært for lyset at skulle være et vente-lys. Det ville meget hellere have været et fest-lys eller bare et glædes-lys.

Nu tændes en tændstik, og netop det ene lys bliver tændt. ’Nu er jeg altså et rigtigt adventslys’, tænker det. Og med ét gør det slet ikke noget, at det er et vente-lys. For det er som om, tiden står stille. Ja, der er pludselig tid til at tænke og at være, og der er både hygge og glæde. ’Som det første er jeg nu blevet tændt som tegn på, at noget kommer’, siger lyset til sig selv. ’Det er en ære – ja, en gave.’

Nok er advent ikke en fest, men lyset finder hurtigt ud af, at der i advent også er mange glæder. Der er en spænding og glæde i at vente – særligt, når man venter på noget godt.
Lyset følger med i familiens liv og hører også nogle historier om den Jesus, de åbenbart venter på. En af fortællingerne handler om, at han skal ind i en stor by. Det vælger han at gøre ved at ride på et æsel. Folk måtte have glædet sig til, at han kom, for de jublede og viftede med palmegrene.
En anden historie handler om en mand, der skulle bane vejen for ham Jesus. ’Han måtte have haft det lidt ligesom adventslyset i forhold til julelyset’, tænkte lyset.

Tiden går, og familien holder de dejlige hyggestunder hver søndag. For hver søndag, der går, bliver der tændt et lys mere. Hver gang bliver lyset, det første lys, tændt igen, og derefter et nyt - og et nyt.
Lyset kan se, at der rundt omkring kommer spændende ting frem. Lyset oplever sig selv, som den første lille flamme i noget stort. Det er mærkeligt at opleve, for samtidig bliver det mørkere og mørkere udenfor.
Lyset hører, at familien sammenlignede de flere og flere lys med naturen. Når der om foråret kommer flere og flere små blade på træerne, og frøene spirer frem af jorden, så er sommeren på vej. ’Hvis lysene er et tegn på samme måde, så må det, der kommer, være et vældigt lys’, tænker lyset. Men det kan ikke helt forestille sig, hvor fantastisk det må blive.
                                                   
Nogle dage efter, at alle fire lys er blevet tændt, sker der noget særligt. Et træ bliver sat inde i stuen, og det bliver fyldt med så mange lys, at adventslyset slet ikke kan tælle dem. Nu sker det! ’Men det er også på tide’, tænker lyset. For det er nu næsten brændt helt ned. ’Nogen må tage over, når jeg er brændt ud.’ Det tænker også, at det måske slet ikke får lov til at opleve det, der skal komme. ’Sådan er det nok at være et adventslys’, siger det til sig selv. ’Jeg må blive mindre – ja, nok helt forsvinde, når det særlige kommer til syne.’
Lyset får dog lov at opleve aftenen, hvor stuen bliver fyldt med lys og glæde. ’Så sker det endelig!’ Og adventslyset får lov at give sit sidste lille glød til glæden og festen.
_

Efter festen bliver alle de næsten nedbrændte lys samlet sammen. Der er også en lille stump af det lilla adventslys. Det tager sin fortælling med sig til omsmeltningen, og det siges, at alle stearinlys bærer dets farve og dets fortælling inde i sig. Så hvert lys uanset farve får en særlig glød, når det tændes i en adventskrans.