Og dem, vi holder af

1.

De ser ham på kirkegården, præsten med paraplyen. Han er på vej tilbage til kirken. De andre står stadig ude på kirkegården. Flaget er ved at blive hejst på hel. 

Kun præsten har en paraply.
Det regner ikke nok til, at hverken farmor eller Jens mangler deres regnjakke.
Men det blæser. Så det er godt at have lynet jakken godt op. 

Man kan også se på præsten med paraplyen, at det blæser. Han må holde godt fast, kan de se. Han holder den lidt skrå, så de kun kan se halvdelen af hans ansigt.

Jens kan dog nemt se, at det er præsten. Han har både den sorte kjole på og den hvide krave.

Jens synes, det ser lidt sjovt ud. Ja, måske lidt fjollet. Hvorfor så meget besvær med en paraply, når det næste ikke regnede?

Farmor og Jens var mødtes ved lågen ind til kirkegården. Det er nemmere at mødes der end ovre på skolen. De var på vej op forbi kirken, da Jens trækker i farmors arm og peger.
Nu står de stille på gangen kikker over mod præsten. Mon farmor også syntes, det er lidt mærkeligt? 

Præsten går udenom en lille hæk for at komme ud på deres gang. Han går hen imod dem. Bare han ikke går ind i farmor. Som præsten holder paraplyen, er Jens ikke sikker på, at han kan se ret meget.

Præstens paraplyen er sort ligesom kjolen. Jens forestiller sig, at grøn ville være pænere. Måske ikke til præstekjolen. Men grøn er Jens’ yndlingsfarve.
Eller måske skulle præsten have en af de gennemsigtige paraplyer. Så kan han se selv, når han holder den foran øjnene.
Jens husker, at pigerne i klassen har nogle med små blomster. Mon det går til præsten?

Jens må være kommet til at grine. For præsten vipper paraplyen og ser på Jens.
Så hilser han på farmor: ”Nå, så er det onsdag igen.”
De har før mødtes på kirkegården, når farmor har ’Jens-dag’, som hun kalder onsdag. 

Jens gemmer sig bag ved farmor. Han kan ikke holde op med at grine.
Det er fantasien, han ikke altid selv bestemmer over. Nu ser han for sig, hvor sjovt det vil se ud, hvis der er blomster på både paraplyen og på den hvide krave.
Og fantasien stopper ikke der.
For hvad nu, hvis præsten havde en grøn paraply, og hans hår så også var grønt?

Farmor og præsten kikker igen på Jens. Farmor smiler det smil, som også er et spørgsmål.

Farmor smiler næsten altid. Men Jens kan godt se forskel på, om det er ”hvor er du dejlig” smilet, ”du rytter selv op” smilet, ”hvad har du gang i” smilet eller ”hold så op” smilet.
Lige nu er det mest ”hvad har du gang i”, og måske lidt ”så sjovt kan det heller ikke være”.

Jens trækker vejret dybt. Han rømmer sig og spørger: ”Hvorfor går du med paraply?”
Jens forklarer, at det jo nærmest ikke regner. 

”Nå” siger præsten. ”Det er fordi, præstekraver har det som spædbørn.”
Og så forklarer han, at hverken præstekraver eller spædbørn har godt af at blive våde. Altså undtagen, når de skal vaskes.

”Og døbes” siger Jens. Han har næste lige været med sin mor og far til dåb. Det var hos moster i en anden by.
”Nå ja” siger præsten. ”Og døbes, når det gælder børn. Men ikke præstekraver.”

Jens forstår ikke helt, hvad særligt der er med præstekraven.
Præsten forklarer, at kraven er almindeligt stof, som er fyldt med stivelse. I gamle dage brugte man vist kartoffelmel. Det fik stoffet til at holde sin fine form med buer og huller.
”Hvis den bliver våd, så falder den bare sammen.” 

Jens er nysgerrig. For, hvorfor skal præsten egentlig have sådan en krave på. Den er vel mest til besvær.
Farmor mener, at sådan skal det være. For, sådan har det altid været. Og, man skal jo vide, hvem præsten er.

Jens ved ikke helt, om han tør. Men han bliver nødt til at spørge. For nok er kraven mærkelig. Men det er mere mærkeligt, at en mand går i kjole.
”Er det ikke besværligt med sådan en lang kjole?”
”Jo” svarer præsten. Og så løfter han op i den for at gå videre.

Præsten nikker til farmor og går det sidste stykke hen til kirken. Der må han løfte ekstra op i kjolen for at komme op ad trapperne. Jens kan se, at han har sorte bukser på inden under.
Måske er det ligesom, når far tager sin lange fine frakke på. Den, der hører til hans fine tøj og de blanke sko.

De gange, Jens har været i kirke, har han ikke tænkt på det med præstekjole – altså, at mænd går i kjole. Farmor kan godt have ret i, at sådan skal det bare være.
Men herude ser det altså lidt sjovt ud.

Jens tænker på de gange, han har været i kirke. Det har oftest været præsten her med paraplyen.
Engang, da Jens gik i børnehave, valgte præsten ham til at være hyrde i et kirkespil.
Det var dengang, præsten havde glemt sin præstekrave.
Jens var blevet klædt på som hyrde. Der var også andre hyrder. Nogle piger var engle, og Finn var Josef, der skulle sidde sammen med Maria. Men Finn ville altså ikke holde Jesus-dukken.

Da præsten spurgte, om alle var klar. Så måtte de fortælle ham, at han altså manglede noget. Det duede jo ikke, at præsten manglede sin hvide krave. Det var de alle enige om. 

Jens smiler, når han tænker på det. Dengang huskede han det som, at præsten nærmest var hjælpeløs. Men han var vist bare lidt fjollet.
Da de havde forklare præsten, at han manglede den hvide om halsen. Så fandt han den frem og lagde den oven på hovedet.
Nej altså, nogle af pigerne syntes, det var helt forfærdeligt. For, hvordan kunne han få den ned over hovedet.
Det var et stort problem. 

Jens kan huske, at han dengang tænkte: Hvis ikke man kan få en præstekrave på, så må præster jo være født med dem. Og så er ham her ikke en rigtig præst.
Når Jens er på badeværelset, kan han stadig tage sig i at mærke efter. Og i spejlet skal han lige se, om en krave er ved at vokse ud på hans hals. Det kunne godt være sejt.

I kirken viste det sig dog, at kraven kunne åbnes. Og præsten fik den sat rigtig på. Men Jens var nu ikke helt sikker på, om det bare var en snydekrave til en snydepræst.

Ham præsten her med paraplyen har også været præst, når de har været i kirke med skole eller til jul. Det var også ham, der var præst, da farfar blev begravet.

2.

Jens og farmor er på vej op til farfars grav. Den vej går de ofte, når farmor henter Jens fra skolen.
Om onsdagen arbejder mor længe. Så der er det farmor-dag.
Jens og farmor tid sammen indtil, storesøster kommer.
Senere kommer far og spiser med.
Mor kommer først, når Jens er klar til at gå i seng. Men så har hun fri næste morgen og kan følge Jens et stykke på vej i skole.

Jens kan sagtens selv gå til og fra skole. Når han har travle, tager han cyklen. Men han tænker bedst, når han går.
Sommetider går han sammen med nogle af de andre fra klassen. Særligt Finn er sjov at snakke med. Han kan også se, når en bil pludselig bliver til en drage.

Særligt dejligt er det dog at følges med mor til skole eller med farmor hjem fra skole. 

Når han følges med mor, spørger hun mest til hvordan, han har det. Det spørger hun også om derhjemme. Men Jens har nemmere ved at fortælle, når de går.
Når de sidder ved bordet efter maden, er det næsten en krav, at man snakker. Og det kan Jens ikke finde ud af.
Sådan er det også, når mor siger godnat ved sengen. Men når de går og ikke skal snakke, så kommer det helt af sig selv.

Med farmor er det anderledes. Hun ved en hel masse og vil gerne fortælle. Og Jens føler sig aldrig dum, når han spørger.
“Hvad man ikke ved, det ved man jo ikke”, plejer farmor at sige.
Men Jens er nu heller ikke så god til at huske. Så han kan godt spørge om noget, han faktisk godt ved.
Det tager farmor sig ikke af. 

Nu står de ved farfars grav. Jens regner på, hvor gammel han blev. 68 er mange år, synes Jens. Men sådan har farmor det ikke.
Det har de snakket om nogle gange.
Farmor ved, at Jens altid lige skal regne efter. Så hun siger i sjov: “Nej, han er ikke blevet ældre siden sidst”.

Farmor græd dengang i kirken. Men her ved graven smiler hun mest. Det minder om hendes ”du er en dejlig dreng” smil. Men alligevel lidt anderledes. Måske lidt som hendes ”nu har vi haft det sjovt, og jeg er blevet træt” smil.

Farfar var også en, der næsten altid smilede.
Jens husker, at han engang skulle forklare nogen, hvem hans formor og farfar var. Det var ikke så svært.
”Det er de to gamle, som altid kommer gående med hinanden i hånden og se glade ud.” Han var sikker på, at så vidste alle, hvem de var. 

Jens kan se dem for sig. De kommer gående på fortovet måske på vej hjem fra skoven.
Udover at besøge Jens og hans familie, så var en gåtur i skoven det, de gjorde mest.
Jens var somme tider med. Men der skete ikke så meget. De gik og kikkede. Snakkede måske lidt, men ellers var de bare.
Udover altså, når Jens kunne få farfar med på en leg.

Når de står ved graven, kan Jens godt savne farfar. Han ville gerne være med på noget sjovt. Og så kom de ofte til at grine sammen.
“Det giver så dejligt mange rynket” plejer farfar at sige. Han siger der højt for så at kikke på farmor. De var ikke helt enige om, at rynker var godt.

Engang malede Jens rynker i sit ansigt. Han synes ikke rigtigt, at de kom, selvom han smilede og grinede hele dagen.
Det var mor ikke så glad for. Han havde brugt noget af det, hun havde på badeværelset.

Men farfar fik sig helt sikker en ekstra rynke den dag. Og farmor med selvom, hun helst var fri – altså fri for flere rynker og ikke for at grine.

Jens kommer igen til at grine. 
Farmor kikker på ham. 

De sætter sig på en bænk, og så fortæller Jens om farfar og sine egne malede rynker.
De opdager slet ikke, at præsten kommer forbi. Han har ikke længer kjole på, og paraplyen har han i hånden. 

Jens spørger, om man godt må grine på en kirkegård. Det mener præsten godt, at man må. Men nok ikke alt for højt.
”Der er jo andre, som skal have ro til at mindes dem, de holder af.” 

Jens retter på præsten. ”Du må mene: dem de har holdt af.”
Jens ved godt, at præsten mener dem på kirkegården. Og de er jo døde.
Men præsten er ikke enig.
”Bare fordi vores kære er døde, så holder vi jo stadig af dem.” Præsten er overbevist om, at vore kære altid vil være levende i vores kærlighed.
Farmor smiler ”Ja, de lever her inde i hjertet.”

Jens kan godt huske, at farmor sagde det samme i kirken. Han forstod det ikke helt.
Men ja, han elsker stadig farfar.
Så måske er han inde i hjertet.
Kun kan han godt glemmer ham en gang i mellem. Eller, han husker ham ikke altid. 

Jens tænker, om farfar så er faldet ud af hans hjerte. Eller, er der måske et gemme-hjørne inde i hjertet?
Sådan kunne det godt være. Farfar kunne godt være sådan en drillepind, at han gemte sig. Men så er det jo godt, at Jens finder ham, når de som nu er på kirkegården. 

”Mormor i København siger, at de bliver til en stjerne.”
Jens fortæller, at han og mormor en aften stod på hendes terrasse og så op på stjernerne.
”Mens morfar siger, at de er nede i jorden.”

Jens kikker på præsten. Han må vide, hvad der er rigtigt.
”Tja, det kan vi vist ikke sige så meget om.”
Præsten forklarer, at vi ikke sådan rigtig ved noget. Men de forsvinder jo ikke sådan bare fra os. Vi kan huske dem og måske også få en snak med dem.

Farmor nikker. Hun snakker stadig med farfar. Det hører Jens en gang i mellem. Hvor farmor så også kan sige, hvad farfar ville mene om tingen. De har kendt hinanden i mange år.

”I mine unge dage” siger farmor, ”var jeg sikker på, at de blev til engle.”
Farmor har altid haft mange engle. Nogle har hun selv syet. Andre har hun fået, og så har nu næsten altid en engel med hjem fra ferie.
Jens husker, at farfar kunne drille hende med, at hun elskede engle mere end ham. ”Så må du jo blive en engel,” plejede hun at sige med sit ”du er dejlig og lidt dum” smil.
Måske er farfar en engel nu. 

Farfar havde ikke brug for engle. ”Jeg har jo farmor”, sagde han altid.
Jens husker, at hans fantasi en gang imellem fløj med englene til deres verden. Det var et smukt sted. Så ja, det ville være et godt sted for farfar. Når han nu ikke længere kan være hos dem.

Farmor forklarer, at som engle kan de både være helt tæt på og en gang i mellem helt væk. Hun mistede en lillesøster, da hun var barn. Hanne var en engel. Sådan husker farmor hende. Så hvorfor skulle hun ikke også være en engel nu.
Måske er det derfor, at farmor samler på engle? 

Jens kikker på præsten. Samler han også på engle, eller er det bare paraplyer? 

”Vi har faktisk fået engle på kirkegården,” siger præsten. Han peger med paraplyen over mon sognehuset.
”Engle kan både være hos os og hos Gud. Det er jo fint.” Præsten forklarer, at Jesus ikke siger ret meget om, hvad der sker med os efter døden. Kun, at der vil være gjort plads til os hos Gud. Om det så er et værelse, et englekor eller i Guds hjerte, ved han ikke.
”Men jeg er sikker på, at de altid vil være levende både i Guds kærlighed og i vores kærlighed”, siger han inden, at han går videre.
Måske skal han hen til englene. 

3

Jens vil gerne se englene. Farmor er også nysgerrig.
På plænen foran sognehuset er der sat snore op i et træ. Allerede inden, de når helt derover, kan de se nogle små hvide engle flyve rundt i blæsten.
Der er et bord og en stol. Farmor sætter sig.
På bordet er der små æsker. Der finder de både klippede engle, nogle blyanter og snor.

Der står, at det er et mindetræ. Man må gerne tage en engel, skrive et navn på, og hænge det op i engletræet.

Jens tager en engel og skriver ”Farfar”. Farmor tager den og skriver ”Otto” på den anden side. Farfar hed Otto.
Eller, han hed Jens Otto. Men han brugte aldrig andet end Otto.
Så kunne Jens jo godt få navnet ”Jens”.

”Hvad med Olde?” spørger Jens.
Oldemor ligger et andet sted på kirkegården end farfar. Hun har en hel græsplæne. Hun havde selv bestemt, at der ikke skulle være nogen sten med hendes navn på.
Når de går hjem fra farfars grav, går de ofte forbi hendes store plæne. Jens har et sted med nogle blomster i græsset, hvor han tænker, at hun er. 

Mon farmor også vil skrive Oldes navn på englen? Jens kan nemlig ikke huske det.
Jens kikker på farmor. Men hun er gået i stå. Sover hun med åbne øjne?
Jens skubber lidt til hende. ”Vi skal have skrevet.” 

Farmor sidder med en engel, men kan ikke skrive. Lillesøster Hanne er en engel, men det dur ikke med hendes navn på denne engel.
Jens spørger, hvad Olde hedder.
”Hun hed Juliane”, siger farmor.

”Måske skal vi ikke skrive flere navne.” Farmor forklarer, at Jens jo har flere oldeforældre. Det bliver for mange, og hun har ikke styr på dem på Jens’ mors side.
”Lad os hænge en op uden navn. Så kan vi med den tænke på dem alle sammen.”
Jens får dog lov at hænge både farfar Otto og den uden navn op i træet. Farmor hjælper med at få knuden til at holde.

Fra engletræet og huset er der ikke så langt hen til Oldes plæne. Så den vej går de.
De standser, og snakker lidt om Olde.
Da Jens var mindre var oldefar også med. Men det kan han ikke mere. Oldefar kan ikke huske noget. Heller ikke, hvem han selv er.
Farmor fortæller, at sådan var det også inden, at Olde blev syg.

Det begyndte med, at han ikke kunne finde hjem. Så kunne han ikke huske, hvor han var. Da han så heller ikke kunne huske hvem Olde var, foreslog de, at han skulle på plejehjem. Men det ville Olde ikke.
Hun skulle nok passe ham.
Og nej, nok kunne han ikke huske, hvem hun var. Men hun kunne godt huske, hvem han var. Han var hendes livs kærlighed, og de havde boet sammen siden, hun var 20. Dét skulle ingen lave om på.

En gang i mellem tager de ud og besøger oldefar på plejehjemmet.
Han bliver altid glad, når de kommer. Farmor er sikker på, at han stadig holder af dem, selvom han ikke kan huske, hvem de er. Og ja, de kan jo godt huske, hvem han er. 

Jens har haft svært ved at forstå, at oldefar ikke kan huske. Særligt, når han bliver så glad for at se dem.
En dag havde Jens glemt sin pose med Lego, som han altid havde med ud til oldefar. Da de stod udenfor døren, smuttede han lige tilbage for at hente.
Oldefar blev igen glad. Men han kunne slet ikke huske, at de lige havde været på besøg.
Jens prøvede at forklare. Men det hjalp ikke. Og så kom far ind og hentede ham.  

På vej videre hen til farfar kommer de forbi et sted med mange blomster.
Gennem hele sommeren har der været mange forskellige blomster. Nu er der kun nogle med små blomster tilbage. Der er flest blå men også nogle i en rød nuance. Farmor siger, at det er høstasters. De kan stå næsten helt ind til vinter.

En af dem på kirkegården kommer forbi.
”I må gerne stadig plukke til graven,” siger hun. De har mødt hende før, og hun har sagt det næste hver gang.
Det kaldes en kirkehave. Damen er en af dem, som passer blomsterne. Farmor og Jens har også mødt en af de andre frivillige. 

Jens vil gerne plukke nogle blå blomster til farfar. Men farmor synes, de er pænest, hvor de står. Derhjemme vil hun også helst set på blomsterne ud gennem vinduet. Mens farfar gerne ville plukke og tage med ind. 

Farmor og Jens bliver også i dag enige om, at Jens må finde en blomst. Men det skal være en, som er ved at være færdig med at blomstre. De andre kan de måske se på igen næste onsdag.

Gennem sommeren har Jens plukket forskellige blomster og lagt på farfars gravsten. Han plukker altid med så lang en stilk, at der også er et blad. For grøn er jo hans yndlingsfarve. 

Han har spurgt farmor, hvad farfars yndlingsfarve var. Men det kan hun ikke sige. ”Han elskede alle farver,” siger hun, mens hun rystede på hovedet.
”Han kunne godt male tre forskellige farver på en reol, og vise det stolt frem.” Men så blev det også malet hvid eller grå bagefter. For, farmor kunne ikke have det rod.

I haven måtte han dog blande blomsterne alt det, han ville. Det var hans sted. Selvom at hun godt kunne blive overrasket, så blev hun også glad. For, det var altid smukt.
Når Jens så blomster og særligt, når han så blomster sammen med farmor, så huskede han også nemt farfar.

Farfar malede gerne reolen med de forskellige farver over med gråt eller hvidt, når det nu gjorde farmor glad. Og da særligt, når hun lovede en friskbagt bolle.
For, var der noget, som farfar elskede mere end farver, så var det lune boller. 

Farmor sætter sig på bænken, mens Jens får lagt blomsten det rigtige sted.
”Vi skal huske at have smør med hjem.”
Så ved Jens, at der er friskbagte boller på vej. Han har det som farfar - elsker boller. Og er de stadig lune, skal der kun smør på.

4

Jens er klar til at komme hjem. Men farmor mener, de godt kan vente lidt. Bollerne må gerne hæve lidt mere inden, de skal i ovnen.

Farmor har altid været glad for at bage. Og hun ved, hvor meget Jens holder af nybagte boller. Er de stadig lune, skal hun være sikker på, at der er smør nok. For så skal Jens kun have smør og godt med smør på. Der har han lært af farfar. 

Der ved farfars grav kan Jens og farmor godt more sig over, hvad farfar gjorde. Også over, at Jens gør nogle af de samme ting.
De elskede begge æblekage med rigtige murkroner og flødeskum. Hvis farmor lavede den med græsk yoghurt, tog farfar gerne en bolle mere. 

Når bollerne ikke var nybagte og lune, så kunne han godt tage både ost og marmelade på. Sommetider gemte han marmeladen under osten. Han påstod, at så kunne han spare smørret. Men det glemte han vist – altså det med ikke at tage smør på. 
Så kunne farmor trække ham blidt i kinden eller klappe ham på maven og sig: ”Det, du glemmer, sætter sig vist her.”

Engang havde farfar været stærk og meget aktiv. Så de mange boller med både smør, marmelade og ost satte sig ikke.
Men det kan Jens ikke rigtig huske.

Farfar fik problemer med knæet og vist også noget med hjertet. Så han kunne ikke klare det vilde som f.eks. fodbold.
Farfar var god til fodbold som ung. Så Jens måtte lovet farmor, at det ikke blev for vildt, når de fandt bolden i haven. For, når først bolden blev spillet, kunne farfar godt glemme sit dårlige knæ.

En gang endte det med, at både far og farmor måtte ud og hjælpe ham ind. Efter det gik de over til selv at opfinde lege. Farfars fantasi kunne sommetider være mere mærkelig end Jens’.

Åh, Jens kan godt savne farfars fantasi.
Dét måtte han sige til farmor.
Han siger ikke så tit, at han savner farfar. For Jens er bange for, at farmor så bliver ked af det.
Når de har delt en af de gode historier – og grint. Så får hun det smil, som Jens har kaldt ”det var en dejlig tid” smil.

Jens bestemmer sig for at fortælle om de sjove ting, de fandt på.
Farmor griner og siger, at hun også savner hans skøre planlægning af blomster.

Når Jens var med farfar i deres have, gik det mere stille for sig end hjemme hos Jens. Der havde farfar alle sine blomster, som Jens var med til at plante og flytte.
Farfar kendte navne på dem alle og vidste alt. Både hvor høje de blev, hvilken farve de fik og, hvornår de blomstrede. 

Inde på farfars kontor lavede han planer og tegninger. Det var mest om vinteren, hvor han lavede en årsplan. Det var tegninger lige fra tidligt forår over sommer til sidst på efterår. Planen var, at haven skulle være et maleri, som langsomt ændrede sig.
Årsplanen holdt dog aldrig. Farfar fandt altid på noget nyt.

Jens kunne godt li at være med på farfars kontor. Han var med til både at planlægge og få lagt farver på.
Hver gang, der blev lavet en ændring, vidste Jens, at de næste gang nok skulle ud og flytte rundt på planter. Med farfars dårlige knæ, var Jens til stor hjælp. 

Når de var i gang med en ny plan, kunne farfar godt spørge, hvad Jens synes. Men mest spurgte han: ”Hvad tror du, farmor bliver mest overrasket over?” 

Udover alle hans tegninger var der også mange bøger på farfars kontor. Der var også en computer. Men den havde farfar det lidt svært med. Jens måtte ofte hjælpe ham med at søge.
Farfar havde fundet ud af, at det var nemmere at finde ting på nettet end at gå på biblioteket.

Lidt spil havde Jens også fået installeret. Farfar elskede at spille. Så Jens prøvede at lære ham nogle af dem, som var nemmest. Men god blev han aldrig – altså til spil på computeren. Helt anderledes var det med hans egne spil.
På kontoret var der en hel reol med spil.

Jens kunne næsten få farfar til alt. Det kunne far og farmor også. Men når de spillede, så gav farfar sig ikke med vilje.
Han var virkelig ikke god til at tabe.

Farfar sagde om sig selv, at han havde en særlig spillemoral. Han ville gøre alt for at vinde. ”Altså undtagen at snyde” holdt han fast ved. Og han mente det. Regler skulle holdes, og der skulle være orden i tingene.
Lige der kunne farmor gøre ham lidt irriteret, når hun sagde ”du mente, undtagen at blive taget i at snyde.” 

Farmor kunne også godt li at spille. Men det var mere for hyggen skyld.
Jens spørger, om de ikke skal spille det nye 5 på stribe, når de kommer hjem. Det kan de nå, mens bollerne er i ovnen. Han ved, at når bollerne er klar, så kommer storesøster. Og så er det slut med farmor-Jens tid

Farmor er med på det nye spil. Men så må de nok også komme afsted.
Jens skal dog lige fortælle noget. Han kom i tanke om det, da præsten gik ind i kirken med sin paraply. 

Engang havde farfar været sammen med Jens til en gudstjeneste med spisning bagefter.
Jens havde hørt om det eller set en plakat ved kirken. Da hverken far eller mor kunne, så var farfar taget med.
Ved gudstjenesten havde præsten arrangeret en leg inde i kirken inden, at han fortalte en historie.
De skulle være levende legoklodser.
Farfar havde bagefter pralet med, hvor god han havde været til legen. Han var jo lige så stiv som en legoklods. 

Da Jens hørte, at de skulle i kirken for at sige farvel til farfar, havde han tænkt, om præsten måske ville finde på en leg.
Det kunne farfar godt være med på de. Altså hvis ikke lige, at han lå i kisten.
Han plejede nu også at kunne more sig over at se andre have det sjovt.

På vej til kirken, håbede Jens dog, at præsten ikke havde fundet på en leg.
Det kunne have været sjovt, og farfar ville have været med på det. Men Jens havde den dag slet ikke lyst til, at noget skulle være sjovt. 

De skulle heller ikke lege - kun synge som altid. Jens kendte to af sangene, mens farmor kendte dem alle. Hun, far og mor havde aftalt det med præsten.
Jens havde været med hos farmor den dag. Men han ville helst være inde på farfars værelse med sin computer.
Han fik dog ikke spillet noget. Han sad og kikkede på en af de mange planer for haven, som ikke var blevet færdig. Der manglede farve på de fleste af blomsterne. 

Mens har fortæller farmor om det, får Jens en ide. En god ide, så han vil i gang med, når de har fået spist boller. Så kan storesøster for farmor-tid. 

Farmor spørger, hvorfor han dog ikke har fortalt om det at lege i kirken noget før. Men Jens synes, det var for mærkeligt. Han var også lidt flov over at have tænkt sådan.
Naturligvis skal der ikke leget ved en begravelse.
Men helt trist, var det nu ikke.
Udover at snakke om Gud så fortalte præsten noget om farfar. Også noget, så alle kom til at grine.
Man kan godt både grine og græde på en gang.

Det kan farmor godt huske. Det er dejligt med minder. Også, at farfar kunne være lidt stædig.
Jens kikker spørgende. 

”Kan du ikke huske?” Hvis der er nybagte boller og ingen smør i køleskabet. Så gik den stædige mand ned efter smør inden, vi kunne sætte os og få en kop kaffe. Han kunne også finde på at gå, hvis han mente, at der ikke var smør nok.
”Men jeg ventede nu ikke altid” smilede hun.

Farmor rejser sig. ”Der er smør, der skal købes. Og boller der skal bages.”
”Ja, og en spil, der skal spilles,” nikker Jens og siger ikke noget om sin idé.
Han har nemlig bestemt sig for at lave paner for blomster i farmors have. 

Når farfar ikke længere kan give hende overraskelser, så kan Jens. For, hvis farfar er inde i ham, så må hans fantasi også være der. Med den skal det nok blive godt – og sjovt.
Jens giver en lille glad hop ved tanken. Farmor kikker, og smiler så sin ”hvad mon du har fundet på” smil. Den, som hun ellers kun plejer at se på farfar med.

Som en sten - nytårsfortælling 2022-23

 

Solen skinner. Det lufter lidt.
Havet er næsten helt blank.
Den unge pige kommer ned til stranden.
Hun halter lidt.

m: ”Du er morgenfrisk!” siger den gamle mand.

Han sidder på en træstamme. 

p: ”Man skal jo have lidt frisk luft,” siger hun.

Hun sætter sig ved siden af ham.

p: ”Du får lidt sol.”

m: ”Man skal jo have nogle D-vitaminer.”

p: ”Tjah, men en dag skal vi dø alligevel.”

m: ”Jo...men alle de andre dage skal vi ikke.”

m: ”Du halter?”

p: ”Jeg sprang ud fra anden sal.”

m: ”Det var dumt.” 

p: ”Huset brændte. 
   Jeg var kun fire, så jeg husker ikke ret meget. Men de siger, at jeg kunne have været død.”

p: ”Min mor havde glemt at slukke et stearinlys. Jeg løb op. Vi havde værelse på anden sal. Jeg var kravlet op i vinduet. Min morfar råbte, at jeg skulle springe. Han lovede at gribe mig, men jeg kunne ikke se ham. Det gør ikke noget, sagde han. Jeg kan se dig. Spring!” 

m: ”Og så sprang du?”

p: ”Ja. Min morfar har altid være en, man kunne stole på.”

m: ”Og han greb dig?”

p: ”Ja. Men han kunne ikke holde mig. Så jeg brækkede benet.”

p: ”Men han reddede mig. Jeg kom vist som en raket med hoved først. Det havde ikke været godt   direkte ned på fliserne. Alt i huset brændte, så at blive der havde heller ikke været godt. Bagefter flyttede vi til en stuelejlighed, og jeg fik mit eget værelse.”

m: ”Det var godt tænkt af din morfar sådan at få dig ud.”

p: ”Han siger, at Gud hjalp ham. Han tror meget på Gud. Eller kom måske til det den dag.” 

p: ”Han fortæller gerne om, at jeg sprang, fordi han råbte: ”Spring!” Det gik jo godt, plejer han at grine. Min mor synes ikke, det er sjovt at huske på. Men morfar er en glad mand. Og så siger han, at han springer ud i livet hver dag, fordi han hører, at Gud siger ”Spring!””

p: ”Jeg vil godt være glad, lige som ham. Men det er nok nemmere, når man er gammel.”

m: ”Lad os gå en tur langs stranden. Man tænker så godt, når man går. Vi kan også fint snakke videre.”

De rejser sig.
Fra det gamle væltede træ går de igennem en bunke strandsten.
Den gamle standser, kikker ned og roder lidt med en finger.
Alle stenene er runde og glatte. 

m: ”Jeg tager altid en sten i lommen, når jeg går en tur langs stranden.”

Han tager en op i hånden, finder en mere, og vælger så en tredje.
Pigen finder også en. Den er flad men rund og næsten blød at have i hånden.
Den gamles ser blå ud. Hendes er rød. Der er vist også lidt gyldent.
De er tørre, lidt beskidte og grå af salt.
Det er længe siden, vandet har været så højt oppe på stranden. Det har heller ikke regnet i nogle dage.

p: ”Det er svært at se, hvordan de egentlig ser ud.”

m: ”Ja, de gemmer på en hemmelighed,” siger den gamle med eftertanke.

Han børster lidt sand af og putter sin i lommen.
Pigen beholder sin i hånden på vej ned til vandet. Hun holder den op i solen, men det hjælper ikke ret meget. Så putter hun den i lommen. 

Vandet er så stille, at de kan spejle sig i det.

p: ”Tror du på Gud,” spørger pigen.

De står stadig ved vandet. De kan se hinandens ansigt i vandet.
Pigen kommer til at grine. Hun plejer at se sig selv i et spejl, så det er som altid. Men den gamle ser sjov ud. Hans næse er skæv. Det havde hun næsten glemt. I vandet ser det helt forkert ud, når næsen er skæv til den forkerte side.

m: ”Gud er her,” siger den gamle.

Pigen kikker spørgende på ham.

m: ”Når det gode sker, er Gud med. Som nu. Vi kender ikke hinanden, men vi kan godt være sammen.    Og du kom til at grine. Vi skaber noget sammen.”

De går i sandet med retning mod solen. Den er bag en lille sky.
Pigen går længst ude ved vandet. Hun hopper, når en bølge kommer for tæt på.

p: ”Jeg har ikke så meget brug for Gud her, når vi går sammen. Sommetider er jeg ensom. Det kan være svært.”

m: ”Ja, man kan også føle sig alene, selvom man er sammen med andre på et plejehjem.”

Pigen kikker, men spørger ikke.

m: ”Men jeg er aldrig ensom. Jeg tror, Gud altid er med mig. Som en god ven.”

Solen kommer frem igen. Dens lys er stærkt, så de vender sig.

På vej tilbage følger de deres egne fodspor. Nu blæser det lidt, så sporene er ikke lige tydelige alle steder. Vandet er også kommet længere op. Så mange steder er kun den gamles fodspor tilbage. 

p: ”Jeg kan godt li’, at mine fodspor forsvinder.”

m: ”Vil du ikke sætte spor?”

p: ”Jeg dur ikke rigtig til noget.”

m: ”Jeg er også gammel og grå. Derfor tager jeg en sten med, når jeg går. Den er grå som mig men   gemmer på noget spændende.”

De er nået tilbage til træstammen. Den gamle sætter sig. Han er træt.
Han tager sin sten frem. Han tager også en flaske vand frem.

m: ”Det her glæder jeg mig altid til. På hele gåturen forestiller jeg mig, hvordan dagens sten mon ser ud.”

m: ”Nu skal du se.”

Den gamle hælder vand på stenen.
Den bliver blank og nærmest skinnende. Den stråler i mange farver.
Pigen tager også sin frem. Hælder vand på. 

p: ”Hvor er den smuk!”

m: ”Sådan vil jeg gerne se mennesker. Jeg tror, alle rummer meget smukt.”

Han ser ind i hendes smilende ansigt og nikker. 

m: ”Ja, se bare dig.”

Hun griner. 

p: ”Du er stadigvæk gammel og grå. Men det er dejligt at tænke på.”

m: ”Jeg tænker, at sådan ser Gud os. Vi er ikke uden værdi, selvom vi godt kan være snavsede og grå.” 

Pigen kikker på sin sten. 

p: ”Det er svært at tro.”

m: ”Hvad tænker du?”

p: ”Det er svært at tro, at jeg skulle rummer så meget smukt og godt. Jeg er bare grå og får aldrig 12.”

Den gamle smiler. 

m: ”Jeg ser det nu helt tydeligt. Fuld af liv og farver. Også med revner, ja ja, og slet ikke fotomodel-perfekt. Dét er jo helt perfekt. Er det ikke?” 

Julesangen

I juletræet sidder en lille fugl. Det er en spurv. Den sidder lidt nede, som den gør hver jul. Den er noget af træets ældste pynt, og for familien er den helt speciel. Ingen ved, hvor den kommer fra eller hvor længe, den har hørt til julepynten. Den er der bare. Det betyder heller ikke så meget, når altså bare den sidder på sin gren. For kun sådan bliver det jul – altså rigtig jul.
Fuglen er egentlig ikke noget særligt, og dog alligevel! Den har nemlig en hemmelighed.

Det er juleaften, træet er pyntet og tændt. Spurven sidder på sin gren og nyder glæden, der er omkring træet. Selv om den er lavet af glas og fjer, så er den alligevel begyndt at blive levende. Sådan sker det hvert år denne ene aften. Det er på samme måde som med julestemningen. Den kommer ganske stille, og så er den der bare.
Der på grenen sidder den og bliver mere og mere fyldt af liv, mens den suger glæden til sig. Den oplever at få livet givet. Ja, den oplever, hvordan julestemningen med sang, hygge, lys og gaver i løbet af aftenen næsten får den fyldt for meget, så der bliver et overtryk af livet. Og når aftenen er ved at være til ende - når tiden nærmer sig for, at Vor Herre blev født engang for længe siden, så sker det underfulde. Det er som om tiden pludselig står stille, mens før og nu samtidig går i ét. Ja, det hellige sker igen, og julesangen lyder som englenes sang over markerne ved Betlehem. Det er spurven, den lille glasfugl på træet. Den får netop denne aften lov at være et ekko fra den hellige nat.
_

Sådan sker det hver en julenat. Nogle tror, det er lyden af julemandens kane. Men det er de små fugle, der sidder rundt på alverdens juletræer, der lader julesangen lyde som englesang om et barn på krybbestrå – et barn, der var Guds søn på jord.

Glaskuglen

’Hvor er jeg dog smuk’, tænker glaskuglen ved sig selv, da det bliver mørkt, og den i vinduet kan se sig sammen med al det andet pynt på træet. ’Jeg kan godt forstå, at de andre altid kikker på mig.’
Den ved ikke, at de andre mest kikker på den for at se sig selv.

Julen nærmer sig, og alt pynten er hentet frem fra gemmerne og taget op af kasserne. Det er for glaskuglen som at blive vækket af en lang søvn. For når den ligger i kassen, og det er ganske mørkt, så går tiden i stå. Ja, så er det som om, den slet ikke lever. Kun når der er lys omkring den, oplever den sig som levende.

Når den drømmer, er det om at rumme det reneste guld. For når stearinlysenes stråler rammer den, så får den et gyldent skær. Den føler næsten, at den så er det fine guld, som den hvert år hører om i den gamle fortælling. Og den genkender følelsen, som netop det guld måtte have haft, når et barn med glæde og iver smiler til den og jubler.
Sommetider fortæller den sig selv den gamle fortælling med særlig vægt på det med gaverne og guldet:
’Det skete, dengang alle mennesker skulle tælles. Da kom Maria og Josef til Betlehem, og Maria skulle føde sit barn. Der var bare ingen steder, de kunne være. Så det endte med, at hun fødte sin søn i en stald.
På besøg kom der først nogle hyrder fra markerne omkring Betlehem. En engel havde fortalt dem om barnet – at det var en kongesøn.
Der kom også nogle vise mænd fra øst, og de havde gaver med. Den ene havde guld med, som en klar stjerne fik til at skinne i den mørke stald. Drengen Jesus jublede, da han så guldet. Og forældrene smilede, da de så det glade ansigt i guldets spejl.’
Glaskuglen ved dog godt, at den ikke er af guld. Men den føler sig som det guld, der fik barnet til at juble.

Glaskuglen kan godt se, når det enten er far eller mor, der står sammen med barnet. De smiler også. Måske er det, fordi de kan se sig selv i barnets ansigt.
’Sådan har barnet i Betlehem måske også haft det’, tænker glaskuglen. Guds træk måtte kunne være at se i guldets spejlbillede.
Sådan tænker glaskuglen også om de børn, den får lov at være spejl for. Der er også noget guddommeligt over dem i det gyldne skær. For glaskuglen kan netop, fordi den er en kugle, rumme lys fra alle sider. Det gyldne skær fra stearinlysene bliver i den blandet med det ansigt, der spejlede sig.
’Det er min særlige gave til verden’, tænker glaskuglen, ’og det er min opgave at give, når jeg får lov at hænge på selveste juletræet. Menneskene skal ikke bare se sig selv, men også se, at de er Guds.’
Men egentlig er det en gave, den får givet, da den er skabt rund, og fordi de levende lys på juletræet fylder den med et gyldent skær.
_

Det lille nummer sker i hver en glaskugle – særligt juleaften. Stearinlysene giver - som et guddommeligt lys - et gyldent skær, så vi i glaskuglens spejl får lov at se, at også vi er Guds elskede børn.

Stjernen

Den lille stjerne bliver næsten helt væk i mængden, og den føler, at de andre slet ikke ser den. Den bliver med sikkerhed heller ikke set af nogen nede fra jorden.
Men selv kan den fint se, hvad der sker. Den følger godt med - særligt i, hvad menneskene laver på jorden. Den finder det spændende.
Nu er det igen det tidspunkt på året, hvor den særligt følger med. Den kan se, hvordan der bliver hentet træer, som stilles op inde i husene. Og der sættes en stor stjerne i toppen. Der kommer også andet pynt på træerne bl.a. mindre stjerner. Det gør den lille stjerne glad, for så må der også være plads til en som den. Men den store topstjerne er vigtigst.
Derefter så samler menneskene sig om træet. De har gaver med, som de ligger under træet. Den lille stjerne kan ikke forestille sig andet end, at gaverne bliver givet til den store topstjerne. Og den lille stjerne bliver helt varm ved tanken. Den store stjerne i toppen bliver virkelig fejret.
Den lille stjerne er lidt misundelig. Den vil også gerne fejres og have gaver. Men det skal man nok være en stor og flot stjerne for at opleve.

Sådan sidder den og tænker, da det forfærdelige sker. Ja, det sker hvert år, men den lille stjerne oplever det alligevel som et chok. Menneskene tager gaverne igen – alle gaverne!

’Men de har jo lige givet dem til stjernen. Det gør man da ikke!’
Den lille stjerne kommer til at sige sine tanker højt, så en større stjerne i nærheden hører det.
’Hvad er du sur over?’ spørger den. Og så fortæller den lille stjerne, hvad den lige har set ske.
’Jamen ved du slet ikke, hvorfor de gør det? Kender du ikke fortællingen?’
’Nej’, siger den lille stjerne, mens den forsøger at holde en stjernetåre tilbage.
’Så skal jeg fortælle den.’
                                                                                                                                                                 
Den større stjerne begynder at fortælle:
’Der var en gang en kæmpe stjerne – større end nogen stjerne har været både før og siden.’
’Den kunne nok rigtig ses fra jorden’, siger den lille stjerne. ’Det vil jeg også gerne kunne.’
’Jo, den kunne ses fra jorden. Det kan du tro’, siger den større stjerne og fortsatte:
’Særligt blev den set af 3 vise mænd. De havde brugt hele livet på at kikke stjerner. De mente, at vi stjerner kan fortælle dem vigtige ting. Og det var netop, hvad den store stjerne kunne. Den blev nemlig skabt for at fortælle, at et særligt barn var blevet født på jorden.’
’Et barn?’, spørger den lille stjerne. ’Sådan en ganske almindeligt lille baby?’
’Ja’, siger stjernen. ’Selv et ganske lille barn kan være noget særligt. Og dette barn var Guds egen søn.’
’Øj’, siger den lille. ’Mener du Gud, der har skab alt? Så kan sådan en lille stjerne som mig heller ikke være ligegyldig.’
’De 3 vise mænd brugte stjernen til at finde frem til barnet’, fortsætter stjernen sin fortælling. ’De fandt det ude i en stald, og der gav de barnet deres gaver.’
’Så gives gaverne altså slet ikke til stjernen?’ spørger den lille.
’Nej’, forklarer den større stjerne. ’Gaverne gives til det lille Jesusbarn.’
’Så er det altså heller ikke stjernen, der er i centrum, når menneskene samles om træet med stjernen i toppen’, tænker den lille stjerne ved sig selv.
’Når gaverne gives til Jesusbarnet’, spørger den lille, ’hvorfor tager menneskene dem så igen?’
’Jo, det fortælles, at Jesus som voksen skulle have forklaret, at hvad mennesker gerne vil gøre mod ham eller mod Gud, der skal de lade andre få glæde af. Han skulle have sagt: ’Hvis I vil gøre noget for mig, så skal I gøre det for en anden, og hvis I vil give mig noget, så skal I give det til de fattige.’

Den lille stjerne tænker lidt over det. ’Så er den store stjerne et tegn på, at man fejrer Jesu fødsel og er samlet det rigtige sted.’
Da den lille stjerne igen kikker ned på jorden, ser den ind i en stue, hvor der kun står et lille træ med en lille stjerne i toppen og nogle få lys. Den ser også, at der slet ingen gaver er under træet. Nogle få mennesker samles om træet. De ser glade ud, selv om de kun har et lille træ med en lille stjerne og ingen gaver.
Der er også et mindre barn. Den lille stjerne får sådan en lyst til at sende det barn en særlig gave. Den anstrenger sig virkeligt for at sende sit lys lige derned. Da ser barnet ud af vinduet og op mod stjernen. Stjernen ser et glimt af lys i barnets øje – og ser barnet smile.
Den lille stjerne bliver helt stille. Det smil var som den bedste gave, den kunne få. Og stjernen bærer smilet med sig videre som en særlig skat.
Pludselig er drømmen om at blive en stor og synlig stjerne væk ligesom drømmen om at få gaver. For den har fået lov at være et glimt i et barns øje. Større gave kan den ikke forestille sig findes. Og så fik den oven i købet et smil tilbage.
_

Den lille stjerne fortæller gerne andre stjerner om det fantastiske, den har oplevet. Særligt de små stjerner lytter efter. Prøv at se på nattehimlen – særligt ved juletid – så kan det være, at også du rammes af en stjernes særlige glimt. Og som stjernen aldrig glemte glimtet og smilet, sådan ved jeg, at barnet heller aldrig glemte det.

Adventslyset

Et lys hænger sammen med andre lys i sin væge. Eller, det vil sige, det er først ved at blive til et lys. Ganske langsomt tager det form. Hver gang det dyppes i den varme stearin, blev det tykkere og tykkere. Smukt bliver det også, synes det selv. Det bliver lilla. Nogle hvide og røde lys hænger på rækker. De griner lidt. De er færdige, og så mener de, at et rigtigt lys skal være enten hvidt eller rødt – særligt nu, hvor julen nærmede sig.
Da det lilla lys er tykt nok, bliver også det hængt op på rækken.

Mange mennesker kommer for at købe lys, og mange siger: ’Det er vel nok en smuk lilla farve.’ Men de fleste købte nu alligevel hvide eller røde lys.
Så sker det. Fire lilla lys bliver taget ned og pakket ind. Et barn har længe stået og kikket på dem. ’Åh mor, de er så smukke.’ Selv om de plejede at have enten hvide eller røde lys, siger moren. ’Adventens farve er jo også lilla.’
Det får lyset til at tænke, mens det ligger i pakken: ’Advent? De snakker da ellers alle sammen om jul.’

Familien er samlet og lysene tages frem. ’Hvorfor er de lilla?’, spørger én. Lyset bliver lidt stødt. ’Synes de slet ikke, vi er flotte?’, tænker det.
’Sådan skal det være i år’, svarer moren. Ganske hurtigt får hun de fire lys sat smukt i en krans af gran. ’Lilla er faktisk farven, der bruges til advent’, fortsætter hun. ’Rødt og hvidt hører julen til. Og julen begynder først juleaften.’
Lyset lytter godt efter. Da det har adventens farve, så vil det også gerne vide, hvad advent betyder.
’Advent betyder, at nogen kommer. Det er en ventetid – en tid til at forberede sig’, fortsætter moren. ’Vi har 4 søndage til at forberede os til at fejre, at Jesus bliver født.’
’Åh’, tænker lyset, ’advent er ikke en fest.’
At skulle vente, det forstår lyset så ganske godt. For det venter virkelig meget på at blive brugt. Ja, det er næsten ikke til at holde ud sådan bare at stå uden at blive tændt.
Lyset kan mærke, at også børnene har det svært med at vente, når der tales om jul. Det mærkes særligt, når det handler om gaver. De voksne har også svært ved at holde ventetiden ud. Men det har mest om at gøre med alt det, de skal nå.

Men så bliver det anderledes. Familien sætter sig sammen og ser på kransen med de fire lys. Lyset kan forstå, at kransen hedder en adventskrans, og at de derfor er adventslys. Det er lidt svært for lyset at skulle være et vente-lys. Det ville meget hellere have været et fest-lys eller bare et glædes-lys.

Nu tændes en tændstik, og netop det ene lys bliver tændt. ’Nu er jeg altså et rigtigt adventslys’, tænker det. Og med ét gør det slet ikke noget, at det er et vente-lys. For det er som om, tiden står stille. Ja, der er pludselig tid til at tænke og at være, og der er både hygge og glæde. ’Som det første er jeg nu blevet tændt som tegn på, at noget kommer’, siger lyset til sig selv. ’Det er en ære – ja, en gave.’

Nok er advent ikke en fest, men lyset finder hurtigt ud af, at der i advent også er mange glæder. Der er en spænding og glæde i at vente – særligt, når man venter på noget godt.
Lyset følger med i familiens liv og hører også nogle historier om den Jesus, de åbenbart venter på. En af fortællingerne handler om, at han skal ind i en stor by. Det vælger han at gøre ved at ride på et æsel. Folk måtte have glædet sig til, at han kom, for de jublede og viftede med palmegrene.
En anden historie handler om en mand, der skulle bane vejen for ham Jesus. ’Han måtte have haft det lidt ligesom adventslyset i forhold til julelyset’, tænkte lyset.

Tiden går, og familien holder de dejlige hyggestunder hver søndag. For hver søndag, der går, bliver der tændt et lys mere. Hver gang bliver lyset, det første lys, tændt igen, og derefter et nyt - og et nyt.
Lyset kan se, at der rundt omkring kommer spændende ting frem. Lyset oplever sig selv, som den første lille flamme i noget stort. Det er mærkeligt at opleve, for samtidig bliver det mørkere og mørkere udenfor.
Lyset hører, at familien sammenlignede de flere og flere lys med naturen. Når der om foråret kommer flere og flere små blade på træerne, og frøene spirer frem af jorden, så er sommeren på vej. ’Hvis lysene er et tegn på samme måde, så må det, der kommer, være et vældigt lys’, tænker lyset. Men det kan ikke helt forestille sig, hvor fantastisk det må blive.
                                                   
Nogle dage efter, at alle fire lys er blevet tændt, sker der noget særligt. Et træ bliver sat inde i stuen, og det bliver fyldt med så mange lys, at adventslyset slet ikke kan tælle dem. Nu sker det! ’Men det er også på tide’, tænker lyset. For det er nu næsten brændt helt ned. ’Nogen må tage over, når jeg er brændt ud.’ Det tænker også, at det måske slet ikke får lov til at opleve det, der skal komme. ’Sådan er det nok at være et adventslys’, siger det til sig selv. ’Jeg må blive mindre – ja, nok helt forsvinde, når det særlige kommer til syne.’
Lyset får dog lov at opleve aftenen, hvor stuen bliver fyldt med lys og glæde. ’Så sker det endelig!’ Og adventslyset får lov at give sit sidste lille glød til glæden og festen.
_

Efter festen bliver alle de næsten nedbrændte lys samlet sammen. Der er også en lille stump af det lilla adventslys. Det tager sin fortælling med sig til omsmeltningen, og det siges, at alle stearinlys bærer dets farve og dets fortælling inde i sig. Så hvert lys uanset farve får en særlig glød, når det tændes i en adventskrans.

Det mindste frø

Åh, det var så lille, det frø. Det lå og blev helt væk mellem alle de andre. ’Jeg bliver vist aldrig til noget’, tænkte det. ’De andre maser mig, og hvad kan jeg egentlig, når jeg er så lille?’ Og så blev den væk i jorden.
Der var mørkt og koldt og fugtigt. Frøet blev blødt, og det troede, at det skulle dø. Men inde i det skete der noget. Der var en kraft, som bare ville ud. Det spirede og voksede op af jorden og blev mødt af dejlige, varme solstråler.

Nu står der en stor sennepsplante på marken sammen med mange andre planter. Der er sket en forvandling. Der er ikke længere et lille frø men en stor plante. Ja, faktisk er sennepsplanten større end alle de andre.
Lige nu er sennepsplanten dog en af de få, der stadig står op. Der er nemlig kommet nogle – ja mange mennesker, og de har trampet de fleste af de mindre planter ned.
Ikke bare står planten der endnu, men nogle fugle er endog kravlet ind i dens krone for at gemme sig for menneskene.

Sennepsplanten står, så den fint kan følge med i, hvad der sker.
En mand, der hedder Jesus, står og snakker. Pludselig peger han på sennepsplanten. Den giver et lille hop. ’Se planten der’, siger han. ’Den kommer af et ganske lille frø.’
Sennepsplanten kan godt huske hvor lille, den følte sig som frø. Den kan huske, at den var bange for at blive væk mellem alle de større frø. Den husker også, hvordan den havde troet, at den aldrig ville blive til noget. Nu står den her på marken større end de andre. Det er lidt af et mirakel, synes den.

’I spørger om at få en større tro’, siger Jesus og går hen til sennepsplanten. ’Hvis I bare har en tro som et sennepsfrø, så kan I sige til et træ, at det skal tage sine rødder med sig og flytte ud i havet. Og det vil gøre det.’
’Se på planten her’, fortsætter han. ’Den kommer af det mindste frø af alle. Og se hvor stor den er blevet.’ Han løfter lidt op i kronen: ’Ja se bare, den kan endda give skjul til nogle fugle. Gudsrige er som et lille sennepsfrø. Når det bliver sået, er det mindre end alle andre frø. Men det vil vokse og blive større end alt andet.’

Sennepsplanten bliver helt genert. Har den gjort noget særligt? Det synes den ikke. Nej, faktisk har den slet ikke gjort noget!
At den som lille frø havde kraft i sig til at spire, blev den meget overrasket over.
Større havde overraskelsen næsten været, at den voksede og blev stor.
’Hvorfor peger Jesus så på mig som et eksempel på tro? Og hvad med Guds rige?’
Sennepsplanten vil ønske, at Jesus fortæller noget mere. Den har jo bare været et frø, som har fået lov til at spire og vokse. Det hele er kommet af sig selv.
’Er det mon tro – altså bare at være? Vokser Guds rige så også af sig selv?’
Ja, sennepsplanten har fået noget at tænke over.
_

Mange små frø har siden fået fortalt historien om, at Jesus netop brugte et lille frø, da han skulle fortælle noget vigtigt. Når de selv prøver at ligge i jorden - måske endda en lang kold vinter - for så pludselig at spire og vokse, så bliver også de overraskede og får noget at tænke over.