På en lille skrå og stenet mark spirer der en dag et lille egetræ frem. Marken er udsat for vejr og vind. Der gror kun ukrudt. Det lille egetræ kryber derfor i skjul bag en stor og gammel tidsel.
Tidsler har dog den uvane, at de gemmer deres kraft i jorden før vinteren sætter ind. Da det var sidst på sommeren, at det lille egetræ var skudt frem, når det ikke at blive særligt stort, inden efteråret kommer, og alt omkring det pakker for vinteren og forsvinder.
Regnen og stormen sætter ind, og den lille eg kryber sammen af kulde og rædsel. Kunne den dog bare krybe om bag en af de store sten, som ligger ved kanten af marken, så vil den da få en smule læ. Men nej. Den er jo et træ, og et træ må blive stående, hvor dets rødder er.
Egen står og tænker på den dejlige skov, hvor den som agern havde hængt på sin mor. Men det er nu mere end et år siden. Hele vinteren lå den i en busk, hvor den ikke kunne slå rod. Den troede, at den skulle ende sine dage der uden nogensinde at blive til noget. Ja, måske ville den ikke engang blive spist.
Men så en dag kom en fugl for at bygge rede netop i den busk. Fuglen ryddede ud, og agernet kom endelig i jorden og kunne begynde at spire.
Nu har den fået rødder og alt, hvad den ellers har drømt om. Men til hvilken nytte er det, hvis den skal ende som en bar pind her midt ude i ødemarken.
En ødemark er det dog ikke, for selveste Vorherres mark går helt derud. Og netop dette efterår kommer Vorherre forbi. Da han ser den forfrosne lille eg, går han hen til den, knæler ved den og skærmer mod vinden med sine hænder.
’Jamen, stakkels lille dig’, siger han. ’Står du herude helt for dig selv?’
Egen er dog så forfrossen og forbavset, at den slet ikke kan svare.
Efter at Vorherre har siddet lidt, ånder han blidt på den og går igen.
’Åh!’ tænker den lille eg. ’Det var vel nok dejligt. Han skærmede for vinden, som var det den store skov, og han åndede så varmt, som var det en varm sommerdag. Noget så godt kan naturligvis ikke blive ved, og nu er jeg alene igen. Men måske kommer han igen i morgen, og indtil i morgen kan jeg godt klare mig nu.’
Og det sker. Vorherre kommer igen. Men nu har han sin trillebør med.
Da han nærmer sig, ser den lille eg, at trillebøren er fuld af andre træer. Ja, der er også et par buske.
’Ih!’ tænker egen. ’Mon jeg nu får selskab. Bare jeg får nogle at stå i læ ved. Så lover jeg, at når jeg bliver stor, skal jeg stå og skærme for alle de små træer, der er kommet langt væk fra deres mor.’
Vorherre planter sandelig den lille besværlige mark til med de planter, han har med. Den lille eg får lov til at blive stående, og Vorherre planter de andre omkring den, så den kan stå lunt og godt.
Egen er lykkelig, og den lever højt på, at Vorherre netop ånder på den, som det sidste han gør, inden han går igen.
Så går der nogle år. Træerne på det lille jordlod vokser, og det begynder at blive trangt med plads. Det er ikke fordi de bliver uvenner, for de har oplevet meget sammen. Men det er som om de ikke rigtig kan udfolde sig længere. Lykkes det for en så går det ud over en anden. Det går særligt ud over den lille eg, som ikke længere er så lille endda. Den kan ikke rigtig komme til. Men den vil ikke beklage sig. Den ved, at hvis de andre ikke havde været der, så havde den haft svært ved overhovedet at blive til noget. I øvrigt holder den så inderligt meget af dem.
Egen er også den eneste, der stadig taler om Vorherre. De andre kan ikke huske ham, eller også mener de, at han har glemt dem.
Men egen husker ham og ved, at han ikke vil glemme dem; for han åndede så dejligt på den.
Og Egen har ret, for en dag kommer Vorherre igen for at kikke til dem. Egen, som nu er et ungt og stærkt træ, synes, at han ser overrasket ud. Det er som om, han ikke ventede at se dem eller måske bare ikke at se dem så store.
Han går straks i gang med at grave nogle af de største træer op og tager dem med sig. De andre træer er rystet. For hvad er det, der sker? Hvad vil der ske?
Egen beroliger dem med, at det nok skal gå godt, for Vorherre har selv engang åndet på den, så han vil ikke gøre noget træ fortræd.
Vorherre kommer igen og tager denne gang også nogle af de mindre træer med sig. Nu er de ikke mange tilbage.
Vorherre kommer også den tredje dag. Men denne gang har han noget med. Egen kikker på det, som er i Vorherres trillebør. Den tænker, at de træer, han har med, er alt for små til at klare det barske vejr helt her ude. Så da Vorherre begynder at plante dem, er egen lige ved at protestere, men gør det ikke. Nu kan den jo holde, hvad den lovede nemlig at ville skærme for alle de små træer, der er kommet langt væk fra deres mor.
Egen er nu et af de største træer, der står på det lille stykke jord langt ude på Vorherres mark. Da vinteren kommer, er det dens tur til at skærme for de små træer. Den vil gøre, hvad den kan, så de kan blive til solide træer. For netop denne jord og dette barske vejr, har den erfaret, giver gode muligheder for det. I øvrigt er det også her, det bedste solskin og den bedste fuglesang findes.
Egen længes næsten aldrig mere efter den store skov. Men den føler, at den en dag vil komme tilbage.
Sådan går der igen nogle år, inden Vorherre dukker op. Men da han kommer igen, ved egen, at den nu skal ud i verdenen. Nu er de andre klar til at tage over.
Da Vorherre kommer hen til marken, stiller han trillebøren og kikker længe og undersøgende på egen. Han overvejer vist, hvad han skal stille op med den.
Som han står der, mindes egen endnu engang, hvordan Vorherre skærmede mod vinden med sine hænder og åndede så dejligt på den. Det er næsten som om, den igen kan mærke hans ånd.
Åh! Nu kommer Vorherre nærmere, og egen mærker den dejlige ånde som den bedste sommerdag med den varmeste sol samt dejlig blød og saftig regn. Egen nyder det og kravler næsten selv op af jorden, da Vorherre graver den op. Han lægger den i sin trillebør. Mens de kører væk, råber egen til de øvrige træer: ’Pas godt på jordloddet, for det er den bedste blandt alle Vorherres marker.’
Det ved den jo egentlig ikke noget om. Men den ved, at den har lært dem at leve på dette sted og holde af det. Den er tryg ved, at de nok skal klare sig uden den, for sådan vil Vorherre det.
Som de kører - Vorherre med egen i trillebøren - begynder egen at mærke noget gammelkendt. ’Er det ikke?’ råber den.
Og jo, dét er det. De kører hen til den store skov. Egen jubler, så den er ved at springe i knop. Men så bliver den lidt vemodig. For den er jo kommet til at holde af den frie vind og lærkens sang.
Da sker det. Vorherre kører ikke ind midt i skoven, hvor dens mor ellers stod. Nej, han kører langs skovkanten. Og der for enden af skoven er de dejligste marker og den friske vind. Lidt nede langs skovkanten er der en lille bakke, hvor egen kan se, at træerne er blæst omkuld af en voldsom storm. Langt ind i skoven er der væltet træer. Egen bliver bedrøvet og ønsker at hjælpe. Det vil være skrækkeligt, hvis hele den dejlige store skov skal vælte, fordi ingen kan stå sig mod vinden.
Da går det op for egen, hvad der skal ske. Bakken minder netop om det lille besværlige stykke mark, hvor egen for længe siden slog rødder og nær var gået til i storm og kulde. Men dengang kom Vorherre og skærmede for den og åndede på den. Nu skal den have sin plads i verden. Den skal være til hjælp for den pragtfulde skov.
