Fisken uden maske

’Så er det tiden igen’, siger den ene fisk til den anden. De står midt ude i åen.
’Hvad? Hvad?’ spørger en lille fisk. Den er yngre end et år og er inde ved kanten, hvor strømmen er knap så stærk.
De to fortæller den så om, hvordan menneskene hænger en tønde op i træet og laver maskeleg. Lige ved side af åen er nemlig en plæne med et stort træ. Der er nu hængt en tønde op i en stor gren med et reb.
’Ser du’, siger den ene til den lille. ’Deroppe hænger en tønde. Så varer det ikke længe, før der kommer en masse mennesker i mærkeligt tøj og med masker på. De vil på skift slå på tønden med en stor kæp lige indtil, den går i stykker og falder ned.’
’Hvad er en maske?’, spørger den lille. Fisk svømmer jo ikke med masker. Ja, rent faktisk kan de slet ikke have masker på, fordi de svømmer rundt i vand.
De store fisk fortæller så alt, hvad de ved om mennesker og masker, sådan som fisk har fortalt det fra generation til generation. De fortæller bl.a., at mennesker bruger masker for ikke at vise, hvem de rigtig er. Ja, at de lader som om, at de er en anden.
De fortæller også, hvor godt det er, at de er fisk og ikke katte. For engang havde menneskene puttet levende katte i tønden, inden de slog den ned. Nu er det heldigvis kun katte af papir, der bliver brugt.
Hele fortællingen fra den store fisk til den lille fisk sluttede med den ældgamle fortælling om fisken i Jordanfloden. Fortællingen om at menneskene burde vide bedre end at gå med masker:

I Jordanfloden skete der sommetider noget mærkeligt. En dag stod der en ufriseret mand med grove klæder ved flodens bred og råbte op. Han råbte til alle, der kom forbi, at de var nogle forfærdelige mennesker. Mange gik bare forbi og rystede på hovedet. Andre stoppede op og tænkte: ’Det kan han måske godt have ret i.’ Manden hed Johannes, og han sagde til dem, der standsede, at de kunne få mulighed for at starte på en frisk. Hvis de gerne ville begynde et godt liv, så kunne de blive døbt i vandet og dermed få vasket sig rene.
Normalt beskæftigede fisk sig ikke med, hvad mennesker gjorde oppe på land. Men denne Johannes gik sommetider ned i floden. Folk kom ud til ham, og de blev dyppet helt ned under vandet, som var de fisk. De kom dog op igen og gik glade videre.
En af fiskene i floden syntes, det var vældig interessant. Den svømmede derfor helt hen og kikkede på folk, når de blev holdt nede under vandet. Den så dem både før og efter, og den kunne nærmest se, at denne dukkert ændrede deres liv.
En dag gik det hele dog i stå. Der stod pludselig en mand, som virkede helt anderledes end de andre. Fisken tænkte, at han da ikke behøvede at få en dukkert. Han havde garanteret aldrig gjort en fisk fortræd. Det kunne fisken også høre, at Johannes mente. Derfor stillede den sig ved siden af Johannes med finderne over kors.
Men manden, der hed Jesus, ville altså døbes som alle de andre. Det fik han så lov til, og fisken svømmede hen for at se ham blive dyppet ned som en fisk. Men så skete det, at alt ændrede sig. Efter at havde kikket på alle de andre, som var blevet døbt, så var det pludselig fisken selv, der blev set – set helt som den var. Fisk kan jo ikke skjule, hvem de er. De kan heller ikke lade som om, at de er en anden ved at tage en maske på. Men det var heller ikke nødvendigt ved mødet med Jesus under vandet. For fisken oplevede at blive set i kærlighed. Den kunne mærke det helt ind i sit lille hjerte.
Fisken var helt sikker på, at høre Jesus sige: ’Se på fisken. Den er i vand og kan ikke have maske på. Sådan skal I mennesker også være. Dåbens vand skal hjælpe jer til, at I ikke har brug for masker. Gud ser jer altid, som I er, og han ser jer med min kærlighed. I behøver altså ikke gemme jer eller lade som om, at I er en anden.’
Der er altid lidt stille, når denne gamle fortælling er blevet fortalt.
Derefter fortæller de to store fisk om, at menneskene engang brugte fisken som tegn på, at de var kristne. Det er der stadig nogen, der gør. For fiskene er det et tegn på, at man gerne vil huske, at for Gud er man altid som en fisk uden maske.
_

Det fortælles også, at en gang i mellem springer en fisk op i den tønde, som menneskene hænger op til deres maskeleg. Der ligger den og glæder sig til at blive slået ud. For så kan den minde dem om historien med dåben.

Påskeharen

Haren hopper rundt i sin have. Ja, det er måske ikke dens have, men den holder meget af at være i haven. Der har den nemt ved at finde mad, og så kommer der sjældent nogle mennesker. Hvis der endelig kommer nogle, så går de stille rundt og sætter sig måske. Hvis de snakker, så er det mest som visken. Selv havemanden går roligt rundt og hakker. Han går heller ikke på jagt efter haren, når han ser den sidde og spise. Det oplever andre harer ellers ofte. Engang havde den også selv oplevet kun lige at rede sin hale fra at blive hakket af. Men det var et andet sted end i denne dejlige have.

I disse dage har haren dog ikke haft ro. For et par dage siden kom der en masse mennesker bærende på en død mand. Nogle græd højt. Andre klagede eller skældte ud.
’Hvorfor kunne de dog ikke være gået et andet sted hen?’, havde haren tænkt. Men da den så den døde, så var det alligevel ok. Han virkede rar, og der var noget særligt ved ham. Ja, det lyder måske mærkeligt at sige sådan om en, der er død. Men han var altså anderledes.
Haren havde godt hørt, at der i byen havde været ekstra larm. Normalt tog den sig ikke af det. Men denne gang havde den fulgt lidt med i begivenhederne. Den hørte jo, hvad de andre harer fortalte. Det havde mest været om natten, at de var blevet ekstra forstyrret. Det havde været ude, hvor getsemene-harerne holder til. Det havde også været ved nogle af paladserne, og der havde været mange folk rundt i gaderne.
Det sidste, haren havde hørt, inden den selv blev forstyrret, var om et kæmpe optog fra midt i byen og ud til golgata-harernes høj. Derude havde de hængt tre mænd op på nogle kors. De skulle hænge der hele dagen, til de var døde.
Midt på dagen var det så blevet uvejr og helt mørkt, som havde det været nat. Haren havde været så bange, at den havde gemt sig inde i hulen, hvor den ellers aldrig turde være.

Nu kan den ikke komme ind i den hule mere. Der ligger den døde, og en stor sten er stillet for indgangen.
Eller det vil sige, at stenen nu ligger væltet. Det er lige sket, og haren har ikke set noget. Den mener ikke at have sovet, sådan som de to soldater ser ud til. De har ellers stået ved hulen lige siden, manden blev lagt derind. De har været meget stille og har kun hvilet på skift. Måske er de blevet slået ned. Det virker nærmest sådan. De rejser sig og ser helt forvirrede ud. Og så stikker de af.
’Måske bliver der nu endelig ro’, tænker haren.

Men nej. Der kommer nogle kvinder. Haren har set dem før. De var med, da den døde blev båret ind. Nu bærer de nogle krukker og snakker stille sammen. Haren kan høre, at de er nervøse for, hvordan de skal få stenen væk. Haren tænker: ’Når den. Den har jeg da klaret for jer.’ Men den siger det ikke. Sommetider drømmer den om at blive en helt og så blive kendt.
I stedet stiller haren sig et sted, hvor den kan følge med i, hvad der skete. Den tør ikke følge efter. Den hører, hvor forbavset kvinderne bliver, og pludselig løber de fleste væk igen. De siger noget forvirrende om, at den døde er væk og noget om en engel. En af kvinderne går dog stadig i haven. Hun går helt stille og græder vist.

Ups! Haren hopper af forskrækkelse og slår vist en lille prut. For pludselig står han der – ham den døde – lige ved siden af og siger ’Godmorgen’. Det er dog ikke til haren, men til kvinden, at han siger godmorgen. Hun bliver dog ikke forskrækket. Det er, som om hun slet ikke kan kende ham. ’Mennesker er altså mærkelige.’ I stedet for at blive glad så spørger hun nærmest sur, hvor han har flyttet den døde hen. ’Han står jo lige der’, tænker haren og bliver irriteret på hende. Så siger manden ’Maria’, som når nogen kender hinanden rigtig godt. Og det virker. Haren ser, hvordan kvinden bliver helt blid og meget glad. Manden siger, at hun skal finde de andre, og så forsvinder de begge to.

Haren kommer til sig selv igen.
Hov! Det var vist ikke en prut, den fik slået. For der ligger et æg bag ved den. Hvor pinligt. ’Det vil jeg godt nok ikke fortælle’, tænker haren, ’når jeg skal fortælle om det, jeg lige har oplevet.’ Så den skubber ægget ind under en busk og hopper af sted.
_                                                               

De andre harer finder dog ud af, at den havde lagt et æg af bare forskrækkelse. De bliver så misundelige, at de selv laver nogle æg i chokolade og gemmer dem som deres. Og det er der måske stadig harer, der gør hver påske.

Duen

’Man kan da heller aldrig få fred.’ Duen er træt af at skulle flyve op, når der sker nogen på torvet. Den fløj da heller ikke altid op, for der sker jo alligevel aldrig noget særligt. Menneskene kommer med bulder og brag, som om hele verden er ved at ændre sig. Men der går aldrig ret lang tid, før livet igen er normalt på torvet.

For noget tid siden havde der dog været så meget uro i byen, at duen havde været forsigtig. Byen havde været fyldt med mennesker, som den er en gang imellem. Der havde været noget med en mærkelig mand, som først var blevet hyldet som en konge. Senere måtte han slæbe en tung planke ud af byen, mens soldater passede på ham. Duen havde tænkt, at med sådan en planke, så løb han vist ingen steder.
Dengang havde det slet ikke været til at være på torvet. De mange mennesker havde fyldt det hele, og der var blevet både råbt og grædt.
Da manden sammen med 2 andre havde slæbt sig ud af byen, fulgte mange mennesker heldigvis med, så der igen var kommet ro.
Duen vidste, at de, der sådan måtte slæbe de store planker, ikke kom tilbage med døde derude. Det passede duen udmærket, for så slap den for mere uro.

Men sådan var det vist ikke gået med ham den mærkelige. Efter et par dage var der blevet uro igen. Soldaterne kom flere gange om dagen, og folk snakkede. Duen havde ikke helt kunnet blive klar på, om manden var død eller ikke død derude. Den forstod dog, at nogle soldater vist ikke havde holdt ordentlig øje med ham.

Nu er der så gang i noget igen. De mænd, der står på torvet og skaber uro, er ikke oprørere, der råber om vold og død. De er heller ikke fornemme folk, der kommer kørende i deres store vogne, eller soldater, der går i lange rækker og fylder det hele.
Duen har set mændene før. Den havde dog ikke set dem hverken råbe eller forstyrret før. De havde været sammen med den mærkelige mand – ja, hørt til hans venner. Siden dengang har duen set dem flere gang listet langs murene så stille, at ikke en eneste due måtte flyve væk. De havde virket mere bange end de fleste duer.
Hvor mærkeligt, at de nu står midt på torvet og taler – ja, nærmest råber.

På torvet er folk lige så forvirrede som duen. Mændene taler ikke længere samme sprog. Det gjorde de da ellers før.
Flere folk kommer til og lytter. Også fremmede mennesker kommer, så torvet bliver mere og mere fyldt. Duen må denne gang flyve længere væk og sætter sig på et tag. Det er mærkeligt. Selv de fremmede kan forstå, hvad disse mennesker siger.
Duen kan ikke følge alt, hvad der sker. Men en af mændene holder en lang tale. Derefter gør man klar ved torvets vandkar. Flere bliver vasket. Andre går.

Som folk går, flyver duen ned for at se, om nogen har tabt lidt brød. Pludselig peger en af mændene på den og siger: ’Kan I huske?’
Duen bliver overrasket. Hvorfor peger manden på den? Den flyver lidt til siden, men ikke længer væk, end den godt kan høre.
De snakker om, hvordan en mand ved navn Jesus engang var blevet døbt. Duen kan forstå, at det må være den mærkelige mand, der dengang måske var død eller ikke død udenfor byen. Den forstår også, at dåb er det, der lige er sket med vandet.
Den hører dem også fortælle, at Jesus var blevet dykket helt ned under vandet i en flod. Da han var kommet op af vandet igen, var der kommet en due fra himlen. Den havde de set som Guds hellige ånd. De havde også hørt Gud selv sige, at Jesus var hans søn.

De snakker videre om det med Guds hellige ånd. Om hvordan de har oplevet at få kraft denne dag til at gå ud på torvet og fortælle om Jesus. De har dog ikke oplevet det som en due - men som ild.
Da duen hører det, flyver den længere væk. Hvis der er ild i dem, så skal den ikke risikere noget. Nej, den skal hverken bades eller brændes.

Siden den dag oplever duen, at nogle mennesker ser på den på en anden måde. Der bliver peget på den, og folk snakker. Derfor glemmer den aldrig den dag, hvor menneskene pludselig pegede på den og fortalte om ham Jesus og om det med Guds hellige ånd.
_

Også andre duer oplever, at folk snakker om dem. Sådan sker det også i dag. Men duer i dag ved vist ikke, at mennesker snakker om Gud og Helligånden, når de ser dem.

Fiskenettet

Åh hvor er det dejligt at hænge her i solen og blive tør. Det er virkelig noget andet end at blive hevet gennem vandet igen og igen. Ikke bare er det hårdt, men man bliver også fyldt med tang og anden snask. Slimede fisk er næsten det værste, og sommetider er der så mange fisk, at man tror, man skal sprænges.
Nej, at hænge på stativet i solskin og blive ganske tør. Det er livet.
Fiskenettet snakker med sig selv. Nu var der endelig blevet ro. Det havde også været et hårdt døgn.

Hele natten var det blevet hevet gennem vandet igen og igen. Mændene knoklede og blev mere og mere irriterede, så selv nettet håbede, at der snart måtte komme nogle fisk. For selv om det fandt fisk slimede, så vidste det godt, at det først fik fred, når der var fanget nogle fisk. Men i nat var der bare slet ingen.
Nettet blev kastet ud, hevet gennem vandet og trukket op igen og igen lige indtil, det begyndte at blive lyst. Nettet havde været bange for, om mændene skulle rive det i stykker af bare ærgrelse. De var både trætte og sure, mens de sejlede ind til bredden igen.
Båden kom på land, og mændene begyndte at rense nettet. Men de blev ikke færdige. For en mærkelig mand kom. Med ham fulgte en mange mennesker, og stranden var pludselig helt fyldt op. Mændene fik mindre og mindre plads til at rense net på. Nettet blev irriteret. Nu var det ellers lige før, at dets drøm blev opfyldt - at komme op på sit stativ og få fred og blive dejlig tør i solen.
Og så skulle den mærkelige mand absolut gå ombord i deres båd. Mændene måtte samle nettet ind og lægge det i bunden. Der lå det våd og klam, mens manden bare stod og snakkede – og snakkede.
Så var han da vist endelig færdig, og nettet troede, at det endelig måtte komme ind på sit stativ. Men nej. Nettet hørte manden sige: ’I har jo et net i båden. Sejl ud og fisk!’
Altså. Det var ikke kun nettet, der protesterede. De havde jo været af sted hele natten, og der var ingen fisk. Mændene brokkede sig højlydt.
Men de gjorde det alligevel – altså sejlede ud. Han var en mærkelig mand, når han på dem måde kunne få folk til at gøre noget så tåbeligt.

Ud sejlede de, og ud blev nettet kaste. Pludselig var der en mængde fisk. Ad! Slimede fisk over det hele. Og det blev ved. Nettet måtte virkelig gør alt for ikke at sprænge. Meget havde det oplevet, men aldrig så mange fisk. Det ville gå galt. Hjælp!
Heldigvis kom der et par net til fra en anden båd, og så endte alle – både fisk og net hele i bådene. Selv om der næsten ikke var plads til nettet for de mange fisk, så betød det ikke noget. Nettet var så brugt og træt, at det ikke kunne tænke mere.

Sådan tænker netter tilbage, mens det hænger dejligt rent og næsten helt tør i det skønneste solskin. Der er fred og ro. Kun nogle koner går og samler fisk langs stranden. Der ligger stadig en del af alle de fisk, som var blevet fanget.
Men mændene er der ikke, og de kommer vist heller ikke igen.
Nettet kan ikke huske det hele. Men ham den mærkelige mand havde sagt noget til mændene. Noget med at de skulle fange mennesker. Nettet funderer over, hvordan det mon vil være at få et menneske i nettet – og hvor mange mon det kan have på en gang.
Det har været hårdt med de mange fisk – og klamt, men nettet er også lidt stolt. For det har slået alle rekorder for fiskefangst, som det har hørt om. Så, hvis nogen kan hjælpe med at fange mennesker, så mente nettet, at det måtte kunne gøre en forskel.
Nettet ved dog godt, at det ikke skal bruges til det med mennesker. Det er noget med, at ord skulle være som net – Guds ord. Ja, det måtte være sådan. For nettet har aldrig oplevet så mange mennesker være fanget, som netop den mærkelige mand kunne gøre med sine ord.
Som fiskenettet hænger der på sit stativ og bliver mere og mere tørt, så bliver det også lidt trist over, at det måske aldrig skal bruges igen.
                                                                                   

Hvad nettet ikke ved er, at det bliver taget med i fortællingen. Når folk fortæller om Den Store Fiskefangst, så bliver der også fortalt, at selv om nettet var lige ved at sprænges, så havde det holdt til de mange fisk.
_

Fortællingen om Den Store Fiskefangst gik som en løbeild langs kysten, hen over vandet og op gennem tiden. Det net er blevet en helt, og derfor føler fiskenet over hele jorden en stolthed, når de hører nogen tale om den mærkelige mand, Jesus. Stadig oplever de, at folk bliver fanget af Jesu ord. De husker så, at det netop var et fiskenet, Jesus brugte som eksempel.

Mønten

Mønten er sådan en munter en, der elsker at fortælle vittigheder. Når der er helt mørkt og stille i pungen, så fortæller den gyserhistorier med stor iver. De andre mønter er dog ikke nemme at skræmme, så ofte ender det i et stort grin.
En gang havde mønten dog fået skræmt de andre. Den var kommet hjem fra en tur på torvet og havde fortalt, at menneskene ikke længere brugte talenter men euro. ’Ingen af os er noget værd mere’, havde den sagt. Et par af de andre var begyndt at græde. Der gik dog ikke længe, før mønten flækkede af grin. Det var selvfølgelig bare noget, den havde fundet på.

En dag, da pungen ligger åben på bordet, vil mønten lave cirkus. Den triller ud og laver en saltomortale. Men i sin iver efter at lave det skøreste falder den væk fra pungen, ud over bordets kant, ned på gulvet og ender i en sprække.
Der ligger den helt forskrækket.
Det er dog ikke kun den, der bliver forskrækket. Netop nu kommer konen ind for at tage nogle penge fra pungen. Et skrig lyder, da hun opdager, at mønten mangler. Hun er helt ude af den. Hun råber op og løber rundt.
Så tænder hun alt lys i huset og leder både oppe og nede. Til sidst tager hun en kost og fejer over det hele. Kosten kan lige præcis få en finger ned i revnen til mønten, og på den måde kommer den frem igen.
’Jubii’, råber konen, og så løber hun ud af døren med mønten i hånden. Mønten er også glad for at være reddet, men den er dog forvirret over al postyret.
Konen løber rundt og kalder på alle sine veninder. De skal absolut komme og være med til at fejre, at mønten er fundet.

Netop som konerne sætter sig ved det hurtigt anrettede festbord, kommer en flok mænd ind i byen. De hører, hvad der er sket. En af dem – han hedder Jesus – beder om at låne mønten. Han fortæller: ’Ligesom kvinden har jublet over at finde mønten, sådan jubler Gud også, når han finder et af sine børn.’
Nogle tilhører og ikke mindst mønten undrer sig. ’Hvordan er man Guds barn?’ Det kan en mønt da vist ikke være.
Og nej, det kan en mønt netop ikke. Forklaringen kommer, da én spørger Jesus om, hvordan man skal forholde sig til Gud i forhold til kejseren. Han spørger: ’Hvem skal man betale skat til?’
Så holder Jesus mønten op igen. ’Hvis billede er der på den?’ spørger han. ’Kejserens’, svarer de, og Jesus siger: ’Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.’

Så bliver der snakket, men mønten hører ikke efter. Den tænker kun på, om den så slet ikke er kvindens. ’Bare fordi det er kejseren, der har lavet mig, og jeg bærer hans billede, vil jeg så altid være hans?’ Sådan må det vel være, når man er mærket af kejseren, og mønten sukker: ’Hvor ville jeg dog hellere have været et menneske og så bære Guds mærke.’
_

Efter den tid fortalte mønten ikke længere gyserhistorier, når der var mørkt og stille i pungen. Men den fortalte, hvordan Jesus havde holdt den op og fortalt om Gud. Det kan godt være, at den som mønt altid vil bære kejserens billede. Men den fik jo lov at fortælle menneskene, at de på samme måde bærer Guds billede og dermed tilhører Gud.