Julesangen

I juletræet sidder en lille fugl. Det er en spurv. Den sidder lidt nede, som den gør hver jul. Den er noget af træets ældste pynt, og for familien er den helt speciel. Ingen ved, hvor den kommer fra eller hvor længe, den har hørt til julepynten. Den er der bare. Det betyder heller ikke så meget, når altså bare den sidder på sin gren. For kun sådan bliver det jul – altså rigtig jul.
Fuglen er egentlig ikke noget særligt, og dog alligevel! Den har nemlig en hemmelighed.

Det er juleaften, træet er pyntet og tændt. Spurven sidder på sin gren og nyder glæden, der er omkring træet. Selv om den er lavet af glas og fjer, så er den alligevel begyndt at blive levende. Sådan sker det hvert år denne ene aften. Det er på samme måde som med julestemningen. Den kommer ganske stille, og så er den der bare.
Der på grenen sidder den og bliver mere og mere fyldt af liv, mens den suger glæden til sig. Den oplever at få livet givet. Ja, den oplever, hvordan julestemningen med sang, hygge, lys og gaver i løbet af aftenen næsten får den fyldt for meget, så der bliver et overtryk af livet. Og når aftenen er ved at være til ende - når tiden nærmer sig for, at Vor Herre blev født engang for længe siden, så sker det underfulde. Det er som om tiden pludselig står stille, mens før og nu samtidig går i ét. Ja, det hellige sker igen, og julesangen lyder som englenes sang over markerne ved Betlehem. Det er spurven, den lille glasfugl på træet. Den får netop denne aften lov at være et ekko fra den hellige nat.
_

Sådan sker det hver en julenat. Nogle tror, det er lyden af julemandens kane. Men det er de små fugle, der sidder rundt på alverdens juletræer, der lader julesangen lyde som englesang om et barn på krybbestrå – et barn, der var Guds søn på jord.

Glaskuglen

’Hvor er jeg dog smuk’, tænker glaskuglen ved sig selv, da det bliver mørkt, og den i vinduet kan se sig sammen med al det andet pynt på træet. ’Jeg kan godt forstå, at de andre altid kikker på mig.’
Den ved ikke, at de andre mest kikker på den for at se sig selv.

Julen nærmer sig, og alt pynten er hentet frem fra gemmerne og taget op af kasserne. Det er for glaskuglen som at blive vækket af en lang søvn. For når den ligger i kassen, og det er ganske mørkt, så går tiden i stå. Ja, så er det som om, den slet ikke lever. Kun når der er lys omkring den, oplever den sig som levende.

Når den drømmer, er det om at rumme det reneste guld. For når stearinlysenes stråler rammer den, så får den et gyldent skær. Den føler næsten, at den så er det fine guld, som den hvert år hører om i den gamle fortælling. Og den genkender følelsen, som netop det guld måtte have haft, når et barn med glæde og iver smiler til den og jubler.
Sommetider fortæller den sig selv den gamle fortælling med særlig vægt på det med gaverne og guldet:
’Det skete, dengang alle mennesker skulle tælles. Da kom Maria og Josef til Betlehem, og Maria skulle føde sit barn. Der var bare ingen steder, de kunne være. Så det endte med, at hun fødte sin søn i en stald.
På besøg kom der først nogle hyrder fra markerne omkring Betlehem. En engel havde fortalt dem om barnet – at det var en kongesøn.
Der kom også nogle vise mænd fra øst, og de havde gaver med. Den ene havde guld med, som en klar stjerne fik til at skinne i den mørke stald. Drengen Jesus jublede, da han så guldet. Og forældrene smilede, da de så det glade ansigt i guldets spejl.’
Glaskuglen ved dog godt, at den ikke er af guld. Men den føler sig som det guld, der fik barnet til at juble.

Glaskuglen kan godt se, når det enten er far eller mor, der står sammen med barnet. De smiler også. Måske er det, fordi de kan se sig selv i barnets ansigt.
’Sådan har barnet i Betlehem måske også haft det’, tænker glaskuglen. Guds træk måtte kunne være at se i guldets spejlbillede.
Sådan tænker glaskuglen også om de børn, den får lov at være spejl for. Der er også noget guddommeligt over dem i det gyldne skær. For glaskuglen kan netop, fordi den er en kugle, rumme lys fra alle sider. Det gyldne skær fra stearinlysene bliver i den blandet med det ansigt, der spejlede sig.
’Det er min særlige gave til verden’, tænker glaskuglen, ’og det er min opgave at give, når jeg får lov at hænge på selveste juletræet. Menneskene skal ikke bare se sig selv, men også se, at de er Guds.’
Men egentlig er det en gave, den får givet, da den er skabt rund, og fordi de levende lys på juletræet fylder den med et gyldent skær.
_

Det lille nummer sker i hver en glaskugle – særligt juleaften. Stearinlysene giver - som et guddommeligt lys - et gyldent skær, så vi i glaskuglens spejl får lov at se, at også vi er Guds elskede børn.

Stjernen

Den lille stjerne bliver næsten helt væk i mængden, og den føler, at de andre slet ikke ser den. Den bliver med sikkerhed heller ikke set af nogen nede fra jorden.
Men selv kan den fint se, hvad der sker. Den følger godt med - særligt i, hvad menneskene laver på jorden. Den finder det spændende.
Nu er det igen det tidspunkt på året, hvor den særligt følger med. Den kan se, hvordan der bliver hentet træer, som stilles op inde i husene. Og der sættes en stor stjerne i toppen. Der kommer også andet pynt på træerne bl.a. mindre stjerner. Det gør den lille stjerne glad, for så må der også være plads til en som den. Men den store topstjerne er vigtigst.
Derefter så samler menneskene sig om træet. De har gaver med, som de ligger under træet. Den lille stjerne kan ikke forestille sig andet end, at gaverne bliver givet til den store topstjerne. Og den lille stjerne bliver helt varm ved tanken. Den store stjerne i toppen bliver virkelig fejret.
Den lille stjerne er lidt misundelig. Den vil også gerne fejres og have gaver. Men det skal man nok være en stor og flot stjerne for at opleve.

Sådan sidder den og tænker, da det forfærdelige sker. Ja, det sker hvert år, men den lille stjerne oplever det alligevel som et chok. Menneskene tager gaverne igen – alle gaverne!

’Men de har jo lige givet dem til stjernen. Det gør man da ikke!’
Den lille stjerne kommer til at sige sine tanker højt, så en større stjerne i nærheden hører det.
’Hvad er du sur over?’ spørger den. Og så fortæller den lille stjerne, hvad den lige har set ske.
’Jamen ved du slet ikke, hvorfor de gør det? Kender du ikke fortællingen?’
’Nej’, siger den lille stjerne, mens den forsøger at holde en stjernetåre tilbage.
’Så skal jeg fortælle den.’
                                                                                                                                                                 
Den større stjerne begynder at fortælle:
’Der var en gang en kæmpe stjerne – større end nogen stjerne har været både før og siden.’
’Den kunne nok rigtig ses fra jorden’, siger den lille stjerne. ’Det vil jeg også gerne kunne.’
’Jo, den kunne ses fra jorden. Det kan du tro’, siger den større stjerne og fortsatte:
’Særligt blev den set af 3 vise mænd. De havde brugt hele livet på at kikke stjerner. De mente, at vi stjerner kan fortælle dem vigtige ting. Og det var netop, hvad den store stjerne kunne. Den blev nemlig skabt for at fortælle, at et særligt barn var blevet født på jorden.’
’Et barn?’, spørger den lille stjerne. ’Sådan en ganske almindeligt lille baby?’
’Ja’, siger stjernen. ’Selv et ganske lille barn kan være noget særligt. Og dette barn var Guds egen søn.’
’Øj’, siger den lille. ’Mener du Gud, der har skab alt? Så kan sådan en lille stjerne som mig heller ikke være ligegyldig.’
’De 3 vise mænd brugte stjernen til at finde frem til barnet’, fortsætter stjernen sin fortælling. ’De fandt det ude i en stald, og der gav de barnet deres gaver.’
’Så gives gaverne altså slet ikke til stjernen?’ spørger den lille.
’Nej’, forklarer den større stjerne. ’Gaverne gives til det lille Jesusbarn.’
’Så er det altså heller ikke stjernen, der er i centrum, når menneskene samles om træet med stjernen i toppen’, tænker den lille stjerne ved sig selv.
’Når gaverne gives til Jesusbarnet’, spørger den lille, ’hvorfor tager menneskene dem så igen?’
’Jo, det fortælles, at Jesus som voksen skulle have forklaret, at hvad mennesker gerne vil gøre mod ham eller mod Gud, der skal de lade andre få glæde af. Han skulle have sagt: ’Hvis I vil gøre noget for mig, så skal I gøre det for en anden, og hvis I vil give mig noget, så skal I give det til de fattige.’

Den lille stjerne tænker lidt over det. ’Så er den store stjerne et tegn på, at man fejrer Jesu fødsel og er samlet det rigtige sted.’
Da den lille stjerne igen kikker ned på jorden, ser den ind i en stue, hvor der kun står et lille træ med en lille stjerne i toppen og nogle få lys. Den ser også, at der slet ingen gaver er under træet. Nogle få mennesker samles om træet. De ser glade ud, selv om de kun har et lille træ med en lille stjerne og ingen gaver.
Der er også et mindre barn. Den lille stjerne får sådan en lyst til at sende det barn en særlig gave. Den anstrenger sig virkeligt for at sende sit lys lige derned. Da ser barnet ud af vinduet og op mod stjernen. Stjernen ser et glimt af lys i barnets øje – og ser barnet smile.
Den lille stjerne bliver helt stille. Det smil var som den bedste gave, den kunne få. Og stjernen bærer smilet med sig videre som en særlig skat.
Pludselig er drømmen om at blive en stor og synlig stjerne væk ligesom drømmen om at få gaver. For den har fået lov at være et glimt i et barns øje. Større gave kan den ikke forestille sig findes. Og så fik den oven i købet et smil tilbage.
_

Den lille stjerne fortæller gerne andre stjerner om det fantastiske, den har oplevet. Særligt de små stjerner lytter efter. Prøv at se på nattehimlen – særligt ved juletid – så kan det være, at også du rammes af en stjernes særlige glimt. Og som stjernen aldrig glemte glimtet og smilet, sådan ved jeg, at barnet heller aldrig glemte det.

Adventslyset

Et lys hænger sammen med andre lys i sin væge. Eller, det vil sige, det er først ved at blive til et lys. Ganske langsomt tager det form. Hver gang det dyppes i den varme stearin, blev det tykkere og tykkere. Smukt bliver det også, synes det selv. Det bliver lilla. Nogle hvide og røde lys hænger på rækker. De griner lidt. De er færdige, og så mener de, at et rigtigt lys skal være enten hvidt eller rødt – særligt nu, hvor julen nærmede sig.
Da det lilla lys er tykt nok, bliver også det hængt op på rækken.

Mange mennesker kommer for at købe lys, og mange siger: ’Det er vel nok en smuk lilla farve.’ Men de fleste købte nu alligevel hvide eller røde lys.
Så sker det. Fire lilla lys bliver taget ned og pakket ind. Et barn har længe stået og kikket på dem. ’Åh mor, de er så smukke.’ Selv om de plejede at have enten hvide eller røde lys, siger moren. ’Adventens farve er jo også lilla.’
Det får lyset til at tænke, mens det ligger i pakken: ’Advent? De snakker da ellers alle sammen om jul.’

Familien er samlet og lysene tages frem. ’Hvorfor er de lilla?’, spørger én. Lyset bliver lidt stødt. ’Synes de slet ikke, vi er flotte?’, tænker det.
’Sådan skal det være i år’, svarer moren. Ganske hurtigt får hun de fire lys sat smukt i en krans af gran. ’Lilla er faktisk farven, der bruges til advent’, fortsætter hun. ’Rødt og hvidt hører julen til. Og julen begynder først juleaften.’
Lyset lytter godt efter. Da det har adventens farve, så vil det også gerne vide, hvad advent betyder.
’Advent betyder, at nogen kommer. Det er en ventetid – en tid til at forberede sig’, fortsætter moren. ’Vi har 4 søndage til at forberede os til at fejre, at Jesus bliver født.’
’Åh’, tænker lyset, ’advent er ikke en fest.’
At skulle vente, det forstår lyset så ganske godt. For det venter virkelig meget på at blive brugt. Ja, det er næsten ikke til at holde ud sådan bare at stå uden at blive tændt.
Lyset kan mærke, at også børnene har det svært med at vente, når der tales om jul. Det mærkes særligt, når det handler om gaver. De voksne har også svært ved at holde ventetiden ud. Men det har mest om at gøre med alt det, de skal nå.

Men så bliver det anderledes. Familien sætter sig sammen og ser på kransen med de fire lys. Lyset kan forstå, at kransen hedder en adventskrans, og at de derfor er adventslys. Det er lidt svært for lyset at skulle være et vente-lys. Det ville meget hellere have været et fest-lys eller bare et glædes-lys.

Nu tændes en tændstik, og netop det ene lys bliver tændt. ’Nu er jeg altså et rigtigt adventslys’, tænker det. Og med ét gør det slet ikke noget, at det er et vente-lys. For det er som om, tiden står stille. Ja, der er pludselig tid til at tænke og at være, og der er både hygge og glæde. ’Som det første er jeg nu blevet tændt som tegn på, at noget kommer’, siger lyset til sig selv. ’Det er en ære – ja, en gave.’

Nok er advent ikke en fest, men lyset finder hurtigt ud af, at der i advent også er mange glæder. Der er en spænding og glæde i at vente – særligt, når man venter på noget godt.
Lyset følger med i familiens liv og hører også nogle historier om den Jesus, de åbenbart venter på. En af fortællingerne handler om, at han skal ind i en stor by. Det vælger han at gøre ved at ride på et æsel. Folk måtte have glædet sig til, at han kom, for de jublede og viftede med palmegrene.
En anden historie handler om en mand, der skulle bane vejen for ham Jesus. ’Han måtte have haft det lidt ligesom adventslyset i forhold til julelyset’, tænkte lyset.

Tiden går, og familien holder de dejlige hyggestunder hver søndag. For hver søndag, der går, bliver der tændt et lys mere. Hver gang bliver lyset, det første lys, tændt igen, og derefter et nyt - og et nyt.
Lyset kan se, at der rundt omkring kommer spændende ting frem. Lyset oplever sig selv, som den første lille flamme i noget stort. Det er mærkeligt at opleve, for samtidig bliver det mørkere og mørkere udenfor.
Lyset hører, at familien sammenlignede de flere og flere lys med naturen. Når der om foråret kommer flere og flere små blade på træerne, og frøene spirer frem af jorden, så er sommeren på vej. ’Hvis lysene er et tegn på samme måde, så må det, der kommer, være et vældigt lys’, tænker lyset. Men det kan ikke helt forestille sig, hvor fantastisk det må blive.
                                                   
Nogle dage efter, at alle fire lys er blevet tændt, sker der noget særligt. Et træ bliver sat inde i stuen, og det bliver fyldt med så mange lys, at adventslyset slet ikke kan tælle dem. Nu sker det! ’Men det er også på tide’, tænker lyset. For det er nu næsten brændt helt ned. ’Nogen må tage over, når jeg er brændt ud.’ Det tænker også, at det måske slet ikke får lov til at opleve det, der skal komme. ’Sådan er det nok at være et adventslys’, siger det til sig selv. ’Jeg må blive mindre – ja, nok helt forsvinde, når det særlige kommer til syne.’
Lyset får dog lov at opleve aftenen, hvor stuen bliver fyldt med lys og glæde. ’Så sker det endelig!’ Og adventslyset får lov at give sit sidste lille glød til glæden og festen.
_

Efter festen bliver alle de næsten nedbrændte lys samlet sammen. Der er også en lille stump af det lilla adventslys. Det tager sin fortælling med sig til omsmeltningen, og det siges, at alle stearinlys bærer dets farve og dets fortælling inde i sig. Så hvert lys uanset farve får en særlig glød, når det tændes i en adventskrans.