Solen skinner. Det lufter lidt.
Havet er næsten helt blank.
Den unge pige kommer ned til stranden.
Hun halter lidt.
m: ”Du er morgenfrisk!” siger den gamle mand.
Han sidder på en træstamme.
p: ”Man skal jo have lidt frisk luft,” siger hun.
Hun sætter sig ved siden af ham.
p: ”Du får lidt sol.”
m: ”Man skal jo have nogle D-vitaminer.”
p: ”Tjah, men en dag skal vi dø alligevel.”
m: ”Jo...men alle de andre dage skal vi ikke.”
m: ”Du halter?”
p: ”Jeg sprang ud fra anden sal.”
m: ”Det var dumt.”
p: ”Huset brændte.
Jeg var kun fire, så jeg husker ikke ret meget. Men de siger, at jeg kunne have været død.”
p: ”Min mor havde glemt at slukke et stearinlys. Jeg løb op. Vi havde værelse på anden sal. Jeg var kravlet op i vinduet. Min morfar råbte, at jeg skulle springe. Han lovede at gribe mig, men jeg kunne ikke se ham. Det gør ikke noget, sagde han. Jeg kan se dig. Spring!”
m: ”Og så sprang du?”
p: ”Ja. Min morfar har altid være en, man kunne stole på.”
m: ”Og han greb dig?”
p: ”Ja. Men han kunne ikke holde mig. Så jeg brækkede benet.”
p: ”Men han reddede mig. Jeg kom vist som en raket med hoved først. Det havde ikke været godt direkte ned på fliserne. Alt i huset brændte, så at blive der havde heller ikke været godt. Bagefter flyttede vi til en stuelejlighed, og jeg fik mit eget værelse.”
m: ”Det var godt tænkt af din morfar sådan at få dig ud.”
p: ”Han siger, at Gud hjalp ham. Han tror meget på Gud. Eller kom måske til det den dag.”
p: ”Han fortæller gerne om, at jeg sprang, fordi han råbte: ”Spring!” Det gik jo godt, plejer han at grine. Min mor synes ikke, det er sjovt at huske på. Men morfar er en glad mand. Og så siger han, at han springer ud i livet hver dag, fordi han hører, at Gud siger ”Spring!””
p: ”Jeg vil godt være glad, lige som ham. Men det er nok nemmere, når man er gammel.”
m: ”Lad os gå en tur langs stranden. Man tænker så godt, når man går. Vi kan også fint snakke videre.”
De rejser sig.
Fra det gamle væltede træ går de igennem en bunke strandsten.
Den gamle standser, kikker ned og roder lidt med en finger.
Alle stenene er runde og glatte.
m: ”Jeg tager altid en sten i lommen, når jeg går en tur langs stranden.”
Han tager en op i hånden, finder en mere, og vælger så en tredje.
Pigen finder også en. Den er flad men rund og næsten blød at have i hånden.
Den gamles ser blå ud. Hendes er rød. Der er vist også lidt gyldent.
De er tørre, lidt beskidte og grå af salt.
Det er længe siden, vandet har været så højt oppe på stranden. Det har heller ikke regnet i nogle dage.
p: ”Det er svært at se, hvordan de egentlig ser ud.”
m: ”Ja, de gemmer på en hemmelighed,” siger den gamle med eftertanke.
Han børster lidt sand af og putter sin i lommen.
Pigen beholder sin i hånden på vej ned til vandet. Hun holder den op i solen, men det hjælper ikke ret meget. Så putter hun den i lommen.
Vandet er så stille, at de kan spejle sig i det.
p: ”Tror du på Gud,” spørger pigen.
De står stadig ved vandet. De kan se hinandens ansigt i vandet.
Pigen kommer til at grine. Hun plejer at se sig selv i et spejl, så det er som altid. Men den gamle ser sjov ud. Hans næse er skæv. Det havde hun næsten glemt. I vandet ser det helt forkert ud, når næsen er skæv til den forkerte side.
m: ”Gud er her,” siger den gamle.
Pigen kikker spørgende på ham.
m: ”Når det gode sker, er Gud med. Som nu. Vi kender ikke hinanden, men vi kan godt være sammen. Og du kom til at grine. Vi skaber noget sammen.”
De går i sandet med retning mod solen. Den er bag en lille sky.
Pigen går længst ude ved vandet. Hun hopper, når en bølge kommer for tæt på.
p: ”Jeg har ikke så meget brug for Gud her, når vi går sammen. Sommetider er jeg ensom. Det kan være svært.”
m: ”Ja, man kan også føle sig alene, selvom man er sammen med andre på et plejehjem.”
Pigen kikker, men spørger ikke.
m: ”Men jeg er aldrig ensom. Jeg tror, Gud altid er med mig. Som en god ven.”
Solen kommer frem igen. Dens lys er stærkt, så de vender sig.
På vej tilbage følger de deres egne fodspor. Nu blæser det lidt, så sporene er ikke lige tydelige alle steder. Vandet er også kommet længere op. Så mange steder er kun den gamles fodspor tilbage.
p: ”Jeg kan godt li’, at mine fodspor forsvinder.”
m: ”Vil du ikke sætte spor?”
p: ”Jeg dur ikke rigtig til noget.”
m: ”Jeg er også gammel og grå. Derfor tager jeg en sten med, når jeg går. Den er grå som mig men gemmer på noget spændende.”
De er nået tilbage til træstammen. Den gamle sætter sig. Han er træt.
Han tager sin sten frem. Han tager også en flaske vand frem.
m: ”Det her glæder jeg mig altid til. På hele gåturen forestiller jeg mig, hvordan dagens sten mon ser ud.”
m: ”Nu skal du se.”
Den gamle hælder vand på stenen.
Den bliver blank og nærmest skinnende. Den stråler i mange farver.
Pigen tager også sin frem. Hælder vand på.
p: ”Hvor er den smuk!”
m: ”Sådan vil jeg gerne se mennesker. Jeg tror, alle rummer meget smukt.”
Han ser ind i hendes smilende ansigt og nikker.
m: ”Ja, se bare dig.”
Hun griner.
p: ”Du er stadigvæk gammel og grå. Men det er dejligt at tænke på.”
m: ”Jeg tænker, at sådan ser Gud os. Vi er ikke uden værdi, selvom vi godt kan være snavsede og grå.”
Pigen kikker på sin sten.
p: ”Det er svært at tro.”
m: ”Hvad tænker du?”
p: ”Det er svært at tro, at jeg skulle rummer så meget smukt og godt. Jeg er bare grå og får aldrig 12.”
Den gamle smiler.
m: ”Jeg ser det nu helt tydeligt. Fuld af liv og farver. Også med revner, ja ja, og slet ikke fotomodel-perfekt. Dét er jo helt perfekt. Er det ikke?”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar