Og dem, vi holder af

1.

De ser ham på kirkegården, præsten med paraplyen. Han er på vej tilbage til kirken. De andre står stadig ude på kirkegården. Flaget er ved at blive hejst på hel. 

Kun præsten har en paraply.
Det regner ikke nok til, at hverken farmor eller Jens mangler deres regnjakke.
Men det blæser. Så det er godt at have lynet jakken godt op. 

Man kan også se på præsten med paraplyen, at det blæser. Han må holde godt fast, kan de se. Han holder den lidt skrå, så de kun kan se halvdelen af hans ansigt.

Jens kan dog nemt se, at det er præsten. Han har både den sorte kjole på og den hvide krave.

Jens synes, det ser lidt sjovt ud. Ja, måske lidt fjollet. Hvorfor så meget besvær med en paraply, når det næste ikke regnede?

Farmor og Jens var mødtes ved lågen ind til kirkegården. Det er nemmere at mødes der end ovre på skolen. De var på vej op forbi kirken, da Jens trækker i farmors arm og peger.
Nu står de stille på gangen kikker over mod præsten. Mon farmor også syntes, det er lidt mærkeligt? 

Præsten går udenom en lille hæk for at komme ud på deres gang. Han går hen imod dem. Bare han ikke går ind i farmor. Som præsten holder paraplyen, er Jens ikke sikker på, at han kan se ret meget.

Præstens paraplyen er sort ligesom kjolen. Jens forestiller sig, at grøn ville være pænere. Måske ikke til præstekjolen. Men grøn er Jens’ yndlingsfarve.
Eller måske skulle præsten have en af de gennemsigtige paraplyer. Så kan han se selv, når han holder den foran øjnene.
Jens husker, at pigerne i klassen har nogle med små blomster. Mon det går til præsten?

Jens må være kommet til at grine. For præsten vipper paraplyen og ser på Jens.
Så hilser han på farmor: ”Nå, så er det onsdag igen.”
De har før mødtes på kirkegården, når farmor har ’Jens-dag’, som hun kalder onsdag. 

Jens gemmer sig bag ved farmor. Han kan ikke holde op med at grine.
Det er fantasien, han ikke altid selv bestemmer over. Nu ser han for sig, hvor sjovt det vil se ud, hvis der er blomster på både paraplyen og på den hvide krave.
Og fantasien stopper ikke der.
For hvad nu, hvis præsten havde en grøn paraply, og hans hår så også var grønt?

Farmor og præsten kikker igen på Jens. Farmor smiler det smil, som også er et spørgsmål.

Farmor smiler næsten altid. Men Jens kan godt se forskel på, om det er ”hvor er du dejlig” smilet, ”du rytter selv op” smilet, ”hvad har du gang i” smilet eller ”hold så op” smilet.
Lige nu er det mest ”hvad har du gang i”, og måske lidt ”så sjovt kan det heller ikke være”.

Jens trækker vejret dybt. Han rømmer sig og spørger: ”Hvorfor går du med paraply?”
Jens forklarer, at det jo nærmest ikke regner. 

”Nå” siger præsten. ”Det er fordi, præstekraver har det som spædbørn.”
Og så forklarer han, at hverken præstekraver eller spædbørn har godt af at blive våde. Altså undtagen, når de skal vaskes.

”Og døbes” siger Jens. Han har næste lige været med sin mor og far til dåb. Det var hos moster i en anden by.
”Nå ja” siger præsten. ”Og døbes, når det gælder børn. Men ikke præstekraver.”

Jens forstår ikke helt, hvad særligt der er med præstekraven.
Præsten forklarer, at kraven er almindeligt stof, som er fyldt med stivelse. I gamle dage brugte man vist kartoffelmel. Det fik stoffet til at holde sin fine form med buer og huller.
”Hvis den bliver våd, så falder den bare sammen.” 

Jens er nysgerrig. For, hvorfor skal præsten egentlig have sådan en krave på. Den er vel mest til besvær.
Farmor mener, at sådan skal det være. For, sådan har det altid været. Og, man skal jo vide, hvem præsten er.

Jens ved ikke helt, om han tør. Men han bliver nødt til at spørge. For nok er kraven mærkelig. Men det er mere mærkeligt, at en mand går i kjole.
”Er det ikke besværligt med sådan en lang kjole?”
”Jo” svarer præsten. Og så løfter han op i den for at gå videre.

Præsten nikker til farmor og går det sidste stykke hen til kirken. Der må han løfte ekstra op i kjolen for at komme op ad trapperne. Jens kan se, at han har sorte bukser på inden under.
Måske er det ligesom, når far tager sin lange fine frakke på. Den, der hører til hans fine tøj og de blanke sko.

De gange, Jens har været i kirke, har han ikke tænkt på det med præstekjole – altså, at mænd går i kjole. Farmor kan godt have ret i, at sådan skal det bare være.
Men herude ser det altså lidt sjovt ud.

Jens tænker på de gange, han har været i kirke. Det har oftest været præsten her med paraplyen.
Engang, da Jens gik i børnehave, valgte præsten ham til at være hyrde i et kirkespil.
Det var dengang, præsten havde glemt sin præstekrave.
Jens var blevet klædt på som hyrde. Der var også andre hyrder. Nogle piger var engle, og Finn var Josef, der skulle sidde sammen med Maria. Men Finn ville altså ikke holde Jesus-dukken.

Da præsten spurgte, om alle var klar. Så måtte de fortælle ham, at han altså manglede noget. Det duede jo ikke, at præsten manglede sin hvide krave. Det var de alle enige om. 

Jens smiler, når han tænker på det. Dengang huskede han det som, at præsten nærmest var hjælpeløs. Men han var vist bare lidt fjollet.
Da de havde forklare præsten, at han manglede den hvide om halsen. Så fandt han den frem og lagde den oven på hovedet.
Nej altså, nogle af pigerne syntes, det var helt forfærdeligt. For, hvordan kunne han få den ned over hovedet.
Det var et stort problem. 

Jens kan huske, at han dengang tænkte: Hvis ikke man kan få en præstekrave på, så må præster jo være født med dem. Og så er ham her ikke en rigtig præst.
Når Jens er på badeværelset, kan han stadig tage sig i at mærke efter. Og i spejlet skal han lige se, om en krave er ved at vokse ud på hans hals. Det kunne godt være sejt.

I kirken viste det sig dog, at kraven kunne åbnes. Og præsten fik den sat rigtig på. Men Jens var nu ikke helt sikker på, om det bare var en snydekrave til en snydepræst.

Ham præsten her med paraplyen har også været præst, når de har været i kirke med skole eller til jul. Det var også ham, der var præst, da farfar blev begravet.

2.

Jens og farmor er på vej op til farfars grav. Den vej går de ofte, når farmor henter Jens fra skolen.
Om onsdagen arbejder mor længe. Så der er det farmor-dag.
Jens og farmor tid sammen indtil, storesøster kommer.
Senere kommer far og spiser med.
Mor kommer først, når Jens er klar til at gå i seng. Men så har hun fri næste morgen og kan følge Jens et stykke på vej i skole.

Jens kan sagtens selv gå til og fra skole. Når han har travle, tager han cyklen. Men han tænker bedst, når han går.
Sommetider går han sammen med nogle af de andre fra klassen. Særligt Finn er sjov at snakke med. Han kan også se, når en bil pludselig bliver til en drage.

Særligt dejligt er det dog at følges med mor til skole eller med farmor hjem fra skole. 

Når han følges med mor, spørger hun mest til hvordan, han har det. Det spørger hun også om derhjemme. Men Jens har nemmere ved at fortælle, når de går.
Når de sidder ved bordet efter maden, er det næsten en krav, at man snakker. Og det kan Jens ikke finde ud af.
Sådan er det også, når mor siger godnat ved sengen. Men når de går og ikke skal snakke, så kommer det helt af sig selv.

Med farmor er det anderledes. Hun ved en hel masse og vil gerne fortælle. Og Jens føler sig aldrig dum, når han spørger.
“Hvad man ikke ved, det ved man jo ikke”, plejer farmor at sige.
Men Jens er nu heller ikke så god til at huske. Så han kan godt spørge om noget, han faktisk godt ved.
Det tager farmor sig ikke af. 

Nu står de ved farfars grav. Jens regner på, hvor gammel han blev. 68 er mange år, synes Jens. Men sådan har farmor det ikke.
Det har de snakket om nogle gange.
Farmor ved, at Jens altid lige skal regne efter. Så hun siger i sjov: “Nej, han er ikke blevet ældre siden sidst”.

Farmor græd dengang i kirken. Men her ved graven smiler hun mest. Det minder om hendes ”du er en dejlig dreng” smil. Men alligevel lidt anderledes. Måske lidt som hendes ”nu har vi haft det sjovt, og jeg er blevet træt” smil.

Farfar var også en, der næsten altid smilede.
Jens husker, at han engang skulle forklare nogen, hvem hans formor og farfar var. Det var ikke så svært.
”Det er de to gamle, som altid kommer gående med hinanden i hånden og se glade ud.” Han var sikker på, at så vidste alle, hvem de var. 

Jens kan se dem for sig. De kommer gående på fortovet måske på vej hjem fra skoven.
Udover at besøge Jens og hans familie, så var en gåtur i skoven det, de gjorde mest.
Jens var somme tider med. Men der skete ikke så meget. De gik og kikkede. Snakkede måske lidt, men ellers var de bare.
Udover altså, når Jens kunne få farfar med på en leg.

Når de står ved graven, kan Jens godt savne farfar. Han ville gerne være med på noget sjovt. Og så kom de ofte til at grine sammen.
“Det giver så dejligt mange rynket” plejer farfar at sige. Han siger der højt for så at kikke på farmor. De var ikke helt enige om, at rynker var godt.

Engang malede Jens rynker i sit ansigt. Han synes ikke rigtigt, at de kom, selvom han smilede og grinede hele dagen.
Det var mor ikke så glad for. Han havde brugt noget af det, hun havde på badeværelset.

Men farfar fik sig helt sikker en ekstra rynke den dag. Og farmor med selvom, hun helst var fri – altså fri for flere rynker og ikke for at grine.

Jens kommer igen til at grine. 
Farmor kikker på ham. 

De sætter sig på en bænk, og så fortæller Jens om farfar og sine egne malede rynker.
De opdager slet ikke, at præsten kommer forbi. Han har ikke længer kjole på, og paraplyen har han i hånden. 

Jens spørger, om man godt må grine på en kirkegård. Det mener præsten godt, at man må. Men nok ikke alt for højt.
”Der er jo andre, som skal have ro til at mindes dem, de holder af.” 

Jens retter på præsten. ”Du må mene: dem de har holdt af.”
Jens ved godt, at præsten mener dem på kirkegården. Og de er jo døde.
Men præsten er ikke enig.
”Bare fordi vores kære er døde, så holder vi jo stadig af dem.” Præsten er overbevist om, at vore kære altid vil være levende i vores kærlighed.
Farmor smiler ”Ja, de lever her inde i hjertet.”

Jens kan godt huske, at farmor sagde det samme i kirken. Han forstod det ikke helt.
Men ja, han elsker stadig farfar.
Så måske er han inde i hjertet.
Kun kan han godt glemmer ham en gang i mellem. Eller, han husker ham ikke altid. 

Jens tænker, om farfar så er faldet ud af hans hjerte. Eller, er der måske et gemme-hjørne inde i hjertet?
Sådan kunne det godt være. Farfar kunne godt være sådan en drillepind, at han gemte sig. Men så er det jo godt, at Jens finder ham, når de som nu er på kirkegården. 

”Mormor i København siger, at de bliver til en stjerne.”
Jens fortæller, at han og mormor en aften stod på hendes terrasse og så op på stjernerne.
”Mens morfar siger, at de er nede i jorden.”

Jens kikker på præsten. Han må vide, hvad der er rigtigt.
”Tja, det kan vi vist ikke sige så meget om.”
Præsten forklarer, at vi ikke sådan rigtig ved noget. Men de forsvinder jo ikke sådan bare fra os. Vi kan huske dem og måske også få en snak med dem.

Farmor nikker. Hun snakker stadig med farfar. Det hører Jens en gang i mellem. Hvor farmor så også kan sige, hvad farfar ville mene om tingen. De har kendt hinanden i mange år.

”I mine unge dage” siger farmor, ”var jeg sikker på, at de blev til engle.”
Farmor har altid haft mange engle. Nogle har hun selv syet. Andre har hun fået, og så har nu næsten altid en engel med hjem fra ferie.
Jens husker, at farfar kunne drille hende med, at hun elskede engle mere end ham. ”Så må du jo blive en engel,” plejede hun at sige med sit ”du er dejlig og lidt dum” smil.
Måske er farfar en engel nu. 

Farfar havde ikke brug for engle. ”Jeg har jo farmor”, sagde han altid.
Jens husker, at hans fantasi en gang imellem fløj med englene til deres verden. Det var et smukt sted. Så ja, det ville være et godt sted for farfar. Når han nu ikke længere kan være hos dem.

Farmor forklarer, at som engle kan de både være helt tæt på og en gang i mellem helt væk. Hun mistede en lillesøster, da hun var barn. Hanne var en engel. Sådan husker farmor hende. Så hvorfor skulle hun ikke også være en engel nu.
Måske er det derfor, at farmor samler på engle? 

Jens kikker på præsten. Samler han også på engle, eller er det bare paraplyer? 

”Vi har faktisk fået engle på kirkegården,” siger præsten. Han peger med paraplyen over mon sognehuset.
”Engle kan både være hos os og hos Gud. Det er jo fint.” Præsten forklarer, at Jesus ikke siger ret meget om, hvad der sker med os efter døden. Kun, at der vil være gjort plads til os hos Gud. Om det så er et værelse, et englekor eller i Guds hjerte, ved han ikke.
”Men jeg er sikker på, at de altid vil være levende både i Guds kærlighed og i vores kærlighed”, siger han inden, at han går videre.
Måske skal han hen til englene. 

3

Jens vil gerne se englene. Farmor er også nysgerrig.
På plænen foran sognehuset er der sat snore op i et træ. Allerede inden, de når helt derover, kan de se nogle små hvide engle flyve rundt i blæsten.
Der er et bord og en stol. Farmor sætter sig.
På bordet er der små æsker. Der finder de både klippede engle, nogle blyanter og snor.

Der står, at det er et mindetræ. Man må gerne tage en engel, skrive et navn på, og hænge det op i engletræet.

Jens tager en engel og skriver ”Farfar”. Farmor tager den og skriver ”Otto” på den anden side. Farfar hed Otto.
Eller, han hed Jens Otto. Men han brugte aldrig andet end Otto.
Så kunne Jens jo godt få navnet ”Jens”.

”Hvad med Olde?” spørger Jens.
Oldemor ligger et andet sted på kirkegården end farfar. Hun har en hel græsplæne. Hun havde selv bestemt, at der ikke skulle være nogen sten med hendes navn på.
Når de går hjem fra farfars grav, går de ofte forbi hendes store plæne. Jens har et sted med nogle blomster i græsset, hvor han tænker, at hun er. 

Mon farmor også vil skrive Oldes navn på englen? Jens kan nemlig ikke huske det.
Jens kikker på farmor. Men hun er gået i stå. Sover hun med åbne øjne?
Jens skubber lidt til hende. ”Vi skal have skrevet.” 

Farmor sidder med en engel, men kan ikke skrive. Lillesøster Hanne er en engel, men det dur ikke med hendes navn på denne engel.
Jens spørger, hvad Olde hedder.
”Hun hed Juliane”, siger farmor.

”Måske skal vi ikke skrive flere navne.” Farmor forklarer, at Jens jo har flere oldeforældre. Det bliver for mange, og hun har ikke styr på dem på Jens’ mors side.
”Lad os hænge en op uden navn. Så kan vi med den tænke på dem alle sammen.”
Jens får dog lov at hænge både farfar Otto og den uden navn op i træet. Farmor hjælper med at få knuden til at holde.

Fra engletræet og huset er der ikke så langt hen til Oldes plæne. Så den vej går de.
De standser, og snakker lidt om Olde.
Da Jens var mindre var oldefar også med. Men det kan han ikke mere. Oldefar kan ikke huske noget. Heller ikke, hvem han selv er.
Farmor fortæller, at sådan var det også inden, at Olde blev syg.

Det begyndte med, at han ikke kunne finde hjem. Så kunne han ikke huske, hvor han var. Da han så heller ikke kunne huske hvem Olde var, foreslog de, at han skulle på plejehjem. Men det ville Olde ikke.
Hun skulle nok passe ham.
Og nej, nok kunne han ikke huske, hvem hun var. Men hun kunne godt huske, hvem han var. Han var hendes livs kærlighed, og de havde boet sammen siden, hun var 20. Dét skulle ingen lave om på.

En gang i mellem tager de ud og besøger oldefar på plejehjemmet.
Han bliver altid glad, når de kommer. Farmor er sikker på, at han stadig holder af dem, selvom han ikke kan huske, hvem de er. Og ja, de kan jo godt huske, hvem han er. 

Jens har haft svært ved at forstå, at oldefar ikke kan huske. Særligt, når han bliver så glad for at se dem.
En dag havde Jens glemt sin pose med Lego, som han altid havde med ud til oldefar. Da de stod udenfor døren, smuttede han lige tilbage for at hente.
Oldefar blev igen glad. Men han kunne slet ikke huske, at de lige havde været på besøg.
Jens prøvede at forklare. Men det hjalp ikke. Og så kom far ind og hentede ham.  

På vej videre hen til farfar kommer de forbi et sted med mange blomster.
Gennem hele sommeren har der været mange forskellige blomster. Nu er der kun nogle med små blomster tilbage. Der er flest blå men også nogle i en rød nuance. Farmor siger, at det er høstasters. De kan stå næsten helt ind til vinter.

En af dem på kirkegården kommer forbi.
”I må gerne stadig plukke til graven,” siger hun. De har mødt hende før, og hun har sagt det næste hver gang.
Det kaldes en kirkehave. Damen er en af dem, som passer blomsterne. Farmor og Jens har også mødt en af de andre frivillige. 

Jens vil gerne plukke nogle blå blomster til farfar. Men farmor synes, de er pænest, hvor de står. Derhjemme vil hun også helst set på blomsterne ud gennem vinduet. Mens farfar gerne ville plukke og tage med ind. 

Farmor og Jens bliver også i dag enige om, at Jens må finde en blomst. Men det skal være en, som er ved at være færdig med at blomstre. De andre kan de måske se på igen næste onsdag.

Gennem sommeren har Jens plukket forskellige blomster og lagt på farfars gravsten. Han plukker altid med så lang en stilk, at der også er et blad. For grøn er jo hans yndlingsfarve. 

Han har spurgt farmor, hvad farfars yndlingsfarve var. Men det kan hun ikke sige. ”Han elskede alle farver,” siger hun, mens hun rystede på hovedet.
”Han kunne godt male tre forskellige farver på en reol, og vise det stolt frem.” Men så blev det også malet hvid eller grå bagefter. For, farmor kunne ikke have det rod.

I haven måtte han dog blande blomsterne alt det, han ville. Det var hans sted. Selvom at hun godt kunne blive overrasket, så blev hun også glad. For, det var altid smukt.
Når Jens så blomster og særligt, når han så blomster sammen med farmor, så huskede han også nemt farfar.

Farfar malede gerne reolen med de forskellige farver over med gråt eller hvidt, når det nu gjorde farmor glad. Og da særligt, når hun lovede en friskbagt bolle.
For, var der noget, som farfar elskede mere end farver, så var det lune boller. 

Farmor sætter sig på bænken, mens Jens får lagt blomsten det rigtige sted.
”Vi skal huske at have smør med hjem.”
Så ved Jens, at der er friskbagte boller på vej. Han har det som farfar - elsker boller. Og er de stadig lune, skal der kun smør på.

4

Jens er klar til at komme hjem. Men farmor mener, de godt kan vente lidt. Bollerne må gerne hæve lidt mere inden, de skal i ovnen.

Farmor har altid været glad for at bage. Og hun ved, hvor meget Jens holder af nybagte boller. Er de stadig lune, skal hun være sikker på, at der er smør nok. For så skal Jens kun have smør og godt med smør på. Der har han lært af farfar. 

Der ved farfars grav kan Jens og farmor godt more sig over, hvad farfar gjorde. Også over, at Jens gør nogle af de samme ting.
De elskede begge æblekage med rigtige murkroner og flødeskum. Hvis farmor lavede den med græsk yoghurt, tog farfar gerne en bolle mere. 

Når bollerne ikke var nybagte og lune, så kunne han godt tage både ost og marmelade på. Sommetider gemte han marmeladen under osten. Han påstod, at så kunne han spare smørret. Men det glemte han vist – altså det med ikke at tage smør på. 
Så kunne farmor trække ham blidt i kinden eller klappe ham på maven og sig: ”Det, du glemmer, sætter sig vist her.”

Engang havde farfar været stærk og meget aktiv. Så de mange boller med både smør, marmelade og ost satte sig ikke.
Men det kan Jens ikke rigtig huske.

Farfar fik problemer med knæet og vist også noget med hjertet. Så han kunne ikke klare det vilde som f.eks. fodbold.
Farfar var god til fodbold som ung. Så Jens måtte lovet farmor, at det ikke blev for vildt, når de fandt bolden i haven. For, når først bolden blev spillet, kunne farfar godt glemme sit dårlige knæ.

En gang endte det med, at både far og farmor måtte ud og hjælpe ham ind. Efter det gik de over til selv at opfinde lege. Farfars fantasi kunne sommetider være mere mærkelig end Jens’.

Åh, Jens kan godt savne farfars fantasi.
Dét måtte han sige til farmor.
Han siger ikke så tit, at han savner farfar. For Jens er bange for, at farmor så bliver ked af det.
Når de har delt en af de gode historier – og grint. Så får hun det smil, som Jens har kaldt ”det var en dejlig tid” smil.

Jens bestemmer sig for at fortælle om de sjove ting, de fandt på.
Farmor griner og siger, at hun også savner hans skøre planlægning af blomster.

Når Jens var med farfar i deres have, gik det mere stille for sig end hjemme hos Jens. Der havde farfar alle sine blomster, som Jens var med til at plante og flytte.
Farfar kendte navne på dem alle og vidste alt. Både hvor høje de blev, hvilken farve de fik og, hvornår de blomstrede. 

Inde på farfars kontor lavede han planer og tegninger. Det var mest om vinteren, hvor han lavede en årsplan. Det var tegninger lige fra tidligt forår over sommer til sidst på efterår. Planen var, at haven skulle være et maleri, som langsomt ændrede sig.
Årsplanen holdt dog aldrig. Farfar fandt altid på noget nyt.

Jens kunne godt li at være med på farfars kontor. Han var med til både at planlægge og få lagt farver på.
Hver gang, der blev lavet en ændring, vidste Jens, at de næste gang nok skulle ud og flytte rundt på planter. Med farfars dårlige knæ, var Jens til stor hjælp. 

Når de var i gang med en ny plan, kunne farfar godt spørge, hvad Jens synes. Men mest spurgte han: ”Hvad tror du, farmor bliver mest overrasket over?” 

Udover alle hans tegninger var der også mange bøger på farfars kontor. Der var også en computer. Men den havde farfar det lidt svært med. Jens måtte ofte hjælpe ham med at søge.
Farfar havde fundet ud af, at det var nemmere at finde ting på nettet end at gå på biblioteket.

Lidt spil havde Jens også fået installeret. Farfar elskede at spille. Så Jens prøvede at lære ham nogle af dem, som var nemmest. Men god blev han aldrig – altså til spil på computeren. Helt anderledes var det med hans egne spil.
På kontoret var der en hel reol med spil.

Jens kunne næsten få farfar til alt. Det kunne far og farmor også. Men når de spillede, så gav farfar sig ikke med vilje.
Han var virkelig ikke god til at tabe.

Farfar sagde om sig selv, at han havde en særlig spillemoral. Han ville gøre alt for at vinde. ”Altså undtagen at snyde” holdt han fast ved. Og han mente det. Regler skulle holdes, og der skulle være orden i tingene.
Lige der kunne farmor gøre ham lidt irriteret, når hun sagde ”du mente, undtagen at blive taget i at snyde.” 

Farmor kunne også godt li at spille. Men det var mere for hyggen skyld.
Jens spørger, om de ikke skal spille det nye 5 på stribe, når de kommer hjem. Det kan de nå, mens bollerne er i ovnen. Han ved, at når bollerne er klar, så kommer storesøster. Og så er det slut med farmor-Jens tid

Farmor er med på det nye spil. Men så må de nok også komme afsted.
Jens skal dog lige fortælle noget. Han kom i tanke om det, da præsten gik ind i kirken med sin paraply. 

Engang havde farfar været sammen med Jens til en gudstjeneste med spisning bagefter.
Jens havde hørt om det eller set en plakat ved kirken. Da hverken far eller mor kunne, så var farfar taget med.
Ved gudstjenesten havde præsten arrangeret en leg inde i kirken inden, at han fortalte en historie.
De skulle være levende legoklodser.
Farfar havde bagefter pralet med, hvor god han havde været til legen. Han var jo lige så stiv som en legoklods. 

Da Jens hørte, at de skulle i kirken for at sige farvel til farfar, havde han tænkt, om præsten måske ville finde på en leg.
Det kunne farfar godt være med på de. Altså hvis ikke lige, at han lå i kisten.
Han plejede nu også at kunne more sig over at se andre have det sjovt.

På vej til kirken, håbede Jens dog, at præsten ikke havde fundet på en leg.
Det kunne have været sjovt, og farfar ville have været med på det. Men Jens havde den dag slet ikke lyst til, at noget skulle være sjovt. 

De skulle heller ikke lege - kun synge som altid. Jens kendte to af sangene, mens farmor kendte dem alle. Hun, far og mor havde aftalt det med præsten.
Jens havde været med hos farmor den dag. Men han ville helst være inde på farfars værelse med sin computer.
Han fik dog ikke spillet noget. Han sad og kikkede på en af de mange planer for haven, som ikke var blevet færdig. Der manglede farve på de fleste af blomsterne. 

Mens har fortæller farmor om det, får Jens en ide. En god ide, så han vil i gang med, når de har fået spist boller. Så kan storesøster for farmor-tid. 

Farmor spørger, hvorfor han dog ikke har fortalt om det at lege i kirken noget før. Men Jens synes, det var for mærkeligt. Han var også lidt flov over at have tænkt sådan.
Naturligvis skal der ikke leget ved en begravelse.
Men helt trist, var det nu ikke.
Udover at snakke om Gud så fortalte præsten noget om farfar. Også noget, så alle kom til at grine.
Man kan godt både grine og græde på en gang.

Det kan farmor godt huske. Det er dejligt med minder. Også, at farfar kunne være lidt stædig.
Jens kikker spørgende. 

”Kan du ikke huske?” Hvis der er nybagte boller og ingen smør i køleskabet. Så gik den stædige mand ned efter smør inden, vi kunne sætte os og få en kop kaffe. Han kunne også finde på at gå, hvis han mente, at der ikke var smør nok.
”Men jeg ventede nu ikke altid” smilede hun.

Farmor rejser sig. ”Der er smør, der skal købes. Og boller der skal bages.”
”Ja, og en spil, der skal spilles,” nikker Jens og siger ikke noget om sin idé.
Han har nemlig bestemt sig for at lave paner for blomster i farmors have. 

Når farfar ikke længere kan give hende overraskelser, så kan Jens. For, hvis farfar er inde i ham, så må hans fantasi også være der. Med den skal det nok blive godt – og sjovt.
Jens giver en lille glad hop ved tanken. Farmor kikker, og smiler så sin ”hvad mon du har fundet på” smil. Den, som hun ellers kun plejer at se på farfar med.