Som en sten - nytårsfortælling 2022-23

 

Solen skinner. Det lufter lidt.
Havet er næsten helt blank.
Den unge pige kommer ned til stranden.
Hun halter lidt.

m: ”Du er morgenfrisk!” siger den gamle mand.

Han sidder på en træstamme. 

p: ”Man skal jo have lidt frisk luft,” siger hun.

Hun sætter sig ved siden af ham.

p: ”Du får lidt sol.”

m: ”Man skal jo have nogle D-vitaminer.”

p: ”Tjah, men en dag skal vi dø alligevel.”

m: ”Jo...men alle de andre dage skal vi ikke.”

m: ”Du halter?”

p: ”Jeg sprang ud fra anden sal.”

m: ”Det var dumt.” 

p: ”Huset brændte. 
   Jeg var kun fire, så jeg husker ikke ret meget. Men de siger, at jeg kunne have været død.”

p: ”Min mor havde glemt at slukke et stearinlys. Jeg løb op. Vi havde værelse på anden sal. Jeg var kravlet op i vinduet. Min morfar råbte, at jeg skulle springe. Han lovede at gribe mig, men jeg kunne ikke se ham. Det gør ikke noget, sagde han. Jeg kan se dig. Spring!” 

m: ”Og så sprang du?”

p: ”Ja. Min morfar har altid være en, man kunne stole på.”

m: ”Og han greb dig?”

p: ”Ja. Men han kunne ikke holde mig. Så jeg brækkede benet.”

p: ”Men han reddede mig. Jeg kom vist som en raket med hoved først. Det havde ikke været godt   direkte ned på fliserne. Alt i huset brændte, så at blive der havde heller ikke været godt. Bagefter flyttede vi til en stuelejlighed, og jeg fik mit eget værelse.”

m: ”Det var godt tænkt af din morfar sådan at få dig ud.”

p: ”Han siger, at Gud hjalp ham. Han tror meget på Gud. Eller kom måske til det den dag.” 

p: ”Han fortæller gerne om, at jeg sprang, fordi han råbte: ”Spring!” Det gik jo godt, plejer han at grine. Min mor synes ikke, det er sjovt at huske på. Men morfar er en glad mand. Og så siger han, at han springer ud i livet hver dag, fordi han hører, at Gud siger ”Spring!””

p: ”Jeg vil godt være glad, lige som ham. Men det er nok nemmere, når man er gammel.”

m: ”Lad os gå en tur langs stranden. Man tænker så godt, når man går. Vi kan også fint snakke videre.”

De rejser sig.
Fra det gamle væltede træ går de igennem en bunke strandsten.
Den gamle standser, kikker ned og roder lidt med en finger.
Alle stenene er runde og glatte. 

m: ”Jeg tager altid en sten i lommen, når jeg går en tur langs stranden.”

Han tager en op i hånden, finder en mere, og vælger så en tredje.
Pigen finder også en. Den er flad men rund og næsten blød at have i hånden.
Den gamles ser blå ud. Hendes er rød. Der er vist også lidt gyldent.
De er tørre, lidt beskidte og grå af salt.
Det er længe siden, vandet har været så højt oppe på stranden. Det har heller ikke regnet i nogle dage.

p: ”Det er svært at se, hvordan de egentlig ser ud.”

m: ”Ja, de gemmer på en hemmelighed,” siger den gamle med eftertanke.

Han børster lidt sand af og putter sin i lommen.
Pigen beholder sin i hånden på vej ned til vandet. Hun holder den op i solen, men det hjælper ikke ret meget. Så putter hun den i lommen. 

Vandet er så stille, at de kan spejle sig i det.

p: ”Tror du på Gud,” spørger pigen.

De står stadig ved vandet. De kan se hinandens ansigt i vandet.
Pigen kommer til at grine. Hun plejer at se sig selv i et spejl, så det er som altid. Men den gamle ser sjov ud. Hans næse er skæv. Det havde hun næsten glemt. I vandet ser det helt forkert ud, når næsen er skæv til den forkerte side.

m: ”Gud er her,” siger den gamle.

Pigen kikker spørgende på ham.

m: ”Når det gode sker, er Gud med. Som nu. Vi kender ikke hinanden, men vi kan godt være sammen.    Og du kom til at grine. Vi skaber noget sammen.”

De går i sandet med retning mod solen. Den er bag en lille sky.
Pigen går længst ude ved vandet. Hun hopper, når en bølge kommer for tæt på.

p: ”Jeg har ikke så meget brug for Gud her, når vi går sammen. Sommetider er jeg ensom. Det kan være svært.”

m: ”Ja, man kan også føle sig alene, selvom man er sammen med andre på et plejehjem.”

Pigen kikker, men spørger ikke.

m: ”Men jeg er aldrig ensom. Jeg tror, Gud altid er med mig. Som en god ven.”

Solen kommer frem igen. Dens lys er stærkt, så de vender sig.

På vej tilbage følger de deres egne fodspor. Nu blæser det lidt, så sporene er ikke lige tydelige alle steder. Vandet er også kommet længere op. Så mange steder er kun den gamles fodspor tilbage. 

p: ”Jeg kan godt li’, at mine fodspor forsvinder.”

m: ”Vil du ikke sætte spor?”

p: ”Jeg dur ikke rigtig til noget.”

m: ”Jeg er også gammel og grå. Derfor tager jeg en sten med, når jeg går. Den er grå som mig men   gemmer på noget spændende.”

De er nået tilbage til træstammen. Den gamle sætter sig. Han er træt.
Han tager sin sten frem. Han tager også en flaske vand frem.

m: ”Det her glæder jeg mig altid til. På hele gåturen forestiller jeg mig, hvordan dagens sten mon ser ud.”

m: ”Nu skal du se.”

Den gamle hælder vand på stenen.
Den bliver blank og nærmest skinnende. Den stråler i mange farver.
Pigen tager også sin frem. Hælder vand på. 

p: ”Hvor er den smuk!”

m: ”Sådan vil jeg gerne se mennesker. Jeg tror, alle rummer meget smukt.”

Han ser ind i hendes smilende ansigt og nikker. 

m: ”Ja, se bare dig.”

Hun griner. 

p: ”Du er stadigvæk gammel og grå. Men det er dejligt at tænke på.”

m: ”Jeg tænker, at sådan ser Gud os. Vi er ikke uden værdi, selvom vi godt kan være snavsede og grå.” 

Pigen kikker på sin sten. 

p: ”Det er svært at tro.”

m: ”Hvad tænker du?”

p: ”Det er svært at tro, at jeg skulle rummer så meget smukt og godt. Jeg er bare grå og får aldrig 12.”

Den gamle smiler. 

m: ”Jeg ser det nu helt tydeligt. Fuld af liv og farver. Også med revner, ja ja, og slet ikke fotomodel-perfekt. Dét er jo helt perfekt. Er det ikke?” 

Julesangen

I juletræet sidder en lille fugl. Det er en spurv. Den sidder lidt nede, som den gør hver jul. Den er noget af træets ældste pynt, og for familien er den helt speciel. Ingen ved, hvor den kommer fra eller hvor længe, den har hørt til julepynten. Den er der bare. Det betyder heller ikke så meget, når altså bare den sidder på sin gren. For kun sådan bliver det jul – altså rigtig jul.
Fuglen er egentlig ikke noget særligt, og dog alligevel! Den har nemlig en hemmelighed.

Det er juleaften, træet er pyntet og tændt. Spurven sidder på sin gren og nyder glæden, der er omkring træet. Selv om den er lavet af glas og fjer, så er den alligevel begyndt at blive levende. Sådan sker det hvert år denne ene aften. Det er på samme måde som med julestemningen. Den kommer ganske stille, og så er den der bare.
Der på grenen sidder den og bliver mere og mere fyldt af liv, mens den suger glæden til sig. Den oplever at få livet givet. Ja, den oplever, hvordan julestemningen med sang, hygge, lys og gaver i løbet af aftenen næsten får den fyldt for meget, så der bliver et overtryk af livet. Og når aftenen er ved at være til ende - når tiden nærmer sig for, at Vor Herre blev født engang for længe siden, så sker det underfulde. Det er som om tiden pludselig står stille, mens før og nu samtidig går i ét. Ja, det hellige sker igen, og julesangen lyder som englenes sang over markerne ved Betlehem. Det er spurven, den lille glasfugl på træet. Den får netop denne aften lov at være et ekko fra den hellige nat.
_

Sådan sker det hver en julenat. Nogle tror, det er lyden af julemandens kane. Men det er de små fugle, der sidder rundt på alverdens juletræer, der lader julesangen lyde som englesang om et barn på krybbestrå – et barn, der var Guds søn på jord.

Glaskuglen

’Hvor er jeg dog smuk’, tænker glaskuglen ved sig selv, da det bliver mørkt, og den i vinduet kan se sig sammen med al det andet pynt på træet. ’Jeg kan godt forstå, at de andre altid kikker på mig.’
Den ved ikke, at de andre mest kikker på den for at se sig selv.

Julen nærmer sig, og alt pynten er hentet frem fra gemmerne og taget op af kasserne. Det er for glaskuglen som at blive vækket af en lang søvn. For når den ligger i kassen, og det er ganske mørkt, så går tiden i stå. Ja, så er det som om, den slet ikke lever. Kun når der er lys omkring den, oplever den sig som levende.

Når den drømmer, er det om at rumme det reneste guld. For når stearinlysenes stråler rammer den, så får den et gyldent skær. Den føler næsten, at den så er det fine guld, som den hvert år hører om i den gamle fortælling. Og den genkender følelsen, som netop det guld måtte have haft, når et barn med glæde og iver smiler til den og jubler.
Sommetider fortæller den sig selv den gamle fortælling med særlig vægt på det med gaverne og guldet:
’Det skete, dengang alle mennesker skulle tælles. Da kom Maria og Josef til Betlehem, og Maria skulle føde sit barn. Der var bare ingen steder, de kunne være. Så det endte med, at hun fødte sin søn i en stald.
På besøg kom der først nogle hyrder fra markerne omkring Betlehem. En engel havde fortalt dem om barnet – at det var en kongesøn.
Der kom også nogle vise mænd fra øst, og de havde gaver med. Den ene havde guld med, som en klar stjerne fik til at skinne i den mørke stald. Drengen Jesus jublede, da han så guldet. Og forældrene smilede, da de så det glade ansigt i guldets spejl.’
Glaskuglen ved dog godt, at den ikke er af guld. Men den føler sig som det guld, der fik barnet til at juble.

Glaskuglen kan godt se, når det enten er far eller mor, der står sammen med barnet. De smiler også. Måske er det, fordi de kan se sig selv i barnets ansigt.
’Sådan har barnet i Betlehem måske også haft det’, tænker glaskuglen. Guds træk måtte kunne være at se i guldets spejlbillede.
Sådan tænker glaskuglen også om de børn, den får lov at være spejl for. Der er også noget guddommeligt over dem i det gyldne skær. For glaskuglen kan netop, fordi den er en kugle, rumme lys fra alle sider. Det gyldne skær fra stearinlysene bliver i den blandet med det ansigt, der spejlede sig.
’Det er min særlige gave til verden’, tænker glaskuglen, ’og det er min opgave at give, når jeg får lov at hænge på selveste juletræet. Menneskene skal ikke bare se sig selv, men også se, at de er Guds.’
Men egentlig er det en gave, den får givet, da den er skabt rund, og fordi de levende lys på juletræet fylder den med et gyldent skær.
_

Det lille nummer sker i hver en glaskugle – særligt juleaften. Stearinlysene giver - som et guddommeligt lys - et gyldent skær, så vi i glaskuglens spejl får lov at se, at også vi er Guds elskede børn.

Stjernen

Den lille stjerne bliver næsten helt væk i mængden, og den føler, at de andre slet ikke ser den. Den bliver med sikkerhed heller ikke set af nogen nede fra jorden.
Men selv kan den fint se, hvad der sker. Den følger godt med - særligt i, hvad menneskene laver på jorden. Den finder det spændende.
Nu er det igen det tidspunkt på året, hvor den særligt følger med. Den kan se, hvordan der bliver hentet træer, som stilles op inde i husene. Og der sættes en stor stjerne i toppen. Der kommer også andet pynt på træerne bl.a. mindre stjerner. Det gør den lille stjerne glad, for så må der også være plads til en som den. Men den store topstjerne er vigtigst.
Derefter så samler menneskene sig om træet. De har gaver med, som de ligger under træet. Den lille stjerne kan ikke forestille sig andet end, at gaverne bliver givet til den store topstjerne. Og den lille stjerne bliver helt varm ved tanken. Den store stjerne i toppen bliver virkelig fejret.
Den lille stjerne er lidt misundelig. Den vil også gerne fejres og have gaver. Men det skal man nok være en stor og flot stjerne for at opleve.

Sådan sidder den og tænker, da det forfærdelige sker. Ja, det sker hvert år, men den lille stjerne oplever det alligevel som et chok. Menneskene tager gaverne igen – alle gaverne!

’Men de har jo lige givet dem til stjernen. Det gør man da ikke!’
Den lille stjerne kommer til at sige sine tanker højt, så en større stjerne i nærheden hører det.
’Hvad er du sur over?’ spørger den. Og så fortæller den lille stjerne, hvad den lige har set ske.
’Jamen ved du slet ikke, hvorfor de gør det? Kender du ikke fortællingen?’
’Nej’, siger den lille stjerne, mens den forsøger at holde en stjernetåre tilbage.
’Så skal jeg fortælle den.’
                                                                                                                                                                 
Den større stjerne begynder at fortælle:
’Der var en gang en kæmpe stjerne – større end nogen stjerne har været både før og siden.’
’Den kunne nok rigtig ses fra jorden’, siger den lille stjerne. ’Det vil jeg også gerne kunne.’
’Jo, den kunne ses fra jorden. Det kan du tro’, siger den større stjerne og fortsatte:
’Særligt blev den set af 3 vise mænd. De havde brugt hele livet på at kikke stjerner. De mente, at vi stjerner kan fortælle dem vigtige ting. Og det var netop, hvad den store stjerne kunne. Den blev nemlig skabt for at fortælle, at et særligt barn var blevet født på jorden.’
’Et barn?’, spørger den lille stjerne. ’Sådan en ganske almindeligt lille baby?’
’Ja’, siger stjernen. ’Selv et ganske lille barn kan være noget særligt. Og dette barn var Guds egen søn.’
’Øj’, siger den lille. ’Mener du Gud, der har skab alt? Så kan sådan en lille stjerne som mig heller ikke være ligegyldig.’
’De 3 vise mænd brugte stjernen til at finde frem til barnet’, fortsætter stjernen sin fortælling. ’De fandt det ude i en stald, og der gav de barnet deres gaver.’
’Så gives gaverne altså slet ikke til stjernen?’ spørger den lille.
’Nej’, forklarer den større stjerne. ’Gaverne gives til det lille Jesusbarn.’
’Så er det altså heller ikke stjernen, der er i centrum, når menneskene samles om træet med stjernen i toppen’, tænker den lille stjerne ved sig selv.
’Når gaverne gives til Jesusbarnet’, spørger den lille, ’hvorfor tager menneskene dem så igen?’
’Jo, det fortælles, at Jesus som voksen skulle have forklaret, at hvad mennesker gerne vil gøre mod ham eller mod Gud, der skal de lade andre få glæde af. Han skulle have sagt: ’Hvis I vil gøre noget for mig, så skal I gøre det for en anden, og hvis I vil give mig noget, så skal I give det til de fattige.’

Den lille stjerne tænker lidt over det. ’Så er den store stjerne et tegn på, at man fejrer Jesu fødsel og er samlet det rigtige sted.’
Da den lille stjerne igen kikker ned på jorden, ser den ind i en stue, hvor der kun står et lille træ med en lille stjerne i toppen og nogle få lys. Den ser også, at der slet ingen gaver er under træet. Nogle få mennesker samles om træet. De ser glade ud, selv om de kun har et lille træ med en lille stjerne og ingen gaver.
Der er også et mindre barn. Den lille stjerne får sådan en lyst til at sende det barn en særlig gave. Den anstrenger sig virkeligt for at sende sit lys lige derned. Da ser barnet ud af vinduet og op mod stjernen. Stjernen ser et glimt af lys i barnets øje – og ser barnet smile.
Den lille stjerne bliver helt stille. Det smil var som den bedste gave, den kunne få. Og stjernen bærer smilet med sig videre som en særlig skat.
Pludselig er drømmen om at blive en stor og synlig stjerne væk ligesom drømmen om at få gaver. For den har fået lov at være et glimt i et barns øje. Større gave kan den ikke forestille sig findes. Og så fik den oven i købet et smil tilbage.
_

Den lille stjerne fortæller gerne andre stjerner om det fantastiske, den har oplevet. Særligt de små stjerner lytter efter. Prøv at se på nattehimlen – særligt ved juletid – så kan det være, at også du rammes af en stjernes særlige glimt. Og som stjernen aldrig glemte glimtet og smilet, sådan ved jeg, at barnet heller aldrig glemte det.

Adventslyset

Et lys hænger sammen med andre lys i sin væge. Eller, det vil sige, det er først ved at blive til et lys. Ganske langsomt tager det form. Hver gang det dyppes i den varme stearin, blev det tykkere og tykkere. Smukt bliver det også, synes det selv. Det bliver lilla. Nogle hvide og røde lys hænger på rækker. De griner lidt. De er færdige, og så mener de, at et rigtigt lys skal være enten hvidt eller rødt – særligt nu, hvor julen nærmede sig.
Da det lilla lys er tykt nok, bliver også det hængt op på rækken.

Mange mennesker kommer for at købe lys, og mange siger: ’Det er vel nok en smuk lilla farve.’ Men de fleste købte nu alligevel hvide eller røde lys.
Så sker det. Fire lilla lys bliver taget ned og pakket ind. Et barn har længe stået og kikket på dem. ’Åh mor, de er så smukke.’ Selv om de plejede at have enten hvide eller røde lys, siger moren. ’Adventens farve er jo også lilla.’
Det får lyset til at tænke, mens det ligger i pakken: ’Advent? De snakker da ellers alle sammen om jul.’

Familien er samlet og lysene tages frem. ’Hvorfor er de lilla?’, spørger én. Lyset bliver lidt stødt. ’Synes de slet ikke, vi er flotte?’, tænker det.
’Sådan skal det være i år’, svarer moren. Ganske hurtigt får hun de fire lys sat smukt i en krans af gran. ’Lilla er faktisk farven, der bruges til advent’, fortsætter hun. ’Rødt og hvidt hører julen til. Og julen begynder først juleaften.’
Lyset lytter godt efter. Da det har adventens farve, så vil det også gerne vide, hvad advent betyder.
’Advent betyder, at nogen kommer. Det er en ventetid – en tid til at forberede sig’, fortsætter moren. ’Vi har 4 søndage til at forberede os til at fejre, at Jesus bliver født.’
’Åh’, tænker lyset, ’advent er ikke en fest.’
At skulle vente, det forstår lyset så ganske godt. For det venter virkelig meget på at blive brugt. Ja, det er næsten ikke til at holde ud sådan bare at stå uden at blive tændt.
Lyset kan mærke, at også børnene har det svært med at vente, når der tales om jul. Det mærkes særligt, når det handler om gaver. De voksne har også svært ved at holde ventetiden ud. Men det har mest om at gøre med alt det, de skal nå.

Men så bliver det anderledes. Familien sætter sig sammen og ser på kransen med de fire lys. Lyset kan forstå, at kransen hedder en adventskrans, og at de derfor er adventslys. Det er lidt svært for lyset at skulle være et vente-lys. Det ville meget hellere have været et fest-lys eller bare et glædes-lys.

Nu tændes en tændstik, og netop det ene lys bliver tændt. ’Nu er jeg altså et rigtigt adventslys’, tænker det. Og med ét gør det slet ikke noget, at det er et vente-lys. For det er som om, tiden står stille. Ja, der er pludselig tid til at tænke og at være, og der er både hygge og glæde. ’Som det første er jeg nu blevet tændt som tegn på, at noget kommer’, siger lyset til sig selv. ’Det er en ære – ja, en gave.’

Nok er advent ikke en fest, men lyset finder hurtigt ud af, at der i advent også er mange glæder. Der er en spænding og glæde i at vente – særligt, når man venter på noget godt.
Lyset følger med i familiens liv og hører også nogle historier om den Jesus, de åbenbart venter på. En af fortællingerne handler om, at han skal ind i en stor by. Det vælger han at gøre ved at ride på et æsel. Folk måtte have glædet sig til, at han kom, for de jublede og viftede med palmegrene.
En anden historie handler om en mand, der skulle bane vejen for ham Jesus. ’Han måtte have haft det lidt ligesom adventslyset i forhold til julelyset’, tænkte lyset.

Tiden går, og familien holder de dejlige hyggestunder hver søndag. For hver søndag, der går, bliver der tændt et lys mere. Hver gang bliver lyset, det første lys, tændt igen, og derefter et nyt - og et nyt.
Lyset kan se, at der rundt omkring kommer spændende ting frem. Lyset oplever sig selv, som den første lille flamme i noget stort. Det er mærkeligt at opleve, for samtidig bliver det mørkere og mørkere udenfor.
Lyset hører, at familien sammenlignede de flere og flere lys med naturen. Når der om foråret kommer flere og flere små blade på træerne, og frøene spirer frem af jorden, så er sommeren på vej. ’Hvis lysene er et tegn på samme måde, så må det, der kommer, være et vældigt lys’, tænker lyset. Men det kan ikke helt forestille sig, hvor fantastisk det må blive.
                                                   
Nogle dage efter, at alle fire lys er blevet tændt, sker der noget særligt. Et træ bliver sat inde i stuen, og det bliver fyldt med så mange lys, at adventslyset slet ikke kan tælle dem. Nu sker det! ’Men det er også på tide’, tænker lyset. For det er nu næsten brændt helt ned. ’Nogen må tage over, når jeg er brændt ud.’ Det tænker også, at det måske slet ikke får lov til at opleve det, der skal komme. ’Sådan er det nok at være et adventslys’, siger det til sig selv. ’Jeg må blive mindre – ja, nok helt forsvinde, når det særlige kommer til syne.’
Lyset får dog lov at opleve aftenen, hvor stuen bliver fyldt med lys og glæde. ’Så sker det endelig!’ Og adventslyset får lov at give sit sidste lille glød til glæden og festen.
_

Efter festen bliver alle de næsten nedbrændte lys samlet sammen. Der er også en lille stump af det lilla adventslys. Det tager sin fortælling med sig til omsmeltningen, og det siges, at alle stearinlys bærer dets farve og dets fortælling inde i sig. Så hvert lys uanset farve får en særlig glød, når det tændes i en adventskrans.

Det mindste frø

Åh, det var så lille, det frø. Det lå og blev helt væk mellem alle de andre. ’Jeg bliver vist aldrig til noget’, tænkte det. ’De andre maser mig, og hvad kan jeg egentlig, når jeg er så lille?’ Og så blev den væk i jorden.
Der var mørkt og koldt og fugtigt. Frøet blev blødt, og det troede, at det skulle dø. Men inde i det skete der noget. Der var en kraft, som bare ville ud. Det spirede og voksede op af jorden og blev mødt af dejlige, varme solstråler.

Nu står der en stor sennepsplante på marken sammen med mange andre planter. Der er sket en forvandling. Der er ikke længere et lille frø men en stor plante. Ja, faktisk er sennepsplanten større end alle de andre.
Lige nu er sennepsplanten dog en af de få, der stadig står op. Der er nemlig kommet nogle – ja mange mennesker, og de har trampet de fleste af de mindre planter ned.
Ikke bare står planten der endnu, men nogle fugle er endog kravlet ind i dens krone for at gemme sig for menneskene.

Sennepsplanten står, så den fint kan følge med i, hvad der sker.
En mand, der hedder Jesus, står og snakker. Pludselig peger han på sennepsplanten. Den giver et lille hop. ’Se planten der’, siger han. ’Den kommer af et ganske lille frø.’
Sennepsplanten kan godt huske hvor lille, den følte sig som frø. Den kan huske, at den var bange for at blive væk mellem alle de større frø. Den husker også, hvordan den havde troet, at den aldrig ville blive til noget. Nu står den her på marken større end de andre. Det er lidt af et mirakel, synes den.

’I spørger om at få en større tro’, siger Jesus og går hen til sennepsplanten. ’Hvis I bare har en tro som et sennepsfrø, så kan I sige til et træ, at det skal tage sine rødder med sig og flytte ud i havet. Og det vil gøre det.’
’Se på planten her’, fortsætter han. ’Den kommer af det mindste frø af alle. Og se hvor stor den er blevet.’ Han løfter lidt op i kronen: ’Ja se bare, den kan endda give skjul til nogle fugle. Gudsrige er som et lille sennepsfrø. Når det bliver sået, er det mindre end alle andre frø. Men det vil vokse og blive større end alt andet.’

Sennepsplanten bliver helt genert. Har den gjort noget særligt? Det synes den ikke. Nej, faktisk har den slet ikke gjort noget!
At den som lille frø havde kraft i sig til at spire, blev den meget overrasket over.
Større havde overraskelsen næsten været, at den voksede og blev stor.
’Hvorfor peger Jesus så på mig som et eksempel på tro? Og hvad med Guds rige?’
Sennepsplanten vil ønske, at Jesus fortæller noget mere. Den har jo bare været et frø, som har fået lov til at spire og vokse. Det hele er kommet af sig selv.
’Er det mon tro – altså bare at være? Vokser Guds rige så også af sig selv?’
Ja, sennepsplanten har fået noget at tænke over.
_

Mange små frø har siden fået fortalt historien om, at Jesus netop brugte et lille frø, da han skulle fortælle noget vigtigt. Når de selv prøver at ligge i jorden - måske endda en lang kold vinter - for så pludselig at spire og vokse, så bliver også de overraskede og får noget at tænke over.

Fisken uden maske

’Så er det tiden igen’, siger den ene fisk til den anden. De står midt ude i åen.
’Hvad? Hvad?’ spørger en lille fisk. Den er yngre end et år og er inde ved kanten, hvor strømmen er knap så stærk.
De to fortæller den så om, hvordan menneskene hænger en tønde op i træet og laver maskeleg. Lige ved side af åen er nemlig en plæne med et stort træ. Der er nu hængt en tønde op i en stor gren med et reb.
’Ser du’, siger den ene til den lille. ’Deroppe hænger en tønde. Så varer det ikke længe, før der kommer en masse mennesker i mærkeligt tøj og med masker på. De vil på skift slå på tønden med en stor kæp lige indtil, den går i stykker og falder ned.’
’Hvad er en maske?’, spørger den lille. Fisk svømmer jo ikke med masker. Ja, rent faktisk kan de slet ikke have masker på, fordi de svømmer rundt i vand.
De store fisk fortæller så alt, hvad de ved om mennesker og masker, sådan som fisk har fortalt det fra generation til generation. De fortæller bl.a., at mennesker bruger masker for ikke at vise, hvem de rigtig er. Ja, at de lader som om, at de er en anden.
De fortæller også, hvor godt det er, at de er fisk og ikke katte. For engang havde menneskene puttet levende katte i tønden, inden de slog den ned. Nu er det heldigvis kun katte af papir, der bliver brugt.
Hele fortællingen fra den store fisk til den lille fisk sluttede med den ældgamle fortælling om fisken i Jordanfloden. Fortællingen om at menneskene burde vide bedre end at gå med masker:

I Jordanfloden skete der sommetider noget mærkeligt. En dag stod der en ufriseret mand med grove klæder ved flodens bred og råbte op. Han råbte til alle, der kom forbi, at de var nogle forfærdelige mennesker. Mange gik bare forbi og rystede på hovedet. Andre stoppede op og tænkte: ’Det kan han måske godt have ret i.’ Manden hed Johannes, og han sagde til dem, der standsede, at de kunne få mulighed for at starte på en frisk. Hvis de gerne ville begynde et godt liv, så kunne de blive døbt i vandet og dermed få vasket sig rene.
Normalt beskæftigede fisk sig ikke med, hvad mennesker gjorde oppe på land. Men denne Johannes gik sommetider ned i floden. Folk kom ud til ham, og de blev dyppet helt ned under vandet, som var de fisk. De kom dog op igen og gik glade videre.
En af fiskene i floden syntes, det var vældig interessant. Den svømmede derfor helt hen og kikkede på folk, når de blev holdt nede under vandet. Den så dem både før og efter, og den kunne nærmest se, at denne dukkert ændrede deres liv.
En dag gik det hele dog i stå. Der stod pludselig en mand, som virkede helt anderledes end de andre. Fisken tænkte, at han da ikke behøvede at få en dukkert. Han havde garanteret aldrig gjort en fisk fortræd. Det kunne fisken også høre, at Johannes mente. Derfor stillede den sig ved siden af Johannes med finderne over kors.
Men manden, der hed Jesus, ville altså døbes som alle de andre. Det fik han så lov til, og fisken svømmede hen for at se ham blive dyppet ned som en fisk. Men så skete det, at alt ændrede sig. Efter at havde kikket på alle de andre, som var blevet døbt, så var det pludselig fisken selv, der blev set – set helt som den var. Fisk kan jo ikke skjule, hvem de er. De kan heller ikke lade som om, at de er en anden ved at tage en maske på. Men det var heller ikke nødvendigt ved mødet med Jesus under vandet. For fisken oplevede at blive set i kærlighed. Den kunne mærke det helt ind i sit lille hjerte.
Fisken var helt sikker på, at høre Jesus sige: ’Se på fisken. Den er i vand og kan ikke have maske på. Sådan skal I mennesker også være. Dåbens vand skal hjælpe jer til, at I ikke har brug for masker. Gud ser jer altid, som I er, og han ser jer med min kærlighed. I behøver altså ikke gemme jer eller lade som om, at I er en anden.’
Der er altid lidt stille, når denne gamle fortælling er blevet fortalt.
Derefter fortæller de to store fisk om, at menneskene engang brugte fisken som tegn på, at de var kristne. Det er der stadig nogen, der gør. For fiskene er det et tegn på, at man gerne vil huske, at for Gud er man altid som en fisk uden maske.
_

Det fortælles også, at en gang i mellem springer en fisk op i den tønde, som menneskene hænger op til deres maskeleg. Der ligger den og glæder sig til at blive slået ud. For så kan den minde dem om historien med dåben.